Aktiviteter i Fosdalen og Lien

Fosdal Plantage, Langdal Plantage og det øvrige område langs Lien er naturskønt, kystnært og fyldt med spændende oldtidshistorie. Derfor tiltrækker området hvert år tusindvis af mennesker. Både Fosdal og Langdal Plantager er udlagt som særligt beskyttede skove, og derfor er de smukke og kuperede områder forbeholdt ’den stille vandrer’. Mountainbike- eller cykelruter findes ikke her, og under normale omstændigheder giver Naturstyrelsen ikke tilladelse til større arrangementer.

Se vandre- og cykelruter, hundeskove, overnatningsmuligheder m.m. på udinaturen.dk

Vandreruter i naturen

Den røde vandrerute er 2,5 km lang og udgår fra pladsen ved Lerup Kirke. Herfra går du direkte gennem Fosdalen fra toppen til bunden ad en sti, der følger bækken, som risler i bunden af dalen. Nogle steder går du på træbroer, der er hævet over både bæk og jordhøjde, så du ikke får våde fødder. Andre stræk er på stier i skovbunden. Turen tilbage fører gennem krat af eg og bævreasp. Her er flotte kig mod nord og ned i Fosdalens bratte sidedale.

Den gule rute er 5,5 km. Du kan finde den ved p-pladsen på Hjortdalvej, der skærer tværs gennem plantagen. Vandreruten går gennem den centrale del af plantagen og forbi hederne på begge sider af Lilledal. Herfra går du videre mod Korsbakken med de mange gravhøje. Fra Korsbakken følger du en gammel hulvej ned til en birkemose, som har stået urørt i mere end 60 år. Du går tilbage mod p-pladsen ad Rævebakkevej og går langs det bøgebevoksede skovbryn.

Endnu en rute – den 2 km lange grønne – tager sit udspring på p-pladsen på Hjortdalvej. Denne rute fører dig til Rødland Hede, hvor du kan opleve flotte oldtidsagre. Straks efter Rødland har du Drevelsig Hede på din højre hånd og et stykke egekrat på din venstre. Dette stykke egeskov er såkaldt egestævningsskov. Stævningsdrift er en gammel driftsform, som ikke bruges meget mere. Den havde til formål at levere småtteri-træ til for eksempel rafter og brænde. Herfra følger du egekrattet tilbage til p-pladsen på Hjortdalvej.

Langdal Plantage

Har man sagt Fosdal Plantage, må man også sige Langdal Plantage, naboplantagen, der ligger klods op ad Tranum, og som du også kan besøge. Følg rød eller gul rute, og du vil opleve fantastiske udsigter fra toppen af Lienskrænten.

Langdal Plantage rummer to vandreruter, en rød på 5 km og en længere gul på 7 km.

Den røde rute når helt ud til nordkanten af plantagen. Her følger ruten Lien-skrænten, og du vil se en lang række fantastiske udsigter her fra skræntens kant. Inden længe når du tilbageruten og vil undervejs mod p-pladsen runde Langdal Plantages højeste plateau, hvor de fleste gravøje ligger.

Den gul rute begynder også ved p-pladsen på Strandvejen og løber sammen med den røde rute til en begyndelse, men strækker sig så længere mod vest. Du traver på tværs af selve Langdalen på denne rute, fortsætter ind i sidedalene og passerer de frodigste dele af plantagen men galmle grandis og ædelgran. Den gule rute går forbi Stordalen, hvor du kan se de stejle skrænter p mod Baunehøjene.

Gåture med tema

Du kan præsentere familien for et tema for dagens vandretur ved at grave lidt i historien og bogstaveligt trave i forfædrenes fodspor.

Find det helbredende vand

Fosdalen og omgivelserne har været udflugtsmål for mennesker siden den tidlige middelalder. Folk kom fra nær og fjern for at drikke det helbredende vand i helligkilden i dalen. Vor Frue Kilde hedder kilden, som har haft besøg af talløse syge mennesker, som på Maria Bebudelsesdag kom her i håb om at blive helbredt.

Som ved mange andre helligkilder, der trak folk til, opstod også her et marked. Lerup Kildemarked blev dog med tiden så lystigt og syndigt, at sognepræsten gentagne gange måtte klage sin nød til Børglumbispen over markedsgæsternes druk, dans og slagsmål. Til slut forbød bispen festlighederne, og markedet flyttede.

Bronzealderens bopladser

Trav en tur i Fosdal Plantage og forestil dig forfædre tilbage fra bronzealderen leve her. De overvældende mange bronzealderhøje vidner om, at mange mennesker holdt meget af stedet her. Ikke færre end 60 bronzealderhøje findes i Fosdal Plantage. Når du går blandt højene, vil du flere steder se, at de ligger i grupper eller rækker - for eksempel på Korsbakken og der, hvor Nygårdsvej fører ind i plantagen fra øst. Går du en tur til Langdal Plantage, kan du se den flotte gruppe af oldtidshøje og bestige Baunehøj, der med sine 84 meter over havet er det højeste punkt i Hanherred.

Besøg Naturcenter Fosdalen – eller tag med på en guidet natur-tur

Naturcenter Fosdalen med udstillinger og fortællinger om dyr, planter og områdets geologi er indrettet på en gård ved Fosdalvejen neden for Fosdalen. Her er der spændende oplevelser at hente for både voksne og børn. Naturskolen, der også tilbyder lejrskoleophold, drives af Jammerbugt Kommune. Læs mere på www.naturcenterfosdalen.dk – her er blandt andet en kalender over centrets arrangementer og vandre/cykelture med naturvejleder i området.

Vandring ad Nordsøstien

Nordsøstien er en international cykel-vandrerute, som går gennem otte lande og fører hele vejen rundt om Nordsøen. Ruten går gennem Fosdalen og Langdal Plantage. Hvis du for alvor trænger til en god lang travetur i egne tanker, er det bare at komme af sted. Først om 6.000 km er du tilbage, hvor du begyndte, efter den lange cirkulære tur rundt om havet gennem Belgien, Holland, Tyskland, Danmark, Sverige, Norge, Skotland og England.

Læs mere på northseatrail.org

Vandring ad Vestkyststien

Strækningen langs Vestkysten rummer dels en cykelrute (Vestkystruten, nationalrute nr.1), dels en vandresti, Vestkyststien. Ruten går nordvest om Fosdalen, men ikke langt derfra – så du kan snildt slå en afstikker ind om plantagen og Fosdalen, hvis du cykler eller vandrer på ruten.

Har du gode ben, kan du gå eller cykle hele turen fra Rudbøl ved den dansk-tyske grænse til Skagen. Stien er Danmarks ældste nationale rute. Den er en del af Nordsøruten, som er en af verdens længste cykel-vandreruter.

Læs mere om Vestkyststien

Vandring ad Hærvejen

Hærvejsruten følger foden af Lienskrænten fra Hjortdal, op gennem Nøddedalen og til udmundingen af selve Fosdalen. Herfra går den afmærkede rute gennem dalen til Lerup kirke og videre mod Langdalen. På Hærvejsruten kan du opleve flere af de kilder, som i middelalderen blev betragtet som hellige og derfor besøgt af mange mennesker.

Læs mere om Hærvejen på haervej.dk

Cykelruter

Der er mange gode skovveje i Fosdal Plantage og landeveje rundt i området, hvor du er velkommen til at cykle. Talrige steder langs Lien er der rigelig skønhed at nyde i en pause med madpakke og termokande-kaffe. Her er ikke mountainbikeruter.

Pluk og spis

Du kan finde mosebøllebær, enebær og tyttebær på Rødland Hede. I svampesæsonen er her kantarel og mange arter af rørhatte både i Fosdal og Langdal Plantage. Kantareller er klar til at blive plukket allerede i juli, mens rørhattene først er klar fra august/september.

Læs mere om svampejagt

Bål- og picnicpladser

På plateauet for foden af Lerup Kirke kan I lave mad over åben ild og hygge en aften i det fri. Her er en bålplads med grill, her er bænke og borde, og her er en trækløvningsmaskine, som selv halvstore børn kan betjene. Fra bålpladsen til p-pladsen lige oven for Fosdalen er der kun få meter.

Overnatning

Du kan overnatte i Langdal Plantage, hvor der I de sydlige to tredjedele er såkaldt fri teltning. Det betyder, at du må rulle din sovepose ud på jorden eller overnatte en enkelt nat i et mindre telt. Du kan også overnatte i shelter på den primitive lejrplads vest for Sandvejen.

Tag en dukkert i havet – eller bliv blæst godt igennem

Vesterhavet er ikke langt væk, når du besøger Fosdal Plantage, og du kommer nemt til havet ved Tranum Strand. Uanset vejret virker havet som en magnet på mennesker. Vilde og voldsomme er bølgerne nogle dage, og mere nænsomme andre. Mærk suset i håret på blæsende dage og tag en dukkert på en af de rolige.

Læs om badesikkerhed på badesikkerhed.dk

Hundeskov i Langdal Plantage

Har du din hund med i skoven, skal du holde den i snor. Men i Langdal Plantage er seks hektar kuperet skovområde indhegnet med netop det mål at lade hunde løbe løs. Skovområdet, der hovedsageligt rummer ældre nåletræsarter, ligger tæt på Tranum by og tæt på plantagens skovlegeplads og toiletter.