Med sin beliggenhed ud til Kattegat råder skoven over ni km af Danmarks allerbedste sandstrand, et spændende klitlandskab og en tilhørende klitplantage. Dertil kommer Sjællands største hede og en skov, der veksler mellem den traditionelle danske bøgeskov med over 150 år gamle, store og flotte bøgetræer, Troldeskoven med sære og forunderlige træformationer og noget, der mest af alt ligner et stykke af Sverige med kæmpe fyrretræer, graner eller egekrat og birketræer på et grønt tæppe af det blødeste mos.
En kæmpe artsrigdom
Variationen er stor i Tisvilde Hegn, og de mange vidt forskellige biotoper sikrer en artsrigdom af dyr og planter, som er sjælden i danske skove. Floraen er også anderledes i de andre mere frodige skove i Nordsjælland. Forklaringen på variationen skal søges i den ødelæggende sandflugt, der hærgede området i flere hundrede år og begravede landsbyer. Sandet har skabt et meget kuperet landskab med bakker og dale. Tørre på toppen og med små våde partier i bunden.
I første halvdel af 1700-tallet begyndte man at så og plante den skov, der i dag er Tisvilde Hegn. Beplantningen fortsatte gennem 1800-tallet med fyr, gran, bøg og eg og omkring 1900-tallet var hele området samt Liseleje og Asserbo Plantage dækket af skov.
Sandet bestemmer udseendet
Men sandet er stadig nærværende i skoven, og det er det, der er med til at bestemme skovens udseende og variationerne. Nogle steder findes god sjællandsk muld, hvor eg og bøg kan gro. Andre steder ligger der bjerge af sand i mange meters højde, og her kan kun fyr og gran samt ene og birk overleve. Eller lyng som på Melby Overdrev – et hedelandskab, der mest af alt ser ud til at være skåret ud af Vestjylland.
Det er altså forklaringen på, at man kan opleve en pragtfuld dansk bøgeskov ved siden af en birkelund eller et skovparti med fyr, ene og egekrat. Tisvilde Hegn har det hele.
Oldtidsminder
Hvad gemmer gravhøjene på?
De mange bronzealderhøje i Tisvilde Hegn er ikke udgravede. De ligger i en sikker bankboks i skoven for eftertiden.
Men man ved fra andre udgravede høje andre stedet i landet, at de døde ofte fik noget med i graven. Mænd fik typisk våben med og kvinder smykker. Egtvedpigen er med sit snoreskørt, sin bluse af ufarvet uld og det store runde bæltespænde af bronze et godt eksempel på, hvad en grav fra bronzealderen kan indeholde. Egtvedpigen fik også sit hårnet med og en gæret drik lavet af hvede, tyttebær og honning.
Læs mere om Egtvedpigen på natmus.dk
Stendysser
I det nuværende Tisvilde Hegn er der også spor efter stenaldermennesket. Selv om de fleste af de mange gravhøje stammer fra bronzealderen, er der også fire registrerede stendysser. To af dem ligger ved Lerbjerget.
Se på kort i vandretursfolderen
Da man udgravede en af gårdene i Torup landsby, der blev begravet i sandet i 1500- og 1600-tallet, fandt man en grav fra den sene bondestenalder – fra den tid man kalder dolktiden pga. de kunstfærdigt udformede flintdolke. Gården var simpelthen bygget ovenpå forfædrenes gravsted. Så noget tyder på, at der har boet mennesker i Torup siden stenalderen.
Bronzealderen i Tisvilde Hegn
I løbet af stenalderen og bronzealderen sker der en drastisk ændring af landskabet. Landet hæver sig voldsomt. Man mener helt op til seks meter. Sundet ind til Arresø afskæres, så Arresø nu bliver til den sø, den er i dag. Det nuværende Melby Overdrev er hævet havbund, og den lille fjord med øen og stenalderbopladsen bliver til en langstrakt mose, som i dag er Ellemose og Holløse Bredning.
Det indvarsler en rig tid for Tisvilde Hegn, der gemmer på over 50 gravhøje fra bronzealderen. Gravhøje, der er blevet bevaret helt op til i dag bl.a. takket være sandflugten, der konserverede højene, og siden af skoven og den efterfølgende fredning. Harehøjene og Kong Hans Høj er værd at kigge på.
Begravet i egetræskiste
Gravhøjene er heller ikke blevet udgravet, så indholdet af de imponerende høje er gemt til eftertiden. Men man ved, at bronzealderfolket i den ældre bronzealder begravede deres døde i en kiste af egetræ og byggede den store høj af græstørv. Der skulle mange græstørv til graven, der normalt kun rummede liget af en enkelt mand eller kvinde. Alene af den grund vidner gravene om rigdom, og det har været et imponerende syn med de mange gravhøje i landskabet, når man sejlede forbi kysten.
Oldtidsvejen
Gravskikkene ændrer sig, og i jernalderen er det slut med de imponerende gravhøje. I stedet har jernaldermennesket efterladt et andet bevis på sin tilstedeværelse. I Holløse Bredning, samme sted hvor stenaldermennesket byggede bro, har jernalderfolket bygget en stenvej henover mosedraget på det smalleste sted. Først har de gravet mosetørven væk. Derefter har de spredt et lag grus og et lag strandsand, og ovenpå har de lagt et lag af birke- og bøgerafter. Til sidst har de lagt selve kørebanen, der bestod af en brolægning af sten kantet af store sten.
Kulstof 14-dateret
Man fandt både jernaldervejen og stenalderbroen samt en række af trædesten, da man gravede tørv i 1943 under besættelsen. Arkæologerne daterede stenvejen til årene inden år 0 på grund af fundet af to keltiske dragtnåle, der var på mode på den tid. Stenalderbroen/-vejen blev først endelig dateret i 1983, da en kulstof 14-prøve viste, at hasselpælene var 4.800 år gamle.
I dag kan man se oldtidsvejen fra jernalderen. Tager man Naturstyrelsens vandrerute fra Tibirke mod Holløse Bredning forbi bakken, som engang var en stenalderø, og over mosen på det smalleste sted, går man bogstaveligt talt i fortidens fodspor.
Historie
Der har boet mennesker i Tisvilde Hegn siden stenalderen. Men i 1500-tallet begravede kæmpestore vandrende sandklitter landsbyer og forvandlede egnen til en ørken. Lige indtil en hårdhudet tysker i 1724 kom til Tisvilde og begyndte at plante skov.
Det blev til Tisvilde Hegn.
Tisvilde Hegns Historie
Historien om Tisvilde Hegn er uløseligt knyttet til den store sandflugt, der tog fart i 1500-tallet. Dengang var der ingen skov. Der var landsbyer, jorden blev dyrket og kreaturet græssede på engene.
Faktisk har området været beboet siden stenalderen, hvilket den gamle oldtidsvej i Holløse Bredning vidner om. Vejen er fra jernalderen, men dele af en gammel bro rækker helt tilbage til stenalderen.
De mange gravhøje fra bronzealderen – der er ikke mindre end 59 gemt i skoven – har været et imponerende syn for alle, der sejlede langs kysten.
Det nådesløse sand
Men i 1500-tallet skete der noget. Jorden er fra naturens side næringsfattig ved kysten i Nordsjælland, skoven var fældet, og den sparsomme muld forsvandt. I stedet samlede sandet sig i miler på 10-30 meters højde, der vandrede nådesløst flere kilometer ind i landet.
På sin vej opslugte sandet landsbyerne Torup og Tibirke, og det oprindelige flade landskab med strandenge blev forvandlet til en ørken med store og små bakker af sand.
En hård herre fra Oldenburg
I 1724 kom en erfaren ekspert til Tisvilde fra Oldenburg i Tyskland. Det var Johan Ulrich Røhl. Han gik resolut i gang med at bekæmpe flyvesandet.
Der blev bygget 22 km gærde, gravet grøfter og lagt tang ud på sandbakkerne. Der blev også plantet marehalm og hjælme på klitterne, og endelig blev der sået og plantet eg og bøg.
Røhls forehavende gav pote. Der blev dæmmet op for sandet, og i 1738 kunne Chr. VI rejse et monument i Tisvildeleje for bekæmpelsen af sandflugten og Røhls indsats.
Året inden var den succesfulde, men upopulære, Røhl imidlertid blevet fyret på grund af klager fra de lokale bønder, som han ikke tøvede med at kalde ”luddovne”.
Sandflugtsbekæmperen Johan Ulrich Røhl måtte forlade sin gård. I Tisvilde Hegn nær skovbrynet til Tisvilde er der stadig bevaret en allé af egetræer fra hans tid – ”Røhls Ege”.
Skoven bliver til
Op igennem 1700- og 1800-tallet fortsatte man med at så og plante træer i Tisvilde Hegn oven på sandbakkerne. Fyr, gran, bøg og eg. Birk og enebær trivedes også.
Omkring år 1900 var hele området samt Liseleje og Asserbo Plantage dækket af skov.
Nogle af trærødderne fandt vej ned til den sjællandske muld under sandet og blev store og flotte. Andre er krogede og forvredne af sand og vind og er med til at give skoven sin helt specielle og fortryllede karakter.
Tibirke Kirke
Kirken i Tibirke er den eneste bygning, der er tilbage fra den oprindelige Tibirke landsby. De øvrige gårde blev rømmet, da sandet hærgede, ligesom beboerne i landsbyen Torup måtte forlade deres gårde.
I 1717 dækkede sandet 3/4 af kirken, og man havde seriøse planer om at rive den ned og lade den genopføre på Grønland.