Høj tilfredshed med Hammershus Besøgscenter

Langt de fleste gæster i Hammershus Besøgscenter er særdeles tilfredse med deres oplevelse. Det viser en ny undersøgelse udarbejdet af Center for Regional- og Turismeforskning for Naturstyrelsen.

Hammershus Besøgscenter byder på moderne rammer til formidling af Hammerhus og landskabet omkring nordeuropas største borgruin. Siden åbningen den 22. marts 2018 har centret været et naturligt trækplaster for besøgende ved Hammershus.

Nu viser en ny undersøgelse, at de fleste gæster er meget tilfredse med deres oplevelse af Hammershus Besøgscenter.  

Undersøgelsen, som blev gennemført over to uger i højsæsonen 2019, viser en høj tilfredshed med de forskellige faciliteter og oplevelser i og omkring besøgscenteret. Scoren lå mellem 4,0 og 4,9 på en skala fra et til fem. Hammershusområdet som helhed blev vurderet til 4,8 mens tilfredsheden med selve besøgscenteret var på 4,6.

- Det er glædeligt, at så mange af gæsterne ved Bornholms største turistattraktion er rigtig godt tilfredse med det nye besøgscenter, vi indviede i 2018, og med den nye indretning af Hammershusområdet. For det viser jo, at vi har ramt rigtigt med de nye rammer omkring Hammershus og de justeringer, vi har lavet inden vores anden sæson, siger skovrider Søren Friese fra Naturstyrelsen Bornholm.

Stor tilfredshed med dyr
Resultaterne bekræfter tendenserne i Destination Bornholms årlige undersøgelser af tilfredsheden med de bornholmske attraktioner og seværdigheder. I den seneste undersøgelse svarede 93 procent af de adspurgte, at Hammershus i høj eller meget høj grad levede op til forventningerne.

- Villigheden blandt de besøgende til at deltage i undersøgelsen var ganske stor. Vi siger tak til de respondenter, som tog sig tid til at give deres besyv med, siger seniorforsker Carl Henrik Marcussen fra Center for Regional- og Turismeforskning.

Den højeste tilfredshedsscore på 4,9 fik spørgsmålet om, hvor tilfredse gæsterne var med, at der går græssende dyr i områderne omkring besøgscenteret og borgruinen.

- Vi tog spørgsmålet med, fordi der i år er ændret på indhegningerne omkring Hammershus, så får, geder og kvæg fra Hammershuslam plejer naturen på et meget større, sammenhængende område end tidligere, og dyrene dermed også er kommet tættere på gæsterne. Derfor var vi meget spændt på at høre, hvordan det blev oplevet – og vi er glade for, at det virker til blot at give gæsterne en ekstra, positiv oplevelse, siger skovfoged Mejse Holm, som har ansvar for Naturstyrelsens naturpleje.