200.000 nye træer skal beskytte grundvandet i Horsens

Naturstyrelsen, Horsens Kommune og Samn Forsyning udvider Rugballegård Skov til næsten dobbelt størrelse med over 600.000 træer i alt.

Kort over Rugballegård skov efter udvidelsen.

200.000 træer af ca. 30 forskellige arter vil i løbet af 2021 blive plantet, når Rugballegård Skov udvides fra 100 til 170 hektar mellem Ny Hattingvej og Åbjergskoven. Samlet set bliver der plantet over 600.000 træer i området, og med en beliggenhed i kanten af byen skaber Rugballegård Skov en vigtig grøn forbindelse tværs over bygrænsen til glæde for både naturen og horsensianerne.  
Men det vigtigste formål med den nye skov er faktisk slet ikke umiddelbar synlig, siger bestyrelsesformanden for Horsens Vand A/S og næstformand for Samn Forsyning Andreas Boesen:

- Skovrejsning er den bedst mulige måde at beskytte drikkevandet, og Rugballegård Skov rejser sig oven på vores vigtigste drikkevandsreserve. Derfor er udvidelsen af skoven ikke kun godt for naturen og friluftslivet, det er også en vigtig fremtidssikring af drikkevandet, siger han.

De første 100 hektar af Rugballegård Skov blev plantet i 2013, og de højeste træer rækker allerede langt højere end basketspillerne i HIC. På byrådsmødet i aftes blev udvidelsen vedtaget, og det store areal bliver forhåbentlig også en grøn magnet for horsensianerne, siger skovrider i Naturstyrelsen Søhøjlandet Søren Hald:

- Med sin beliggenhed op ad Åbjergskoven og Bygholm Sø udgør Rugballegård Skov en vigtig del af et større, sammenhængende og meget varieret skov- og naturområde. Det kan blive et område, byens borgere virkelig får glæde af, fordi det ligger så tæt på byen, og fordi det bliver så stort, siger skovrideren.

- Rugballegård Skov vil supplere søen og den gamle skræntskov med et varieret skovlandskab, hvor skov, åbne og lyse områder samt genetablerede vandhuller får plads. Det skaber mange overgangszoner, som understøtter både biodiversiteten og forskellige typer af friluftsliv og naturoplevelser, siger Søren Hald.

Også i Horsens Kommune er der tilfredshed med det store skovrejsningsprojekt:

- Vi kombinerer sikring af drikkevand med udvikling af et stort og bynært rekreativt grønt område. Det er den bedst tænkelige kombination, siger borgmester Peter Sørensen og understreger, at den præcise udformning af det nye skovlandskab med bl.a. stisystemer og faciliteter endnu ikke ligger fast:

- I løbet af 2020 vil Naturstyrelsen og Horsens Kommune i samarbejde afholde nogle åbne møder, hvor borgere, foreninger og andre interessenter kan bidrage med ønsker, forslag og synspunkter både til udformningen af den nye del af skoven og til friluftslivet på tværs af hele området, siger han.

For Andreas Boesen er det vigtigt at pointere, at samarbejdet med Horsens Kommune og Naturstyrelsen omkring Rugballegård Skov forhåbentlig kun er det første af sin slags:

- Vi har et stort ansvar for at sikre drikkevandet også til de kommende generationer, og med udvidelsen af Rugballegård Skov har vi plantet over 600.000 træer. Det vil gøre en stor forskel. Men der er ingen tvivl om, at der skal rejses meget mere skov de kommende år, og vi er allerede i dialog med Horsens Kommune og de berørte lodsejere andre steder i kommunen, siger han.

Yderligere oplysninger: 

Skovrider Søren Hald, Naturstyrelsen – 22 88 99 90
Formand Andreas Boesen, Horsens Vand A/S – 50 98 59 92