Nu bliver Rubjerg Knude Fyr genåbnet

Flytningen af fyret er vel overstået, og det skal fejres lørdag den 16. november med en festlig indvielse. Her har alle mulighed for at nyde udsigten over klitlandskabet fra fyrets nye placering.

Den 22. oktober blev Rubjerg Knude Fyr sat på ”rulleskøjter” og flyttet 70 meter ind i landet for at beskytte det ikoniske vartegn mod at styrte i havet. Flytningen gik over alt forventning, og det skal nu fejres. På lørdag bliver Rubjerg Knude Fyr således indviet på sin nye plads i klitten.

Alle er inviteret til indvielsen, hvor der blandt andet vil være sang og musik, taler, billedshow og spektakulær dans lodret op og ned af fyret. Der vil desuden være genåbning af den offentlige adgang til fyrtårnet, hvor man kan nyde den fantastiske udsigt over klitlandskabet.

Se hele programmet for åbningen på Hjørring Kommunes hjemmeside: hjoerring.dk

Fakta: Flytning af Rubjerg Knude Fyr

  • Fyret er ejet af Naturstyrelsen og er kendt for sin unikke og dramatiske placering på toppen af Rubjerg Knude
  • Rubjerg Knude Fyr blev flyttet 70 meter ind i landet tirsdag den 22. oktober 2019
  • Hjørring Kommune var ansvarlig for flytningen, der tog lige under seks timer
  • Fyret er 23 meter højt og blev bygget i 1899. Dengang stod det cirka 200 meter fra kysten.
  • Hjørring Kommune vurderede, at fyret skulle tages ned om 1-2 år, hvis det ikke skulle flyttes.
  • Kysterosion foran Rubjerg Knude Fyr er cirka 2 meter årligt
  • Nu kan fyret ifølge beregningerne stå i sikkerhed for havet de næste 20-40 år.