Brusbækken flyder igen frit på Høje Møn

Naturstyrelsen har fjernet rørlægningen på en del af Brusbækken i Høje Møns bakker. Det betyder nu frisk strømmende vand til glæde for en lang række dyr og planter.

Brusbækken er en lille bæk, som udspringer i Høje Møns bakker og derfor har frisk strømmende vand hele året. Den har tidligere været rørlagt, men Naturstyrelsen har nu fritlagt bækken på en godt 400 meter strækning, hvor terrænet falder 13-14 meter.

- En frit strømmende bæk byder på et væld af levesteder for en lang række fugle, fisk, planter og insekter. Selvom bækken fører en begrænset mængde vand med sig, vil det terrænnære vand have stor betydning for fugtigheden i jorden langs med bækken. Det betyder samtidig, at der eksempelvis vil kunne leve sumpplanter på en ellers tør bakke, siger specialkonsulent Jørgen Sandby Nielsen i Naturstyrelsen.                     

Bækken er gravet fri for at få den op til overfladen på de øverste omkring 50 meter. På den øvrige strækning løber det hurtigt strømmende vand frit på jordoverfladen, hvor vandet med tiden vil fjerne materiale på sin vej. På den måde former bækken med tiden sit eget forløb ned til den nærliggende Møllebæk.

Dynamik i sandet

I første omgang vil vandet flyde på store flader og skabe sandbunker, som det græssende kvæg vil træde i. Det vil skabe et dynamisk landskab til glæde for en lang række arter, som foretrækker at leve steder med frit strømmende vand, hvor der hyppigt sker ændringer i struktur, vegetation og mængden af bart sand.

Der vil være fri adgang til området omkring Brusbækken hele året rundt, som alle andre statslige naturområder. Arealet er hegnet til kreaturer og bliver græsset hele året af en lokal besætning. Der er låge i hegnet.

Naturstyrelsen har fået mulighed for at fritlægge en del af brusbækkens forløb efter køb af 20 hektar jord af ejendommen Lundevang.

Find vej

Fra Stege kører man ad Klintevej mod Møns Klint.
I Magleby drejer man til højre mod Klintholm Havn. Ca. 1 km før havnen ligger Brusbækken på højre hånd.
Se kort

 

For yderligere information om projektet: 

Kontaktperson: Jørgen Sandby Nielsen, specialkonsulent i Naturstyrelsen, e-mail josni@nst.dk, tlf.: 22496599