Markant stigning: Vi leder i stor stil efter naturoplevelser foran skærmen

Coronavirus har betydet nedlukningen af restauranter, biografer, storcentre og forlystelsesparker. Det har fået danskerne til at søge nye veje, når fritidsaktiviteter skal planlægges, og ét sted holder stadig åbent - naturen. Interessen for at komme ud i skove og den åbne natur kan tydeligt aflæses i brugen af udinaturen.dk og i Naturstyrelsens naturguider på nettet, der har oplevet en tredobling af besøg.

Når danskerne skal ud i naturen, søger de i høj grad information og inspiration foran skærmen, før de pakker picnickurven og binder vandrestøvlerne.

Naturguiderne på Naturstyrelsens hjemmeside har således oplevet en meget markant stigning i antal besøg siden coronavirus satte sit præg på danskernes hverdag. I perioden fra 15. marts til 15. april er der i gennemsnit registreret en tredobling af unikke besøgende sammenlignet med sidste år.

Tendensen går igen på det relancerede website udinaturen.dk. Her er antallet af besøgende i samme periode steget fra 47.255 i 2019 til 118.139 i 2020.

Det giver god mening
I Naturstyrelsen giver tallene god mening. De støtter nemlig op om den tendens, styrelsen har set gennem hele coronatiden – der er langt flere mennesker i skovene og i naturen generelt, end normalt for årstiden.

”Vi har oplevet nogle meget markante stigninger i antallet af besøgende på de kendte steder som fx Jægersborg Dyrehave, Møns Klint og ved Skagen. Derfor lyder opfordringen herfra stadig, at man skal prøve at bruge vores naturguider og udinaturen.dk til at planlægge sine ture til nogle af de mindre kendte naturperler, som bestemt også er værd at besøge”, siger kontorchef i Naturstyrelsen Mads Jensen.

Lad naturen komme til dig
Har du ikke mulighed for selv at komme ud i naturen, så har Naturstyrelsen gjort det muligt for naturen at komme til dig. Ind i din stue. Vi sender nemlig live hver torsdag kl. 15 fra et spændende sted i Danmark med masser af interessant og vild natur. Er det noget for dig, så hold øje med
Naturstyrelsens facebookside

 

Her får du flere tips til, hvordan du kan opleve naturen på egen hånd:

Friluftskort: På udinaturen.dk kan du bl.a. finde næsten 2000 vandreruter, shelters og bålpladser og hente inspiration til store naturoplevelser tæt på dig

Naturguider: Gå på opdagelse i Naturstyrelsens katalog af mere end 200 naturguider til skønne naturperler over hele landet

Gåture: Vi har samlet 100 forslag til smukke vandreture i hele landet. Bliv inspireret til dit næste eventyr i naturen

Vores Natur: På voresnatur.dk har Naturstyrelsen, Friluftsrådet, De Naturhistoriske Museer og DR samlet en masse inspiration til, hvordan du kan opleve naturen på egen hånd.