Myndigheder vil teste nordjyske rovdyr for COVID-19

Lokale jægere i Hjørring og Frederikshavn kan spille nøglerolle, når dyr skal samles ind fra naturen. Test skal vise, om dyrene kan have spredt smitte til minkfarme.

COVID-19 har spredt sig til minkfarme i især Hjørring og Frederikshavn kommuner, uden at myndighederne endnu har fundet årsagen. Derfor går Miljøstyrelsen, Naturstyrelsen og Fødevarestyrelsen nu sammen om at forsøge at få fastlagt, om også vilde rovdyr kan være smittet med COVID-19 og dermed kan have spredt smitten til minkfarme i det nordjyske.

Myndighederne har gennem Danmarks Jægerforbund bedt lokale jægere hjælpe med af aflevere de rovdyr, de skyder eller finder i naturen. Det drejer sig om nedlagt ræv, mårhund, mink, ilder og husmår. Også trafikdræbte grævling og odder er interessante for undersøgelsen, der løber fra den 1. oktober og til den 31. december  

Myndighederne og Danmarks Jægerforbund håber på bred opbakning fra jægerne i de to kommuner. Der er også brug for hjælp fra folk, som ikke er jægere:

”Vi har brug for nordjydernes hjælp i den alvorlige situation, vi står i. Men hvis man ser et trafikdræbt rovdyr, så kan man samle det op ved at krænge en pose over det (”hundelortemetoden”). Man skal naturligvis bruge engangshandsker og sikre, at hænderne sprittes af efter håndteringen. Det kan afleveres på en af de aftalte Falck stationer eller ved Naturstyrelsen,” siger Mariann Chriél, specialkonsulent i Miljøstyrelsen. (Indleverings-adresser findes længere nede i teksten)

Hvilke arter er omfattet:

Undersøgelsen vil omfatte alle mink, mårhunde, husmår, ilder og ræve, der nedlægges på jagt eller ved regulering, samt trafikdræbte mink, mårhunde, husmår, ilder, ræve, oddere og grævling i kommunerne Hjørring og Frederikshavn frem til 31. december 2020.

For information om indsamlingen af dyr, kontakt Mariann Chriél, specialkonsulent i Miljøstyrelsen, mobil: 2157 7075, machr@mst.dk

For information om COVID-19 i dyr, kontakt Nikolas Kühn Hove, beredskabschef i Fødevarestyrelsen, mobil: 7227 6400, nikho@mst.dk

Dyrene kan indleveres hos:

• Maskinhuset, Uggerby Skovvej 15, 9800 Hjørring, kontaktperson Tina Kvist Dinesen 2161 8318

• Maskinhuset, Råbjergvej 73, 9982 Ålbæk, kontaktperson Lars Pedersen 2161 8337

• Maskinhuset, Plantørensvej 20, 9492 Blokhus, kontaktperson Flemming Henriksen 2161 8313

Falck:

• Falck Aalborg Håndværkervej 27, 9000 Aalborg

• Falck Hjørringvej 134, 9900 Frederikshavn

• Skoda forhandler / Redning Danmark Frederikshavnsvej 255, 9800 Hjørring

Håndtering af dyrene

Ved håndtering af nedlagte rovdyr skal der bæres handsker, og dyret lægges i en pose ved at krænge posen over det, og den lukkes med en knude (”hundelortemetoden”). Hænderne sprittes af efter håndteringen.

Posen skal mærkes med vigtig information:

Før dyret lægges i fryseren sættes der et mærke på med dato og sted (koordinater eller præcis gadebetegnelse) for nedlæggelsen/fundsted, jægerens navn, tlfnr og e-mail (så resultatet af undersøgelsen kan fremsendes til dig). Mærket sættes fast med en gul strip på posen. Mærker, gule strip og poser er til rådighed ved fryserne på afleveringsstederne.