Find gode alternativer til ”Egtvedpigens Fodspor”

Vejle Kommune lukker midlertidigt den populære vandrerute Egtvedpigens Fodspor. De afmærkede ruter i de statslige naturområder i området er fortsat åbne som normalt – ligesom der er flere gode alternative vandreruter i nærheden.

Udsigten fra Ørnsbjerg, Gyttegård Plantage

Der er rigtig stor interesse for den nye vandrerute ”I Egtvedpigens Fodspor” i Vejle og Egtveds ådale – især i påsken har der været mange besøgende langs den nyåbnede sti, der både går gennem private og statslige arealer.

Vejle Kommune har som en konsekvens lukket stien midlertidigt. De afmærkede ruter med farverne blå, gul og rød i de statslige naturområder på og omkring udsigtspunktet Runkenbjerg er dog stadig åbne som normalt, ligesom der findes andre naturskønne vandreruter i nærheden, der også er et besøg værd.

- Alle skal have en god oplevelse derude – bestemt også de private lodsejere lokalt, der indgår i et værdifuldt samarbejde omkring en samlet afmærket sti. Derfor skruer vi nu ned for markedsføringen af ”Egtvedpigens Fodspor” og sætter fokus på de gode alternative udflugtsmål, der er i vores fælles natur i umiddelbar køreafstand derfra. Jo mere vi spreder os derude, jo flere kan få en god oplevelse i naturen, siger Gert Hougaard Rasmussen, specialkonsulent og naturvejleder i Naturstyrelsen og fremhæver nogle simple færdselsregler, der er vigtige at tage med i rygsækken:

- Vi skal altid tage hensyn og holde afstand til vilde dyr og andre besøgende i skoven, holde hunden i snor og tage vores affald med hjem igen.

Tre gode alternativer til Egtvedpigens Fodspor

Gødding Skov
Her pressede en mægtig issø hul gennem randmorænen og skabte Kongsdalen på tværs af skoven. Midt i Gødding Skov ligger områdets absolut største gravhøj, Kæltringehøj, hvor rakkere, kæltringe og natmænd holdt til i gamle dage.
Der er fire afmærkede vandreruter i skoven.
Læs mere i naturguiden for området  

Gyttegård Plantage
Oplev de fascinerende indlandsklitter, der får én til at tro, at Vesterhavet ligger lige på den anden side. Nyd også den storslåede udsigt fra 83 meter høje Ørnsbjerg, som ligger på kanten af Hejnsvig bakkesø.
Der er fire afmærkede vandreruter og en sundhedssti.
Læs mere i naturguiden for området

Kollemorten Krat og Tinnet Krat
Udforsk en del af Danmarks største sammenhængende egekrat med forkrøblede og troldeagtige ege, der er resultat af sandet jord, vestenvind, græssende dyr og menneskets brug af træ.
Der er et stort antal afmærkede vandreruter i området.
Læs mere i naturguiden for området.

3 gode råd til din tur

  • Hold afstand til andre – find et andet sted, hvis der er mange mennesker.
  • Husk, at hunden altid skal være i snor af hensyn til andre besøgende og de vilde dyr – lige nu får mange dyr unger.
  • Gør naturen og de andre besøgende en tjeneste og tag dit affald med hjem – det gælder også toiletpapir.

Læs mere om god stil i naturen: