Tre nye naturnationalparker på vej til danskerne

Regeringen og aftalepartierne bag Natur- og Biodiversitetspakken er nu klar med deres bud på, hvor de næste tre nye naturnationalparker skal ligge.

Urørte skove, hvor uglen flakser rundt i mørket, og hvor biller og insekter lever i barken. Lysåbne græsområder, hvor store græssende dyr gumler løs og skaber nye levesteder til planter og dyr. Og rig mulighed for at tage alle indtrykkene ind på gåture ad stisystemer eller fra udsigtstårne. Det er, hvad de besøgende blandt andet kan se frem til i Danmarks kommende naturnationalparker. Områder, hvor naturen får plads til at udvikle sig på mere naturlige præmisser – og som skaber endnu mere spændende naturoplevelser.

Regeringen og aftaleparterne har allerede besluttet, hvor de to første naturnationalparker skal placeres, nemlig i Fussingø ved Randers og i Gribskov i Nordsjælland. Nu løfter Miljøminister Lea Wermelin sammen med SF, Radikale Venstre, Enhedslisten og Alternativet så sløret for deres bud på, hvor Danmarks næste tre naturnationalparker skal placeres.

Det drejer sig om Almindingen på Bornholm, Stråsø mellem Herning og Holstebro og Tranum ved Jammerbugt.


”Naturen har brug for mere plads. Tusindvis af dyre- og plantearter er i fare for helt at uddø herhjemme. Her er nye naturnationalparker en del af svaret på at vende tilbagegangen. I naturnationalparkerne får vi en vildere natur, og danskerne får mere spændende naturoplevelser. Vi har afsat 888 millioner kroner på årets finanslov til at give naturen det historiske løft, der er brug for,” siger miljøminister Lea Wermelin.

Flere naturnationalparker på vej
I Natur- og Biodiversitetspakken blev der afsat penge til op mod i alt 15 naturnationalparker, og de tre nye naturnationalparker er derfor ét skridt på vejen mod at udpege og etablere Danmarks nye naturnationalparker.

Ved udpegningen af de følgende naturnationalparker lægger regeringen og støttepartierne op til en inddragende proces med borgere, interessenter og eksperter om placeringen af de næste mange naturnationalparker. Blandt andet med en konference senere på foråret, hvor der bliver rig mulighed for at melde konkrete forslag og ideer ind.

Aftalepartierne udtaler:
Rasmus Nordqvist, naturordfører for SF:

”Naturen råber på mere plads, og med udpegningen af de tre nye naturnationalparker sætter vi nu ind med væsentlige skridt mod at give den trængte natur bedre vilkår til gavn for både planter og dyr.”

Zenia Stampe, miljøordfører for Radikale Venstre:

”Vi er glade for, at danskerne nu kan se frem til tre nye naturnationalparker – og der er endnu flere på vej. Her er det vigtigt, at vi har naturkvalitet for øje, og at lokale ildsjæle i den kommende tid kan komme med gode input til placering af de næste naturnationalparker.”

Rasmus Vestergaard Madsen, miljøordfører for Enhedslisten:

”Vi står midt i en global biodiversitetskrise. Med dagens udpegning kommer vi nu op på fem naturnationalparker, hvor det er naturen, der har absolut første prioritet, og der er flere på vej. Det er et rigtig vigtigt skridt i arbejdet med at stoppe tilbagegangen af truede dyr og planter i Danmark.”

 Torsten Gejl, miljøordfører for Alternativet:

”En af de vigtigste funktioner for de kommende naturnationalparker er at sætte biodiversiteten i centrum, og derfor er vi glade for også at have eksperternes input med, så vi sikrer en rigere natur for kommende generationer.”

Mette Gjerskov, miljøordfører for Socialdemokratiet:

”Jeg er simpelthen så glad i dag. Udpegningen af tre nye naturnationalparker er et ufattelig vigtigt skridt for alle de dyr og planter, der mangler levesteder. Og det er godt nyt for alle os naturelskere, som kan se frem til at gå på opdagelse i en endnu mere mangfoldig natur.”

 

Fakta om de kommende naturnationalparker

  • Naturnationalparkerne skal bidrage til at styrke natur og biodiversitet ved at etablere store sammenhængende naturområder, hvor naturen så vidt muligt får lov til at udvikle sig på naturlige præmisser. Naturnationalparkerne skal samtidig skabe mere spændende naturoplevelser.
  • Naturnationalparkerne etableres på statslige arealer og udpeges ud fra en række kriterier, som er udarbejdet i samarbejde med forskere, og som skal sikre, at placeringen gavner naturen og biodiversiteten mest muligt. Det inkluderer blandt andet, at områderne komplimenterer hinanden, at der er heterogenitet inden for området, at der er forandringspotentiale, og at der er geografisk spredning mellem områderne.
  • De afsatte midler i regeringens og aftaleparternes Natur- og Biodiversitetspakke fra 4. december 2020 muliggør etableringen af op mod i alt 15 naturnationalparker i Danmark.
  • Der er bl.a. afsat 5 mio. kr. til friluftsliv i hver naturnationalpark, der kan være med til at understøtte spændende naturoplevelser.
  • Der er allerede udpeget to naturnationalparker i Fussingø og Gribskov. Regeringen og støttepartierne foreslår, at de tre næste udpeges i Almindingen på Bornholm, Stråsø mellem Herning og Holstebro og Tranum ved Jammerbugt.
  • Herefter sendes forslagene til den videnskabelige arbejdsgruppe og den nationale interessent-arbejdsgruppe, og Naturstyrelsen vil gå i dialog med de relevante kommuner. Tilbagemeldingerne herfra skal senere drøftes i aftalekredsen.
  • Sideløbende igangsættes processen for de sidste naturnationalparker, hvor Regeringen og støttepartierne inviterer til en konference senere i foråret med henblik på at drøfte, hvor de næste mange naturnationalparker kan placeres.

Se faktaark om naturnationalpark Tranum

Se faktaark om naturnationalpark Stråsø

Se faktaark om naturnationalpark Almindingen

Regeringen og aftalepartierne afsatte 888 mio. kr. på finansloven til et historisk løft af dansk natur. Bl.a. til etablering af op mod i alt 15 naturnationalparker og mere urørt skov. Nu præsenterer aftalekredsen deres bud på, hvor de tre næste naturnationalparker skal ligge. Før påske udpegede aftalekredsen 9.000 hektar ny urørt skov i 24 statsskove.

Yderligere oplysninger:
Presserådgiver Michel Bloch Buch-Larsen, Miljøministeriet, tlf.: +45 24 77 11 30, e-mail: miblb@mim.dk