2020 blev et rekordår for overnatninger i naturen

Knap en kvart million danskere bookede en nat under stjernerne på en af Naturstyrelsens lejrpladser sidste år. Du behøver ikke vente helt til sommer for at komme med på bølgen - der er masser af naturskønne steder at rulle soveposen ud i vinterferien i hele Danmark.

Nye shelters ved Esrum Sø, Nordsjælland

2020 var året, hvor vi for alvor fik øjnene op for alle de oplevelser, der ligger og venter i vores fælles natur. Og hvorfor gå hjem, når mørket falder på?

Rekordmange danskere valgte sidste år at krybe i soveposen i nogle af Danmarks mest naturskønne områder. Faktisk bookede knap en kvart million danskere en nat under stjernerne på en af Naturstyrelsens lejrpladser i 2020. Det er 30.000 flere end året før, og en stigning på 130 procent sammenlignet med 2013, hvor man begyndte at registrere antallet af bookinger.

Dertil kommer alle de lejrpladser, primitive overnatningssteder og skove med fri teltning landet over, hvor man bare kan møde op efter først-til-mølle-princippet – og mange steder er der også en shelter, som man kan overnatte i.


- Der er kæmpestor efterspørgsel på oplevelser i det fri. Derfor valgte jeg sidste år at åbne op for fri teltning i endnu flere af statens skove, og vi har også lavet flere overnatningspladser og bålsteder, så endnu flere kan få øjnene op for vores smukke natur. Naturen er et tiltrængt helle i en hård tid, men det er vigtigt at understrege, at forsamlingsforbuddet på fem personer også gælder under åben himmel, siger miljøminister Lea Wermelin.

Regeringen, Radikale Venstre, SF, Enhedslisten og Alternativet afsatte inden sommerferien 2020 19,2 mio. kr. til indsatser, der skulle sikre gode oplevelser i den danske natur og hjælpe de mange besøgende med at sprede sig mest muligt i naturen – herunder er der etableret 78 nye primitive overnatningssteder og 80 bålpladser på de statsejede skov- og naturområder, der står klar til vinterferien.

Tallene for 2020 viser, at der især var mange bookinger i sommerferien, og at især de sjællandske lejrpladser var populære at booke. Der er særligt god plads på de jyske lejrpladser, hvor der er mange muligheder for at overnatte i skove, på heder eller langs kysten.


- Vinterferien står for døren, og mange hungrer efter at opleve noget nyt efter nogle mørke måneder derhjemme. Tag børnene med på et eventyr i naturen, spis mad over bål og lyt til nattens lyde. Der findes efterhånden et hav af fællesskaber på de sociale medier, hvor man kan finde gode råd om børnevenlige lejrpladser og tips til, hvordan man bedst holder varmen. Jeg kan ikke garantere, at I ikke får kolde tæer, men det bliver med garanti en tur, I ikke glemmer foreløbigt, siger Lea Wermelin.

På statens naturområder er det muligt at overnatte på lejrpladser, primitive overnatningssteder, rulle soveposen ud i skovbunden, sove i hængekøje eller slå et telt op i en af de mere end 275 statsskove, der har fri teltning. Langt de fleste tilbud kræver ikke forhåndsbooking.

 

Fakta: Husk at holde afstand, også når du er udendørs

COVID-19 har betydet øget interesse for at komme ud i det fri. Det betyder også, at du med meget stor sandsynlighed møder andre på din vej, når du bevæger dig ud i naturen.
Statens skove og naturområder er åbne i hele Danmark døgnet rundt, men det er som altid vigtigt, at du følger myndighedernes krav og anvisninger til, hvordan du beskytter dig selv og andre imod coronasmitte. Forsamlingsforbuddet på fem personer gælder også i naturen, herunder også i forbindelse med overnatning i det fri. Husk at holde afstand og hold dig opdateret på coronasmitte.dk.

Hvis du har booket en lejrplads og ikke skal bruge den alligevel, så slet din booking, så andre kan få glæde af pladsen.

Få inspiration til din næste nat under stjernerne på www.nst.dk/overnat 

Antal bookinger i 2020 fordelt på landsdele:

 

Landsdele

Bookninger

Antal overnattende personer

Jylland

6.971

84.882

Fyn

1.296

5.511

Sjælland

12.476

149.621

Bornholm

25

742

I alt

20.768

240.756

 

 

Antal bookinger fordelt på år:

2013: 105.000

2014: 130.000

2015: 140.000

2016: 150.000 (1. halvår 71.000, 2. halvår 79.000)

2017: 165.000 (1. halvår 77.000, 2. halvår 88.000)

2018: 177.000 (1. halvår 81.000, 2. halvår 96.000)

2019: 211.000 (1. halvår 103.000, 2. halvår 108.000)

2020: 241.000 (1. halvår 108.000, 2. halvår 133.000

 

Yderligere oplysninger:
Presserådgiver Michel Bloch Buch-Larsen, Miljøministeriet, tlf.: +45 24 77 11 30, e-mail: miblb@mfvm.dkNaturstyrelsens pressetelefon: tlf. 7254 3004