Nu åbner Europas bedste vandrerute 'Klintekongens Rige'

Det tyske Deutsches Wanderinstitut har udråbt en ny vandrerute på Høje Møn som Europas bedste vandrerute. "Klintekongens Rige" er blevet til i et samarbejde mellem Naturstyrelsen og Geocenter Møns Klint, og hele vandringen foregår på stier, der snor sig gennem landskabet med nye oplevelser, nye udsigter og gode rastemuligheder.

Den nye vandrerute tager dig med 14,5 km rundt i den spektakulære natur omkring Møns Klint.
I dag er der officiel åbning af en ny vandrerute i de statslige naturområder ved Høje Møn. 
Ruten har fået navnet ”Klintekongens Rige” og byder på en rundtur i noget af Danmarks mest spektakulære natur. Den er faktisk så spektakulær, at det tyske Deutsches Wanderinstitut har udråbt ruten som Europas bedste vandrerute.

Der findes i dag mere end 600 Premium Vandreruter i mere end 10 lande, som i løbet af årene er blevet vurderet og certificeret i gennem det tyske system. Og det er her at ruten på Høje Møn 'Klintekongens Rige' topper listen med 101,5 oplevelsespoint. 

De mange point er bl.a. opnået fordi: 

  • Klintekongens Rige er meget afvekslende, og undervejs går du igennem mange forskellige naturtyper. Du går igennem nogle af Danmarks flotteste kalkoverdrev, igennem urørt skov, man går på den op til 128 meter høje klintkant, ligesom du oplever stranden foran klinten.
  • Floraen og faunaen er helt speciel. I foråret og i løbet af sommeren kan du opleve alle orkideerne på Møns Klint, fuglelivet er enestående bl.a. yngler verdens hurtigste fugl - Vandrefalken, på Møns Klint, ligesom der er garanti for at finde fossiler på stranden (hvis du ved, hvor du skal lede).
  • Som vandrer oplever du også flere kulturhistorisk spændende steder. Den romantiske have ved Liselund og Danmarks ældste forsvarsanlæg Timmesøbjerg - helt tilbage fra bronzealderen.
  • Der er ingen kedelige transportstrækninger. Hele vandringen foregår på stier, der snor sig gennem landskabet, og hvor der hele tiden venter nye oplevelser, nye udsigter og nye gode rastemuligheder i form af opsatte bænke og væltede træstammer. 
  • Pointsummen vokser også grundet de fine forplejningsmuligheder undervejs. Man behøver ikke at sulte og tørste, hvis man ikke har medbragt mad.
  • Endelig trækker det også gevaldig op, at ruten byder på Danmarks vildeste og stejleste 'bjerglandskab'. Når du har gennemført ruten har du gået 14,5 KM, du har besejret 477 højdemeter og næsten 1000 trappetrin. 

Sæt gerne hele dagen af til 'Klintekongens Rige'. Så er du garanteret en fantastisk naturoplevelse og god appetit, når du sætter dig ved middagsbordet om aftenen.

Hvis man ikke rigtig tør kaste sig ud i de mange kilometer på en dag, kan det anbefales at dele 'Klintekongens Rige over to dage og så overnatte på en af områdets mange fine overnatningssteder. Klintekongens Rige er naturligvis skiltet, så du ikke farer vild. 

Vandreruten Klinteskovens Rige er blevet til i et samarbejde mellem Naturstyrelsen og Geocenter Møns Klint, og hele vandringen foregår på stier, der snor sig gennem landskabet med nye oplevelser, nye udsigter og gode rastemuligheder i form af opsatte bænke og væltede træstammer.

Læs mere om vandreruten på hjemmesiden: www.klintekongensrige.dk

God tur!

 

Officiel indvielse 

GeoCenter Møns Klint og Naturstyrelsen inviterer i anledning af den officielle åbning af vandreturen Klintekongens Riget til et arrangement som finder sted tirsdag den 21. juni kl. 16.00 på Villa Huno ved indgangen til Jydelejet. 

Program 

16.00 - 16.05: Tale v/ Direktør Nils Natorp, GeoCenter Møns Klint

16.05 - 16.10: Tale v/Borgmester Mikael Smed, Vordingborg Kommune

16.10 - 16.15: Tale v/ Klaus Eber, Deutsches Wanderinstitut

16.15 - 16.20: Tale v/ Skovrider Jane Skov Lind

Snorklipning og officiel åbning

Yderligere information

Skovrider Jane Skov Lind, Naturstyrelsen Storstrøm, Mobil: 22496575

Konsulent Uffe Westerberg, Deutsches Wanderinstitut, Mobil: 23335088

Direktør Nils Natorp, GeoCenter Møns Klint, Mobil: 20615060

---------------------------------