Fondsmidler sikrer stiprojekt ved atombunker i Rebild

Spektakulær vandresti med hængebro binder nyt koldkrigsmuseum og Rebild Bakker sammen.

Udsigten fra den nye vandresti

Når Koldkrigsmuseet REGAN Vest åbner i slutningen af 2022, bliver det en unik oplevelse 60 meter under jorden. Men også over jorden venter store oplevelser.

Takket være en uddeling på 1,5 mio. kroner fra Nordea-fonden bliver atombunkeren og det tilhørende formidlingscenter suppleret af et 14 km langt stisystem. De nye stier giver de mange gæster helt nye muligheder for at nyde naturen og se anlæggets overjordiske installationer.

- Takket være Nordea-fonden bliver det nu muligt at inddrage vores fælles natur i oplevelsen af REGAN Vest. Det gør, at vi ikke bare kan lave en fantastisk sti oven på koldkrigs­bunker­en, men også kan binde hele området sammen med vandrestier, siger skovrider Bendt Egede Andersen fra Naturstyrelsen, der forvalter de statslige naturområder, som stien skal gå igennem.

Stisystemet skaber samtidig en forbindelse til Rebildcentret med Thingbæk Kalkminer og til de mange attraktioner i Rold Skov og Rebild Bakker på den anden side af Gravlev ådal.

·

Indgangen til Regan Vest i Rold Skov. Foto: Lars Horn for Nordjyske Museer 

80 meter lang hængebro - ”Skillingbro Undervejsbro”

Nordea-fondens støtte matcher de midler, som parterne i projektet selv investerer. Ud over Naturstyrelsen er det Nordjyske Museer, der driver Koldkrigsmuseet REGAN Vest, Rebild Kommune samt Rebildcentret med Thingbæk Kalkminer.

Desuden sikrer bevillinger fra Friluftsrådet og Nordea-fondens Lokalpulje, at vandrestiens på samme tid sjoveste og mest nervepirrende del – en 80 meter lang hængebro under hovedvej 180 – kan realiseres. Broen hænges op i loft og sider i det betonrør, der fører Lindenborg Å under vejdæmningen. Broen får navnet Skillingbro Undervejsbro, og man kommer altså til at gå både under jorden og oven på vandet.

·

- Stiprojektet åbner et nyt, stort område, som kan bidrage til at langt flere lokale og besøgende kan komme ud i det fri og at hele området i højere grad benyttes. Der er i dag stor søgning til især Rebild Bakker, men nu kommer der flere muligheder, så langt flere skønne naturområder opdages og udforskes. Projektet er bredt funderet hos mange partnere og har sammenhæng med Hærvejen, der går gennem området, hvilket vi ser som en klar styrke for projektet – det bliver en kæmpe gevinst for alle borgere i området, siger Christine Paludan-Müller, uddelingschef i Nordea-fonden.

Nordea-fonden støtter i forvejen et stort projekt, der skal løfte Hærvejens kvalitet.

Den nye vandresti åbnes i efteråret 2022 og får navnet Gravlev Ådal-ruten. Den bliver certificeret både som ”Premium Vandrerute” af Deutsches Wanderinstitut og som ”kvalitetssti” af Dansk Vandrelaug - en garanti for, at den byder på unikke oplevelser. I forvejen er den populære Rebild Bakker Rute på den modsatte side allerede certificeret. De to ruter krydser hinanden, så har man mod på det, kan man slå dem sammen og vandre over 25 km ad stier i international topklasse.

 

Besøgstal ventes at stige med 100.000                                                          

Koldkrigsmuseet REGAN Vest har allerede længe før sin åbning vakt stor interesse i både ind- og udland. Bunkeren, der skulle give regenten, regeringen og den civile administration et atombombesikkert tilflugtssted at arbejde for det danske demokrati, står næsten uberørt af tiden med originalt inventar fra 1960erne og frem. Åbningen af museet forventes at øge besøgstallet i Rold Skov og Rebild Bakker fra ca. 400.000 til ca. 500.000 årligt.

Museumsinspektør Bodil Frandsen fra Koldkrigsmuseet REGAN Vest fremhæver, at den nye sti oven på REGAN Vest gør det muligt at fortælle nye sider af bunkerens 60-årige historie.

- Nødudgange, udluftningsskakte, indsugningstårne og helikopterlandingslads er alle spændende detaljer ved anlægget. Desuden gør stien det muligt for mange flere at opleve dele af anlægget og dets placering i landskabet. Af sikkerhedsmæssige grunde er det begrænset hvor mange besøgende, der på samme tid må opholde sig inde i selve bunkeren, siger Bodil Frandsen.

Også på det nærliggende Rebildcenter ser bestyrelsesformand Niels Moes store perspektiver i stisystemet, der også kommer til at gå op over Thingbæk Kalkminer.

- Rebildcentret kommer til at ligge i centrum af stisystemet, så vi forventer mange nye besøgende, siger Niels Moes. På Rebildcentrets arealer anlægges en stisløjfe, der vil være særligt velegnet for de, der ikke magter områdets ind imellem bratte stigninger. Desuden er det planen at etablere en lejrplads med sheltere og at formidle udvalgte dele af Rebild-områdets kultur, bl.a. landskabsmalerne fra Ørnebjerg-kolonien, fortæller Niels Moes. 

Rebild Kommunes erhvervs- og turistchef, Jane Bejlegaard, ser det nye koldkrigsmuseum og stisystem som et vigtigt supplement til områdets mange attraktioner og aktivitetsmuligheder.

- Vi har en fantastisk natur og et rigt kulturliv og kan tilbyde et bredt spektrum af aktivitetsmuligheder som MTB, Vandring, Open Water, mindfulness og Hærvejens cykelruter, siger hun og tilføjer: Rebild er en attraktiv vandredestination, og med den nye udvidelse sikres, at området forbindes og de mange besøgende kan fordeles og få nye oplevelser. Et projekt som dette er med til at sikre en fortsat tilgang af besøgende i naturen både af turister, lokale borgere og potentielle tilflyttere. Desuden glæder vi os meget til at samarbejde med Nordea-fonden og ”Udvikling Hærvejen” så oplevelsesmulighederne omkring Hærvejen øges.

·

Kort over Gravlev Ådal-ruten - klik for større kort.·

For mere information, kontakt: 

Skovrider Bendt Egede Andersen, Naturstyrelsen
Tlf: 72 54 39 07/20 66 82 29, email: bea@nst.dk

Kommunikationschef Tine Wickers, Nordea-fonden
Tlf: 28 40 84 80, email: 
tw@nordeafonden.dk  

Museumsdirektør, Lars Christian Nørbach, Nordjyske Museer
Tlf: 25 19 74 13, email: lars.norbach@aalborg.dk   

Bestyrelsesformand, Niels Moes, Rebildcentret

Tlf: 98 37 52 00/40 14 12 00, email: niels@moes.dk