Naturstyrelsen bidrager til overblik over PFAS- forurening

I november går en stikprøveundersøgelse i gang for PFAS-forurening på en række af statens naturområder. Stikprøverne skal være med til at give et overblik over mulig forekomst af PFAS i græs og vand på arealer tæt på havet.

Som forvalter af statslige naturområder arbejder Naturstyrelsen tæt sammen med Miljøstyrelsen og de øvrige relevante myndigheder samt regioner og kommuner i forhold til PFAS. Naturstyrelsen sætter nu i samarbejde med Miljøstyrelsen gang i stikprøveundersøgelse for en række PFAS-stoffer 60 steder på statens naturområder.

Der er tale om stikprøver i et bælte på én km fra havet langs Vestkysten fra Skagen til grænsen og langs den sjællandske vestkyst fra Rørvig til Skælskør. Tidligere prøver har indikeret, at PFAS generelt findes i et højere koncentrationsniveau på vestvendte kyster end på østvendte kyster.

For at have noget at sammenligne med bliver der også taget stikprøver på arealer længere inde i landet op til 10 km fra kysten.

Tidligere fundet i havskum

Der er tidligere fundet forhøjede koncentrationer af PFAS-stoffer i græs og overfladevand ved Harboøre og på Agger Tange, uden at man har fundet kilden.

Samtidig har tidligere prøver vist, at PFAS kan opkoncentreres til høje koncentrationer i havskum. På den baggrund er der opstået spørgsmål om, i hvilket omfang PFAS kan være transporteret via vestenvinden og havskum ind over land.

Formålet med stikprøveundersøgelsen er derfor at bidrage med viden om den generelle udbredelse af PFAS og spredningsveje.

Stikprøveundersøgelserne har været i udbud, og indsamling og analyse af prøver udføres af den rådgivende ingeniørvirksomhed NIRAS.

Forud for undersøgelsen har Naturstyrelsen orienteret forpagtere med græssende husdyr på de arealer, der er med i undersøgelsen.

Hvis undersøgelsen viser PFAS-koncentrationer over Fødevarestyrelsens grænseværdier for indholdet af PFAS i græs og vand, bliver forpagtere, Fødevarestyrelsen og andre relevante myndigheder underrettet. De samlede resultater ventes offentliggjort efter nytår.

Bliv klogere på PFAS-stofferne

Se Miljøstyrelsens hjemmeside om PFAS: www.mst.dk/service/nyheder/bliv-klogere-paa-pfaspfos-forurening

Se kort