Friluftsoplevelser rundt om naturnationalparkerne styrkes med ekstra midler

09-09-2022

Miljøministeren og aftalekredsen har afsat yderligere seks mio. kroner til flere friluftsfaciliteter i umiddelbar nærhed af de kommende naturnationalparker. Dermed bruges der mere end 80 mio. kr. på at styrke friluftslivet i og rundt om naturnationalparkerne.

Friluftslivet omkring naturnationalparkerne får nu et løft. Regeringen og SF, Radikale Venstre, Enhedslisten og Alternativet, der står bag aftalen om de i alt 15 kommende naturnationalparker, er nemlig klar med en ekstra indsprøjtning til friluftslivet omkring de kommende naturnationalparker.

Parterne har valgt at afsætte yderligere seks mio. kr. til friluftsfaciliteter såsom shelters, hundeskove og nye mountainbikespor på statslige arealer i områder omkring naturnationalparkerne. Det skal være med til at sikre et fortsat aktivt friluftsliv i naturområderne. De ekstra midler kommer oveni de fem mio. kr. der for hver af de 15 naturnationalparker allerede er afsat til at forbedre friluftslivet.

Naturstyrelsens lokale enheder har været i dialog med borger- og interessentgrupper om specifikke ønsker, og på den baggrund bliver der nu flere og bedre friluftsfaciliteter, som passer til de lokale behov.

- De senere år har vi set en enorm interesse for at komme ud i vores fælles natur. Og heldigvis får vi meget mere vild natur at komme ud at opleve i de kommende naturnationalparker, som er på vej. Vi har fået en masse inputs fra både borgere og foreninger, som dyrker friluftslivet i områderne i dag og selvfølgelig gerne vil fortsætte med at mountainbike eller lufte hunden. Det skal der være plads til i en god balance med naturen, og derfor har vi afsat ekstra midler til at styrke friluftslivet op til og uden for naturnationalparkerne, siger miljøminister Lea Wermelin.

Masser af udendørs aktiviteter

Et eksempel på de nye tiltag og forbedringer er opgradering af cykelveje i Almindingen, så der er god mulighed for at komme rundt på cykel, uanset om man vil cykle igennem naturnationalparken eller foretrækker at cykle udenfor.

Et andet eksempel er ved den kommende Naturnationalpark Ulvshale Skov, hvor Naturstyrelsen udvider og opgraderer en hundeskov på vej ud til naturnationalparken, så man har bedre mulighed for frit at lufte det firbenede familiemedlem, hvis man ikke ønsker at tage hunden med ind i den kommende naturnationalpark, hvor hunden skal være i snor.

Ud over de nævnte eksempler er det planen at bruge midlerne til shelters, bålpladser, madpakkehuse, muldtoiletter, fugletårne, borde-bænke, rideruter osv. Flere af faciliteterne er allerede ved at blive etableret, mens andre først bliver klar i 2023.

- Vi har i høj grad lyttet og taget hensyn til lokale forhold, ønsker og bekymringer. Med de afsatte midler får vi områder til både stille og vilde naturoplevelser inde i naturnationalparkerne, og samtidig styrker vi friluftsmulighederne op til og rundt om naturnationalparkerne, siger Lea Wermelin.  

 Fakta:

  • Der er afsat seks mio. kr. til friluftsfaciliteter i tilknytning til de kommende naturnationalparker. Pengene stammer fra udisponerede midler fra Natur- og Biodiversitetspakken i 2022, og er afsat til at styrke friluftslivet på de statslige arealer i tilknytning til de kommende naturnationalparker.
  • Til hver naturnationalpark er der allerede afsat fem mio. kr. til at understøtte friluftslivet og 0,5 mio. kr. årligt per naturnationalpark herefter.
  • Således er der nu afsat mere end 80 mio. kr. som et engangsbeløb til friluftsliv alene samt yderligere 0,5 mio. kr. årligt per naturnationalpark herefter.
  • Desuden er der afsat 0,5 mio. kr. årligt per naturnationalpark til formidling af naturnationalparkerne både digitalt, via skilte og foldere og via naturstyrelsens medarbejdere ude på arealerne.
     
  • Naturstyrelsens lokale enheder har samlet forslag til friluftsprojekter, som kan medvirke til at give borgerne gode muligheder for natur- og friluftsoplevelser i umiddelbar nærhed af de kommende naturnationalparker. Nogle projekter er godt på vej til at blive gennemført, andre venter på f.eks. myndighedsgodkendelser.

Eksempler på lokale ønsker til nye eller renoverede faciliteter:
(listen er ikke komplet):

Naturnationalpark Almindingen: Opgradering af cykelveje uden for den kommende Naturnationalpark Almindingen. Etablering af ny hundeskov i Almindingen. Restaurering af fugletårnet i Ølene.

Naturnationalpark Stråsø: Omlægning af en riderute rundt om naturnationalparken fra Omstrup i nord til Fejsøområdet i syd. I forbindelse med ruten er det planen bl.a. at etablere gode p-pladser og madpakkehuse. Desuden får shelterpladsen i Ølgryde og den lokale hundeskov en opgradering.

Naturnationalpark Læsø Klitplantage: Flytning af hundeskov. Ridefaciliteter ved Birkesø. En markeret vandrerute i Enebærdalen og hen til Badesøen.

Naturnationalpark Harrild Hede og Nørlund Plantage: Opgradering af legeplads og aktivitetsbane nær Naturcenter Harrild Hede. Renovering og udvidelse af hundeskov i Gludsted.

Naturnationalpark Gribskov: Udvidelse af friluftsfaciliteter i Gribskov Vest for at skabe et attraktivt besøgsområde uden for naturnationalparken med bl.a. borde/bænke sæt, bålsteder/grill og primitive lejrpladser, hvoraf nogle bliver med shelters. Desuden arbejdes der på nye rideruter uden for naturnationalparken.

Naturnationalpark Bidstrupskovene: Etablering af nyt tilbud om udeliv uden for den forventede naturnationalpark i form af bålhytte og muldtoilet. Udvidelse af p-plads.

Naturnationalpark Ulvshale Skov: Forbedring og udvidelse af Stege Hundeskov. Forbedringer af legeplads og udsigtsplatform på Hyldevang ved Nyord.

Naturnationalpark Fussingø: Hundeskov og udvidelse af p-pladser i Udskovene.

Naturnationalpark Hanstholm: Flytning af toilet og reetablering af p-plads ved Trøjborg/Klitmøller, da området sander til. Udskiftning af badebro ved Årbjerg /Vandet Sø.

Yderligere oplysninger:
Presserådgiver Michel Bloch Buch-Larsen, Miljøministeriet, tlf. 24771130, e-mail: Obfuscated Email
Naturstyrelsens pressetelefon: 72543004

Abonnér på nyheder

Få Naturstyrelsens nyheder i din indbakke. Du kan naturligvis til enhver tid afmelde nyhedsbrevet igen.