Tid til snobrød og skumfiduser: Sådan laver du et godt bål

Naturen er unik, når mørket falder på. Tag ud og oplev det på egen hånd, når ’Nat i Naturen’ afholdes den 2.-3. september.

Hvad er bedre end at samle familie og venner omkring bålet? Og måske nyde en skumfidus eller to?

Naturstyrelsen har masser af bålpladser rundt om i hele landet, der kan benyttes kvit og frit.

Der vil som oftest være tørt brænde derude, men det kan ske, at du selv skal opstøve lidt grene og kviste fra bålplads-området.

Kom til Nat i Naturen

Når solen går ned, vågner en ny del af naturen op. Under ’Nat i Naturen’ den 2.-3. september opfordres danskerne til at opleve naturen i de mørke timer.

Og dét er en perfekt anledning til at lave mad under åben himmel.

Så hiv din partner, ven eller kollega med på bålpladsen: I skal bare huske at rydde op efter jer selv, og slukke bålet helt, inden I kører retur.

Se hvordan du laver et godt bål i videoen her: Sådan laver du bål

Man kan lave bål på flere forskellige måder. For mere inspiration kan du klikke her: https://natinaturen.dk/inspirationtilnatten/lav-perfekte-baal

Tænd bål med omtanke:

- Undersøg om der er afbrændingsforbud hos dit lokale beredskab, før du tænder op.

- Brug kun Naturstyrelsens bålpladser.

- Tænd aldrig bål, hvis det blæser meget eller er meget tørt.

- Tænd aldrig bål tæt på buske og træer, eller hvis ilden kan brede sig. Det er blandt andet forbudt at tænde bål eller på anden måde skabe risiko for brand i skove, plantager, heder og bevoksede klitfredede områder på statens arealer.

- Tænd aldrig bål uden en voksen i nærheden.

- Sørg altid for at slukke gløderne helt, inden du forlader bålet.

- Hvis det brænder, så ring 112.