Kunst og arkitektur skal sætte tre naturområder på landkortet

Med støtte fra Realdania og Ny Carlsbergfondet skal Naturstyrelsen arbejde på at realisere projekter, der gør tre nøje udvalgte steder til noget helt særligt.

Slivsø ved Haderslev.

Det skal være lettere for flere mennesker at opdage og opleve landets helt særlige steder.

Derfor er Ny Carlsbergfondet og Realdania gået sammen om indsatsen ’Stedet Tæller X’, der nu støtter ni projekter i de danske landkommuner. Herunder Sønderstrand på Rømø, Slivsø ved Haderslev og Rødby på Lolland, der alle hører under Naturstyrelsen.

I alle tre projekter samarbejder Naturstyrelsen med de lokale kommuner: Tønder, Haderslev og Lolland.

Gennem ’Stedet tæller X’ får oversete områder en arkitektonisk og kunstnerisk bearbejdning.

 

Sønderstrand på Rømø

På Sønderstrand er der grænseløse horisonter, hav og himmel, sand og skønhed så langt øjet rækker.

Nu skal den eksisterende ankomstplads forvandles fra parkeringsplads og skilteskov til en destination for naturoplevelser, der samler og formidler det storslåede landskab i konstant forandring.

Oplevelser, som samtidig skal være tilgængelige for alle.

 

Slivsø ved Haderslev

Slivsø ligger som en naturperle i landskabet syd for Haderslev i Sønderjylland.

Området er i dag relativt ukendt og ideen er at skabe en sammenhængende og attraktiv naturoplevelse, der visuelt og formidlingsmæssigt åbner stedet for de besøgende.

Det eksisterende pumpehus og udsigtspunkt skal gentænkes med udgangspunkt i landskabet, og området skal gøres tilgængeligt for mennesker med nedsat mobilitet.

Ambitionen er at skabe et attraktivt støttepunkt for det lokale og regionale friluftsliv.

 

Rødby på Lolland

Langs motorvejen ved Rødby, skal der skabes et landskabsværk i krydset mellem den lineære, larmende infrastruktur, der bevæger folk, og et nyt areal udlagt til vild natur og rekreation.

Værket skal være et vartegn og tilbyde en naturfyldt pause for både lokale og de rejsende mellem Tyskland og Danmark.

Infrastruktur X Rå natur skal kunne ses på afstand i høj fart på motorvejen og samtidig også kunne opleves tæt på.

Projektet udvikles i samarbejde med Lolland Kommune og Femern A/S.

 

De næste skridt i processen

Hvordan de fysiske projekter helt konkret kommer til at se ud, er endnu ikke fastlagt. Det skal kunstnere og arkitekter give deres bud på i den kommende tid. Konkurrencen forventes afsluttet i foråret 2024.

Herefter skal Naturstyrelsen arbejde videre med at udvikle ideerne, se om man kan finde den resterende finansiering og hvis det lykkes derefter indhente tilladelser og dispensationer før anlægsarbejdet kan begynde.

Tak til Realdania og Ny Carlsbergfondet for et godt samarbejde.

Læs mere om projektet her: https://realdania.dk/nyheder/2023/06/kunst-og-arkitektur-skal-loefte-ni-udvalgte-steder-fra-roedby-til-skagen

Yderligere oplysninger: Naturstyrelsens pressetelefon: 72 54 30 04