Fanø og Thy får mere urørt skov

Fanø Plantage og en større del af Tvorup Klitplantage skal være urørt skov.

Tvorup Klitplantage i Thy.

En stor del af statens skove er ved at blive udlagt som urørt skov for at skabe en vildere natur med bedre levevilkår for sjældne og truede arter.

Som led i det arbejde foreslås det nu at gøre Fanø Klitplantage på ca. 750 hektar samt en større del af Tvorup Klitplantage på ca. 750 hektar til urørt skov.

Urørt skov er skove, hvor den kommercielle skovdrift er stoppet. Det betyder, at de over tid bliver rige på gamle træer, døde stammer og en stor biodiversitet.

Samlet set er det politisk besluttet, at der skal være op mod 75.000 hektar urørt skov i Danmark, hvoraf størstedelen udgøres af statens skove, som Naturstyrelsen forvalter.

De urørte skove i statens skove er udpeget ad flere omgange, og som afslutning på udpegningen blev det i oktober 2022 besluttet at udpege ca. 7.000 hektar urørt skov på statens arealer i Oksbølområdet samt et par mindre skove i Midtjylland.

Naturstyrelsen er i gang med at gennemgå alle udpegningerne af urørt skov. Gennemgangen har vist, at der er rum både økonomisk og arealmæssigt til at udpege yderligere arealer i statsskovene end tidligere udmeldt. Derfor er det nu besluttet at tilføje to nye områder med urørt skov til den sidste udpegning. Med den sidste runde udpegning af urørt skov forventes det, at knap 70.000 hektar af statens skove vil være urørt skov fremover.

Udpegningen af de to nye arealer, Fanø Plantage og en større del af Tvorup Klitplantage, bliver nu sendt i såkaldt myndighedshøring hos de relevante myndigheder sammen med de øvrige arealer, der indgår i den sidste runde udpegning af urørt statsskov. Der er tale om skove i Oksbølområdet, Engelsholm Skov ved Vejle og Rise Skov i Himmerland.

Inden årsskiftet bliver udpegningen af områderne sendt i egentlig offentlig høring, hvorefter de skal endeligt godkendes.

Fakta:

  • Udpegningerne af urørt skov sker som led i Natur- og Biodiversitetspakken fra december 2020. Her blev der afsat 888 mio. kr. til bl.a. at udlægge yderligere urørt skov og dermed etablere et samlet areal i Danmark på op imod 75.000 hektar urørt skov.
  • Da skovene i lang tid har været designet til skovdrift, er det nødvendigt med en vis naturgenopretning af områderne, hvor der fældes og fjernes træer af hensyn til truede lyselskende arter, samt genopretning af skovens vådområder, så der skabes lysninger og variation.
  • Som en del af naturgenopretningen vil der derfor blive fjernet og solgt en del træer, ikke mindst eksotiske nåletræer, for at give mere plads til den hjemmehørende natur.
  • Når udpegninger er endeligt godkendt, skal der udarbejdes forvaltningsplaner for området, der beskriver den fremtidige forvaltning af den enkelte skov

Yderligere oplysninger:

Naturstyrelsens pressetelefon: 7254 3004