Se listen: Her er de mest populære sheltere

I maj måned bookede over 30.000 mennesker en nat i naturen. Der er masser af muligheder for at opleve en nat under stjernerne i sommerferien – også uden at booke på forhånd.

Her ses Skjoldunge shelter i Boserup Skov.

Flere end 30.000 mennesker bookede en nat i naturen i løbet af maj måned, og der er især rift om shelterne på Sjælland, Bornholm og tæt på byerne.

Det viser en ny opgørelse af forårets bookinger fra Naturstyrelsen.

Derudover kommer alle de sheltere, primitive overnatningssteder og skove med fri teltning landet over, hvor man bare kan møde op efter først-til-mølle-princippet, og hvor besøg ikke bliver registreret.

- Vi er vilde med at overnatte i naturen, og der findes da heller ikke noget bedre end at vågne med morgenlyset til lyden af fuglesang eller bølgeskvulp. Det skulle da lige være at krybe i soveposen efter en hyggelig aften rundt om bålet, siger Jes Aagaard, naturvejleder i Naturstyrelsen, der også fremhæver, at det har haft en betydning, at vejret var lunt og solrigt i maj, kombineret med en række helligdage.

Der er stor efterspørgsel på primitive overnatningsmuligheder, og mange vil gerne sikre sig en nat i naturen.

Derfor har Naturstyrelsen løbende gjort det muligt at booke flere sheltere og takket være en donation fra A.P. Møller Fonden er der opført en række nye sheltere i statens naturområder i hele landet.

Statistik: Antal bookinger af sheltere og antal besøgende på bookinger

Maj 2022: Bookinger: 2.549 og besøgende: 31.869

Maj 2023: Bookinger: 2.909 og besøgende: 27.355

Maj 2023: Bookinger: 3.658 og besøgende: 30.441

Naturstyrelsen fik et nyt bookingsystem i april 2022, hvor det er muligt at booke udvalgte sheltere på primitive overnatningspladser samt udvalgte madpakkehuse og bålhytter. Derfor kan tidligere opgørelser ikke sammenlignes med de nye tal.

Se nuværende og tidligere opgørelser her: https://naturstyrelsen.dk/aktiviteter-i-naturen/overnat-og-spis-i-naturen/statistik

Fakta: Overnatning i statens naturområder

Du kan sove i skovbunden i alle statslige naturområder, slå dit telt eller tarp (simpel overdækning) op i flere end 275 skove med fri teltning eller tage en nat i telt eller shelter på en lang række primitive og naturskønne overnatningspladser fra Thy til Dueodde. 

Meget mere end sheltere: Her er der stadig god plads i sommerferien
I statens naturområder, som du kan kende på de røde pæle med kongekronen, er der flere tilbud på hylderne hvis du gerne vil prøve en nat i det fri – for eksempel i sommerferien. Du kan overnatte på lejrpladser, primitive overnatningssteder, rulle soveposen ud i skovbunden, sove i hængekøje eller slå et telt op i en af de mere end 275 statsskove med fri teltning.

Og opfordringen er klar fra naturvejlederen:

- Vi oplever stor efterspørgsel på at booke en række populære sheltere tæt på byerne, men der er mange andre muligheder for at få et helt unikt eventyr og en følelse af at være langt væk fra civilisationen. Der er generelt rigtig god plads i det midtjyske og der er flere frie teltningsskove, også i udkanten af byerne, hvor du kan have det helt for dig selv. Hvis du kan tage af sted en hverdag, er der også god plads hen over sommeren, siger Jes Aagaard.

Det er stadig muligt, at booke en shelter-overnatning i sommerferien. Her ses de ledige sheltere for 22. juli 2024


Nat i naturen 
Du kan også forlænge feriefølelsen og deltage i Nat i Naturen den 7.-8. september.

Til Nat i Naturen kan du deltage i et væld af arrangementer eller på egen hånd nyde en stjernehimmel i haven, sove på altanen, gå en tur i mørket eller overnatte i skoven.

Nat i Naturen er et partnerskab mellem Det Danske Spejderkorps, Friluftsrådet, Naturstyrelsen og Ungdomsringen.

Få inspiration til din næste nat under stjernerne på Naturstyrelsens hjemmeside: https://naturstyrelsen.dk/aktiviteter-i-naturen/overnat-og-spis-i-naturen

Top-10: De mest bookede sheltere i statens naturområder fra maj 2023-2024. Find dem på udinaturen.dk

1.      Skjoldunge Shelteren, Boserup Skov, Roskilde

2.      Shelter i True Skov,  Aarhus

3.      Shelter Sjælsølund, Hørsholm

4.      Shelterplads, Boserup Skov, Roskilde

5.      Shelter ved Strandkær Strand, Ebeltoft

6.      Shelter Edens Have, Hellebæk Skov, Helsingør

7.      Shelteren ved Nyruphus, Nyrup Hegn, Helsingør

8.      Shelter Blå Port, Esrum Sø, Gribskov

9.      Løjen shelter ved Esrum Sø, Gribskov

10.   Ålen shelter, Pinseskoven, Kalvebod Fælled, Amager