Nu genudsættes sjælden frø på statens arealer på Als

Naturstyrelsen genudsætter klokkefrøer ved Egetofte i Sønderskoven og på Arnkilsøre i samarbejde med Amphi Consult.

Klokkefrø. Foto: Amphi Consult

Tirsdag den 16. juli 2024 skrives endnu et kapitel i fortællingen om klokkefrøens genkomst på Als.

Sidste sommer udsatte Sønderborg Kommune 900 klokkefrøer på Kær Vestermark, og denne sommer følger Naturstyrelsen trop ved også at udsætte 900 klokkefrøer på statens arealer ved hhv. Egetofte i Sønderskoven og på Arnkilsøre.

Forud for kommunens genudsætning sidste år, har klokkefrøen ikke været set på Als de sidste 80 år. Det skyldes især mangel på egnede levesteder. Den sjældne frø har brug for rene, lavvandede vandhuller omgivet af afgræssede enge og disse naturområder er efterhånden fåtallige i landskabet.

Naturstyrelsen forvalter de statsejede arealer ved Egetofte i Sønderskoven og på Arnkilsøre, hvor kreaturer i mange år har afgræsset engene omkring de mange lavvandede vandhuller, som findes på arealerne.

Netop derfor har konsulentfirmaet Amphi Consult peget på Egetofte og Arnkilsøre som de perfekte steder til genudsætning af klokkefrø. Her kan frøerne finde føde og yngle i vandhullerne, og de kan skjule sig i skovbunden om vinteren.

Brug for flere levesteder
Der er dog brug for endnu flere vandhuller for at understøtte en ny bestand af klokkefrø. Derfor vil Naturstyrelsen i de kommende år etablere nye vandhuller for at forbedre områderne som leve- og ynglested for klokkefrø. Løvfrø findes allerede ved Egetofte og Arnkilsøre, og de vil også få gavn af de nye, lavvandede vandhuller.

Genudsætning af klokkefrø på statens arealer vil være med til at understøtte den samlede bestand af klokkefrøer i Danmark, men også bidrage til at den nye bestand på Als får endnu bedre chancer for succes.

Genudsætningen finder sted tirsdag den 16. juli 2024 kl. 10.30 ved Egetofte Naturskole, Egetoftevej 4, 6400 Sønderborg. Naturstyrelsen Sønderjylland og Amphi Consult vil fortælle om baggrunden for genudsætningen inden klokkefrøerne lukkes ud i deres nye hjem. Alle er velkomme til at overvære genudsætningen.

Yderligere oplysninger:
Biolog i Naturstyrelsen Sønderjylland: Lonnie Jessen 21 13 84 83.