Uanset om man traver en stille tur langs Esrum Sø, får sand mellem tæerne på Råbjerg Mile eller træner lårmusklerne i Rebild Bakker – så kan turen foregå med en turfolder i hånden.
Og det har mange benyttet sig af gennem de seneste 60 år – for i 2024 fylder Naturstyrelsens aflange papirguide rundt. Tilbage i 1964 landede den første folder, der beskrev naturen i Tisvilde Hegn.
Lige nu trykker Naturstyrelsen 115 foldere, der beskriver forskellige naturområder i Danmark:
- Turfolderne kan noget særligt. De kan være en hjælpende hånd, hvis man ikke ved, hvor man skal gå hen. De beskriver også den lokale flora og fauna – så man kan blive klogere på naturen undervejs. Folderne har helt sikkert givet mange gode naturoplevelser gennem tiden, fortæller kontorchef i Naturstyrelsen, Jesper Tranberg.
Stammer fra USA
Siden seriens start er flere oversat til tysk og engelsk. Du kan eksempelvis finde dem ved parkeringspladserne ved en række naturområder eller på dit lokale bibliotek eller turistinformation.
Og måske var turfolderen aldrig kommet til Danmark foruden den tidligere præsident i USA, John F. Kennedy. Historien går nemlig på, at han havde et særligt ønske om, at de amerikanske nationalparker skulle formidles i højere grad.
Det skulle simpelthen være lettere at finde parkens bedste udsigter og oplevelser – samt lære om dyre- og plantelivet. Ideen mundede ud i en folder, som vi blev inspireret af i Danmark:
- Vi er mange, der i dag render rundt med en telefon ude i naturen og derfor findes turfolderne selvfølgelig også digitalt. Der er dog stadig stor efterspørgsel på foldere i papir, og vi prioriterer derfor, at man stadig kan få en folder i hånden. Og vi kan også se, at de er værdsat: Det er yderst sjældent, at vi finder nogen liggende ude i naturen. Det tyder på, at folderne kommer med hjem – og forhåbentligt bliver de brugt igen og igen, lyder det fra Jesper Tranberg.
FAKTABOKS: DE TRE MEST POULÆRE TURFOLDERE
1. Møns Klint
2. Nordbornholm
3. Jægersborg Dyrehave
Deltag i undersøgelse: Hvad tænker du om folderne?
Gennem tiden har turfolderne dog ændret form og udseende, da de skal følge med tiden. Derfor findes folderne også online i dag.
I Naturstyrelsen vil vi gerne blive endnu bedre til at formidle naturen i de statslige naturområder på en måde, der passer til dig og dine ønsker. Derfor vil vi lære dig bedre at kende!
Vi vil høre, hvem du er, og hvad du tænker om vores formidling – både online og ude i naturen.
Giv din mening til kende i en spørgeskemaundersøgelse her
Vi bruger din mening til at udvikle vores produkter – såsom skilte, foldere og hjemmeside - så de forhåbentligt kan hjælpe og inspirere endnu flere til at komme ud i vores fælles natur.
Din mening gør en forskel.