Går du altid den samme tur? Her kan du finde inspiration til din næste udflugt

Bladene skifter farve og vinden suser i træerne. Tag ud og mærk naturen i uge 42! Få inspiration til din næste tur på den digitale guide, udinaturen.dk.

Træer og buske bliver orange, røde og brune. Skovbunden er fyldt med svampe. Og den kolde vind maler kinderne røde.

Kalenderen skriver snart uge 42, og det betyder ferie for mange. Derfor er det også oplagt at besøge naturen – og nyde de flotte farver sammen!

Men ved du egentlig, hvor meget dit lokalområde har at byde på? Går du altid den samme tur, når du skal ud? Så fortvivl ej!

Inde på udinaturen.dk kan du finde mere end 4.000 vandreruter og over 1.200 shelters.

Guide til naturoplevelser
Udinaturen.dk er Danmarks samlede guide til oplevelser i naturen – og med få klik kan du finde netop dét, du søger.

Du kan lede efter alt fra naturlegepladser – til handicaptoiletter og cykelruter. Og du kan gøre ligesom familien Nielsen, og bruge den som værktøj, inden du drager ud på tur.

Se med her:

Udinaturen.dk drives af Naturstyrelsen og udvikles i samarbejde med kommuner, Friluftsrådet, Kommunernes Landsforening og GeoDanmark, der driver databasen GeoFA.