Gennem flere måneder er der blevet forhandlet om jorden ved Tim Å i Ringkøbing-Skjern Kommune – og nu er brikkerne faldet på plads.
Dermed kan klimabelastende lavbundsjorde forvandles til våd natur.
Og dét mindsker udledningen af CO2 og kvælstof – fx viser beregninger, at projektet vil reducere udledningen af kvælstof til Ringkøbing Fjord med i alt ca. 3.800 kg hvert år:
- Det er fantastisk, at vi nu kan sætte hak ved jordfordelingen ved Tim Å. For projektet kan ikke blive til noget, hvis de lokale lodsejere ikke er med på ideen. Men efter nogle runder er det lykkedes, at få alle med – og det vil vi gerne takke dem for. Det betyder nemlig, at mere jord kan gives tilbage til naturen, fortæller skovrider Poul Ravnsbæk i Naturstyrelsen Vestjylland.
Naturstyrelsen er projektejer for klima-lavbundsprojekt Tim Å, hvilket indebærer det overordnede ansvar for projektets gennemførelse – fx er det Naturstyrelsens opgave, at koordinere udbud ift. forundersøgelse og detailprojektering, at afholde lodsejermøder samt at være bygherre på anlægsarbejdet.
SÅDAN MINDSKER LAVBUNDSPROJEKTER CO2-UDLEDNINGEN:
Lavbundsjorder er en type jord, der indeholder meget organisk materiale. Hvis tørvejorden bliver tør og drænet, bliver jorden iltet. Dermed bliver det organiske materiale nedbrudt, og dét udleder CO2.
Men hvis tørvejorden bliver våd, stopper nedbrydningen af det organiske materiale. På den måde bliver CO2’en i jorden – fremfor at ende oppe i atmosfæren.
Fra 13 til 9 lodsejere
Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø har stået for jordfordelingen – der nu har banet vejen for projektet.
I jordfordelingen bliver der forhandlet om jorden inden for projektområdet. I starten var der 13 forskellige ejere af jorden ved Tim Å – nu er der 9:
- Udtagning af lavbundsjorde er vigtigt for at mindske udledning af drivhusgas, og det er afgørende, at lokale lodsejere har lyst til at deltage. Vi har stået for jordfordelingen, der har fået puslespillet til at gå op ved Tim Å, og der har været stor velvilje fra lodsejerne, og noget af arealet vil efterfølgende også blive plejet med bl.a. høslæt og afgræsning – til gavn for biodiversiteten, siger Mette Fuglsang, kontorchef i Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø.
Lodsejerne har i jordfordelingen haft muligheden for at sælge deres arealer og få erstatningsjord uden for projektgrænsen - eller beholde deres arealer mod at få udbetalt erstatning, da jorden ikke længere kan dyrkes. Lodsejerne har også haft mulighed for at købe mere jord inden for projektområdet.
I dag skifter jorden officielt hænder ved en jordfordelingskendelse i Tim Hallen i Vestjylland.
Yderligere oplysninger:
Helle Kalkrup
Projektleder Naturstyrelsen Vestjylland
mail: heosk@nst.dk
mob.: +45 93 58 65 87
FAKTABOKS
- Beregninger viser, at projektet vil bidrage med en samlet reduktion på ca. 900 t CO2-ækvivalenter/år. Derudover vil der også være en kvælstofreduktion - på ca. 44 kg kvælstof pr. hektar til Ringkøbing Fjord pr. år. Beregningerne er udført i forundersøgelsen, og der vil være en genberegning i detailprojekteringen.
- Det er forventningen, at projektet kan anlægges i efteråret 2025, hvis de nødvendige myndighedstilladelser er i hus. Pt. afventer projektet en miljøscreening.