Velkommen på forsiden: Nu kan dit foto pryde en turfolder

Naturen er billedskøn – og måske har du blik for at fange det? Nu har du i hvert fald muligheden for at få dit pletskud på forsiden af en vandretursfolder.

Den guider dig gennem snørklede skovveje, mens den fortæller om lokale svampe, blomster og dyreliv.

Naturstyrelsens vandretursfoldere er fyldt 60 år, og nu kan dit foto ende som blikfang på den aflange papirguide.

Seks af turfolderne skal genoptrykkes med en frisk forside – nærmere bestemt folderne for Klitplantagerne i Sydthy, Hald Sø, Gudenåen og Skjernåens kilder, Boserup Skov, Frederikshåb Plantage og Nordbornholm.

Ligger du inde med fotos fra disse områder? Så tøv ikke med at kigge din billedbank igennem - og send os dit bedste bud!

Disse seks vandretursfoldere skal have en ny forside.

Vilkår for deltagelse i konkurrencen 
Du skal beskrive hvor og hvornår billedet er taget, når du uploader dit bidrag til konkurrencen.

Billedet skal være fri for tekst som vandmærker og navn – og det kan være fra alle årstider. Det skal være tro mod motivet – det betyder, at du ikke må fjerne eller tilføje elementer fra originalfotoet i billedbehandlingen. Billedet du sender skal være i høj opløsning.

Du kan sagtens deltage med flere fotos i konkurrencen – de vindende billeder bliver trykt på forsiden af ét oplag af den relevante turfolder. 

Læs om vilkår for deltagelse i konkurrencen her – og send dit flotte foto til webmaster@nst.dk

Frist for deltagelse er d. 1. marts 2025.