599 forskellige arter fundet på et døgn i ny naturnationalpark

To sjældne edderkopper, en odder og en sortspætte var blot nogle af de mange fund, der blev gjort i forbindelse med indvielsen af Naturnationalpark Fussingø ved Randers.

Bevæbnet med store hvide net og et fokuseret blik var folk i alle aldre på udkig efter arter til lands, til vands og i luften i det bakkede landskab ved Fussingø.

De deltog alle i et døgns bioblitz i indvielsen af Danmarks første naturnationalpark. Her arbejder eksperter og frivillige sammen om at finde flest mulige arter – både dyr, planter, svampe og andre levende organismer.  

Og listen med fundne arter voksede sig hurtigt lang. Ikke mindre end 599 arter blev fundet i løbet af 24 timer i Fussingø.  Herunder to sjældne edderkopper, flere sjældne møl, en odder og sårbare fugle som sortspætte, rød glente og grønbenet rørhøne.

- I naturnationalparken kommer der mere plads til naturens egne dynamiske processer – der kommer flere fugtige områder, der vil være flere væltede træer i skovbunden og de skarpe skel mellem skov og lysåbne områder bliver udviskede. Det betyder også vildere naturoplevelser til os alle. Det var dejligt at se, at så mange allerede nu var dybt optagede af at finde arter i Fussingøs skove, enge og vandløb. De mange fundne arter siger noget om områdets store naturmæssige potentiale, siger Matilde Krogh Raahede, projektleder for Naturnationalpark Fussingø.

Sjældne edderkopper med hang til lys

I Naturnationalpark Fussingø skal der skabes endnu flere levesteder til både sjældne, truede og mere almindelige arter – indtil naturen kan udfolde sig.

Her hjælper Naturstyrelsen den vildere natur på vej ved at efterligne naturens egne processer. Det sker blandt andet ved at lukke grøfter, fælde ikke-hjemmehørende træer for at skabe mere lys og variation og lade krondyr og stude græsse i én stor samlet indhegning.

To af de fundne arter var de to sjældne edderkopper, Philidromus praedatus og Dictyna pusillus, der lever i lysåbne områder og er knyttet til træer og buske, der er eksponeret for sol. Noget af det, der kommer mere af med naturnationalparken.

Naturnationalpark Fussingø vil løbende blive overvåget af forskere for at følge med i naturens udvikling og sammensætning af arter. Det sker både som en overbygning til det nationale overvågningsprogram NOVANA og gennem registreringer via apps og events som Bioblitz, hvor alle kan deltage og bidrage til opbygning af viden om naturen i naturnationalparken.

- Det var en fantastisk dag til indvielsen. Mange deltagere fra børn til bedsteforældre hjalp med at få styr på biodiversiteten på dag ét i Naturnationalpark Fussingø. Det var et godt eksempel på, hvad vi kan opnå, når borgere hjælper med at indsamle biodiversitetsdata. Og det kan ske året rundt over hele Danmark med vores billedgenkendelsesapp, Arter.dk. I de kommende år besøger vi igen Fussingø og vi kan forvente at se mere natur, mere biodiversitet og flere sjældne arter, siger Anders Tøttrup Forskningschef på Statens Naturhistoriske Museum.

Bioblitz: Hvad blev der fundet i Naturnational Fussingø?

  • 1.057 artsfund
  • 599 arter i alt

Artsgrupper:

  • Planter: 381
  • Svampe: 49
  • Pattedyr: 4
  • Fugle: 167
  • Fisk: 2
  • Krybdyr og padder: 9
  • Edderkopper, mider m.m.: 60
  • Insekter: 326
  • Mangebensdyr: 8
  • Øvrige dyr: 38
  • Mosser: 7

Top 10 – rødlistede arter

  1. Rød glente: 6 fund
  2. Mursejler: 5 fund
  3. Grønbenet rørhøne: 5 fund
  4. Butsnudet frø: 5 fund
  5. Havørn: 4 fund
  6. Grøniris: 4 fund
  7. Rørspurv: 4 fund
  8. Gøg: 3 fund
  9. Philodromus praedatus: 3 fund
  10. Rørsanger: 2 fund

Om Arter.dk

Arter er Danmarks videnbase om de arter, der lever i vores natur. Formålet med Arter er at samle data om arter fra både private og offentlige kilder og gøre dataene tilgængelige for alle.

Ved hjælp af websiden Arter.dk eller appen 'Arter - indberetning' kan du og andre naturinteresserede få viden om Danmarks cirka 35.000 arter af dyr, planter og svampe. Samtidig kan du oprette en profil på websiden og melde fund af arter ind samt bidrage til at få artsbestemt og valideret fundene.

På den måde kan du hjælpe forskere og naturforvaltere, samtidig med at du holder styr på, hvilke vilde arter der gæster din have, altan eller den lokale park eller skov.

Arbejdet med Arter udføres som et samarbejde mellem Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø, Statens Naturhistoriske Museum, Naturhistorisk Museum Aarhus og DanBIF. Finansieringen kommer fra Aage V. Jensen Naturfond, 15. Juni Fonden og den danske stat.