I de kommende uger vil der blive lukket grøfter, slukket pumper, fjernet dræn og diger ved et nyt vand- og klimaprojekt ved Tjerrild Å, syd for Ryomgård i Syddjurs Kommune.
Projektområdet omfatter 46 hektar lavbundsjord med et højt indhold af organisk kulstof. Lavbundsjorden består af gamle planterester. Ved at hæve vandstanden og genskabe mere naturlige vandforhold i området kan udledningen af klimagasser reduceres markant.
- Projektet er endelig nået dertil, hvor vi kan sætte en gravemaskine i jorden og få lavet de indgreb, der skal til for at genetablere de naturlige vandforhold ved en del af Tjerrild Å. Når tørvejorden bliver våd, stopper nedbrydningen af de organiske materialer. På den måde bliver CO2’en i jorden, fremfor at ende oppe i atmosfæren. Det er både en gevinst for klimaet og vandmiljøet i åen, siger Annette Strøm Jacobsen, skovrider i Naturstyrelsen.
Vandmiljøet i åen vil desuden få en ekstra håndsrækning i form af etableringen af et såkaldt stryg skabt af sten og grus. I strygene kan ørreder lægge æg, og ujævnheden i åen betyder, at vandet bliver iltet mere, hvilket skaber grobund for et mere varieret liv af smådyr og vandplanter.
Beregninger viser, at projektet årligt vil reducere udledningen med omkring 26 ton CO₂ pr. hektar. Samtidig forventes kvælstofudledningen at blive reduceret med 1.800 kg om året, hvilket vil gavne både Tjerrild Å og det omkringliggende kystvandområde Djursland Øst.
Frivillig deltagelse og forundersøgelse
Forud for anlægsarbejdet blev der i 2023-2024 gennemført en forundersøgelse med både tekniske og ejendomsmæssige vurderinger. Den tekniske del omfattede blandt andet en kortlægning af de hydrologiske forhold og en vurdering af effekterne ved at genskabe en mere naturlig vandstand.
Samtidig står hele projektet på en frivillig deltagelse af en enkelt lodsejer, hvor der er blevet fundet en god løsning i forhold til en værditabsordning.
Fra plan til virkelighed – anlægsarbejdet er i gang
Anlægsarbejdet går nu i gang og forventes afsluttet inden for den næste måned. Når projektet er gennemført, vil området omkring Tjerrild Å fremstå som et mere naturligt lavbundsområde – til gavn for klima, biodiversitet og vandmiljø.
Projektet ved Tjerrild Å gennemføres som led i de EU-finansierede vand- og klimaprojekter.
Fakta: Derfor er lavbundsjorde vigtige for klimaet
Lavbundsjorde forekommer naturligt i landskabet, ofte tæt på vandløb eller ved enge og moser.
Lavbundsjorde består af planterester som tidligere har optaget en masse CO2, og derfor indeholder jorden meget kulstof.
Så længe jorden er våd, bliver den ved med at lagre kulstof. Man kan derfor også kalde lavbundsjorde for et lager til opbevaring af C02.
Mange lavbundsjorde er tidligere blevet drænet for vand for at kunne dyrke afgrøder.
Men når lavbundsjordene bliver tørlagt, kommer der ilt til jorden, og de frigiver C02 i stedet for at holde på det.
Når dræn, pumper og grøfter fjernes fra landbundsjordene, bliver de våde igen og tilbageholder dermed en masse kulstof.