LIVE FRA NATUREN: Følg livet i fiskeørnereden

Nu er der tændt for webkameraet for ørnereden i Gribskov og gode oplevelser venter. Siden 2011 har fiskeørne ynglet i Vandmosen. Og fra 2017 har hele Danmark kunne følge ørnene via et webkamera i yngleperioden.

Foto: Lars Gejl

Naturstyrelsen og Nationalpark Kongernes Nordsjælland har nu tændt for webkameraet, der har linsen rettet mod en fiskeørnerede i Gribskov. 

Nu kan vi så vente i spænding på, om fiskeørnene også lander på reden i Vandmosen i år. 

I de år webkameraet har filmet reden, er fiskeørnene ankommet i perioden den 1-7. april. Mens vi venter, kan vi glæde os over Gribskovs andre fuglearter og måske skovmåren, der tidligere har lagt vejen forbi reden.  

Du kan følge fiskeørnene på webkamera: https://naturstyrelsen.webstream.dk/

Oplev fiskeørnene i Vandmosen
Fiskeørne er følsomme overfor forstyrrelser. Igen i år er der adgangsforbud i området omkring fiskeørnenes rede i Vandmosen i yngleperioden fra 1. april til 31. august. Der er tydelig skiltning i området, ligesom stier mv. lukkes for adgang ind i området.

Fiskeørnene opleves bedst fra Gribsø Bakker vest for området eller fra Skelvej, hvor vi har sat bænke op. Herfra kan du se fiskeørnene, når de flyver til og fra reden – uden at de bliver forstyrret. Tag en kikkert med, så kommer du endnu tættere på.

God fornøjelse bag skærmen og ude i virkeligheden.