Ulveværnet i Oksbøl er sat i beredskab efter hændelse

Ulveværnsgruppe sættes i beredskab og opstiller skræmmeforanstaltninger, og Naturstyrelsen iværksætter overvågning efter hændelse i Oksbøl, hvor en ulv begav sig ind i byen.

En ulv var fredag 9. januar inde i Oksbøl by, hvor den kom tæt på en pige og fulgte hende et stykke vej. Hændelsen har ført til at en række konkrete initiativer er sat i gang.

Ulveværnsgruppen i Oksbøl står således standby til at rykke ud, skræmme ulven væk og indsamle informationer, hvis situationen skulle opstå igen, og de har allerede opstillet seks såkaldte fox-lights, der skal skræmme ulvene væk. Naturstyrelsen opsætter kameraer i skovområdet, der grænser op til byen, så Naturstyrelsen kan monitorere ulvenes færden.

Der har tidligere været tilfælde, hvor unge ulve har begivet sig ind i Oksbøl. På baggrund af dette blev der vedtaget en handlingsplan, der blandt andet giver mulighed for lokale borgere at oprette ulveværnsgrupper.

Vicedirektør i Naturstyrelsen Mads Jensen siger:

- Vi er opmærksomme på hændelsen i Oksbøl, og vi er i tæt dialog med vores kolleger i Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø. Det er tydeligt at mærke, at pigen ikke føler sig tryg, men der er ikke umiddelbart noget i ulvens adfærd, der tyder på, at hun har været i fare. Der er formentlig tale om en ung og uerfaren ulv, der i disse måneder forlader deres kobler og strejfer rundt, men da den følger efter pigen et stykke og på den måde skaber utryghed i sin adfærd, vælger vi sammen med ulveværnsgruppen at sætte de forskellige initiativer i gang.

Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø indsamler oplysninger

Informationen fra Ulveværnsgruppen og Naturstyrelsen bliver løbende videresendt til Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø, der er myndighed på området.

Skulle situationen udvikle sig, og ulven udviser yderligere problematisk adfærd, så er Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø klar til at udstede en reguleringstilladelse.

Borgere, der observerer ulve i Oksbøl, kan kontakte det lokale ulveværn via ulveværnets hjemmeside: https://xn--oksblby-t1a.dk/ulvevaernet/.

Yderligere information:

Naturstyrelsens pressetelefon: 24 67 76 58