Danmarks Naturstier vokser med smuk vandrerute ved Bølling Sø

Udinaturen.dk, som samler landets vandreruter, herunder særligt udvalgte under initiativet Danmarks Naturstier, har fået en smuk tilføjelse. Nyeste skud på stammen er Perlen Bølling Sø, som blev indviet i weekenden.

Den fører vandrere igennem et varieret landskab med sø, skov, eng og mose. Den 11,6 kilometer lange vandrerute Perlen Bølling Sø, som er en del af Danmarks Naturstier og certificeret som Premium Wanderweg af det tyske Wanderinstitut, er nu officielt indviet.

International anerkendelse

Med optagelsen som en af Danmarks Naturstier bliver Perlen Bølling Sø en del af et voksende landsdækkende net af naturskønne, godt afmærkede og velformidlede vandreruter. Ruterne samles på Udinaturen.dk, hvor besøgende kan finde inspiration, planlægge deres tur og få praktiske oplysninger om blandt andet parkering, faciliteter og overnatning.

Det tyske kvalitetsstempel Premium Wanderweg betyder desuden, at ruten lever op til internationale kvalitetskrav for vandreruter med fokus på naturoplevelser, sammenhængende stiforløb og god formidling.

Natur- og kulturhistorie på turen

Turen rundt om Bølling Sø byder på storslåede udsigter over den genskabte sø og et smukt landskab. Undervejs kan besøgende dykke ned i områdets særlige natur- og kulturhistorie. Det gælder fx lyttestationer, kikkerter og andre formidlingselementer, som blandt andet fortæller historien om Tollundmanden, Polakværket og det store naturgenopretningsprojekt, der i 2005 genskabte Bølling Sø efter flere årtiers afvanding og tørvegravning. Samtidig er området kendt for sit rige fugleliv, herunder havørne, traner, isfugle og sølvhejrer.

Danmarks Naturstier

Målet er, at Danmarks Naturstier, der støttes af Nordea-fonden, bliver et landsdækkende net af naturskønne, godt afmærkede og velformidlede vandreruter. De udvikles i et partnerskab mellem Miljøministeriet, Kommunernes Landsforening og Friluftsrådet.

Danmarks Naturstier er en blivende indsats med varig finansiering, og det nationale net udvikles og drives også efter udviklingsperioden. Danmarks Naturstier samles på Udinaturen.dk , som er Danmarks officielle og største digital guide til naturoplevelser.

Fakta om Perlen Bølling Sø

  • 11,6 km lang vandrerute.
  • Rundtur omkring den genskabte Bølling Sø.
  • En del af Danmarks Naturstier.
  • Certificeret som Premium Wanderweg af Deutsche Wanderinstitut.
  • Formidler områdets natur- og kulturhistorie gennem blandt andet lyttestationer, kikkerter og skilte.