Naturstyrelsen har revideret den interne vejledning om erhvervsmæssig brug af styrelsens arealer. Ligesom tidligere vil der være krav om betaling fra virksomheder og aktører, når de afvikler erhvervsmæssige aktiviteter. Formålet med vejledningen er at skabe større klarhed om de eksisterende regler og samtidig sikre en mere ensartet praksis på tværs af landet.
Baggrunden for den reviderede vejledning er de rammer og den lovgivning, Naturstyrelsen arbejder under. Naturstyrelsen skal på baggrund af disse opkræve betaling, når styrelsens arealer bruges til erhvervsmæssige aktiviteter – blandt andet for ikke at være konkurrenceforvridende.
Samtidig har flere interesseorganisationer peget på, at styrelsens håndtering af den slags aktiviteter hidtil har kunnet opleves at være forskellig rundt omkring i landet.
Målet har været at flere små aktører går fri
Kontorchef i Naturstyrelsen, Jesper Tranberg, fortæller, at den nye vejledning skal gøre det lettere at skelne mellem forskellige typer aktiviteter og arrangementer og vurdere, om de er erhvervsmæssige, og hvad der eventuelt skal opkræves i betaling.
- Naturstyrelsen skal ifølge lovgivningen opkræve betaling for aktiviteter, hvor arrangøren opkræver deltagergebyr, fremstiller produkter eller ydelser til salg, eller hvis formålet er økonomisk fortjeneste. Det er ikke nyt og har været udgangspunktet i mange år. Vi præciserer nu retningslinjerne for både at sikre, at opkrævningen er ens på tværs af landet og at hæve barren for, hvem der skal betale, så flere små aktører går fri. Et eksempel på en aktivitet, hvor der skal betales kunne være en løbeklub, der laver et større internationalt terrænløb, hvor der opkræves betaling for deltagelse. Eksempler på salg af et produkt eller en ydelse kunne være indsamling af mos til videresalg eller optagelser til en spillefilm.
Det er Naturstyrelsens forventning, at den nye vejledning ikke vil føre til øgede indtægter. Naturstyrelsen er allerede i dialog med relevante foreninger og vil efter sommerferien evaluere på vejledningen og de vurderede markedspriser for de erhvervsmæssige aktiviteter.
Plads til de små og lokale aktiviteter
I vejledningen er der blandt andet lagt vægt på, at Naturstyrelsen kun stiller krav om betaling for aktiviteter, der ligger ud over det daglige virke, hvor arrangøren opkræver betaling fra deltagerne, og hvor der opnås et overskud. Det vil sige, at de almindelige, daglige frilufts- og foreningsaktiviteter, hvor der ikke opkræves betaling fra deltagerne, fortsat skal have gode muligheder i statens naturområder uden betaling.
Det betyder, at:
- Ugentlig træning og andre hverdagsaktiviteter som f.eks. spejdermøder fortsat kan foregå uden betaling for brug af Naturstyrelsens arealer.
- Aktiviteter og lokale initiativer, som for eksempel fælles vandreture i skoven eller enkeltstående arrangementer, hvor arrangøren har en årlig omsætning under 50.000 kr., kan som udgangspunkt gennemføres uden betaling.
- Aktiviteter og arrangementer, der ligger ud over hverdagsaktiviteterne, og som finansieres via deltagerbetaling, vil som udgangspunkt være omfattet af betalingskrav, hvis arrangørens årlige omsætning overstiger 50.000 kr.
Lovgivningen giver ikke mulighed for generelt at undtage foreninger fra reglerne om betaling for aktiviteter, der ligger udover foreningens daglige virke. Det betyder, at aktiviteter, hvor deltagerne betaler for den enkelte aktivitet – som eksempelvis større løb arrangeret af idrætsforeninger – som udgangspunkt vil være omfattet af reglerne for betaling.
Dialog om konkrete aktiviteter
Som hidtil vurderer Naturstyrelsen henvendelser om aktiviteter konkret og lægger vægt på dialog med arrangører og foreninger. Målet er at finde løsninger, der fungerer i praksis og samtidig ligger inden for de rammer, lovgivningen giver.
Den reviderede vejledning skal først og fremmest bidrage til større gennemsigtighed om reglerne – samtidig med at der fortsat er plads til såvel frivillighed, foreningsliv som friluftsaktiviteter i statens naturområder.
Naturstyrelsen står naturligvis til rådighed for afklaring og spørgsmål og de fastsatte takster og vejledningen vil blive evalueret efter sommeren 2026.
Læs mere om aktiviteter og tilladelser på Naturstyrelsen hjemmeside her: