Der bliver mere skov at gå på opdagelse i vest for Odense. Naturstyrelsen har købt cirka 70 hektar fordelt på fire ejendomme, som sammen med et tidligere køb på cirka 50 hektar skal udvide Elmelund Skov.
Skoven breder sig i dag over 395 hektar, og udvidelsen med 120 hektar vil øge skovarealet med knap en tredjedel.
Arealerne skal omdannes fra landbrugsjord til urørt skov. Udvidelsen er støttet af Nordea-fonden og sker i samarbejde med Odense Kommune og VandCenter Syd. Den bidrager til Grøn Treparts mål om mere skov i Danmark.
- Vi står midt i en historisk omlægning af Danmarkskortet, hvor der skal gøres mere plads til natur og skov. Udvidelsen af Elmelund Skov er et konkret bidrag til den omlægning. Det betyder mere natur tæt på Odense, bedre beskyttelse af drikkevandet og bedre muligheder for friluftsliv. Her skal marker blive til skov, og nye stier skal gøre det lettere at komme ud og opleve naturen, siger Christian Rabjerg Madsen, minister for natur og dyrevelfærd.
Nye stier gennem skoven
Som en del af udvidelsen af Elmelund Skov mod vest etableres Elmelundstien, som bliver en cirka 2,7 kilometer lang sti, som skal bidrage til en sammenhængende sti gennem Elmelund Skov og helt ind til Bolbro.
- Med udvidelsen af Elmelund Skov øges naturarealerne og friluftsmulighederne omkring Odense. Vi tror på, at flere naturoplevelser og mere biodiversitet kan bidrage positivt til at skabe flere gode liv, siger Christine Paludan-Mûller, uddelingschef i Nordea-fonden.
Elmelundstien giver besøgende mulighed for at bevæge sig gennem det nye område og følge naturens udvikling, mens markerne bliver til skov.
Udvidelsen af skoven bidrager samtidig til et større sammenhængende skov- og naturlandskab fra kanten af Odense og ud mod Hesbjerg Skov.
- Elmelund Skov er et historisk stort naturområde i Odense, og nu bliver det endnu større takket være et stærkt samarbejde mellem Nordea-fonden, Naturstyrelsen, VandCenter Syd og Odense Kommune. Jeg har fulgt skoven, siden de første træer kom i jorden for mere end 10 år siden, og selv om det tager tid og kræver stor tålmodighed at rejse ny skov, så er Elmelund et godt eksempel på, at det kan lade sig gøre. Allerede i dag har man fornemmelsen af at gå i en skov, og samtidig passer vi godt på vores grundvand og styrker biodiversiteten med sammenhængende natur, siger Tim Vermund, klima- og miljørådmand i Odense Kommune.
Mere skov over drikkevandet
De nye skovarealer ligger i et område, hvor VandCenter Syd indvinder grundvand til borgerne i Odense. Når landbrugsjorden bliver til skov, skal det være med til at beskytte det grundvand, der senere bliver til drikkevand.
- Vi har et stort og rigt grundvandsmagasin i Elmelund, som er en meget vigtig ressource at passe på. Vi har i mange år arbejdet på at beskytte grundvandet i området, og derfor er vi også glade for at kunne bygge videre på det arbejde med yderligere skovrejsning. Det vil medvirke til at beskytte det drikkevand, som kommer ud ad hanen hos vores kunder i Odense, siger fra Andreas Bjørn Bassett, vicedirektør VandCenter Syd.
Nordea-fonden støtter nye stier og bidrager sammen med Odense Kommune og VandCenter Syd til finansiering af jordkøbene.
Yderligere oplysninger
Naturstyrelsens pressetelefon: 24 67 76 58
Udvidelsen af Elmelund Skov
Elmelund Skov er Odenses største skov og udvides med cirka 120 hektar, der skal omdannes til urørt skov.
Udvidelsen består af et tidligere køb på cirka 50 hektar og nye køb på cirka 70 hektar fra fire ejendomme.
Skovrejsningen Elmelund Skov er et samarbejde mellem Naturstyrelsen, Odense Kommune og VandCenter Syd.
Nordea-fonden har bevilget i alt 5,45 millioner kroner til projektet, som bidrager til køb af jord og anlæg af Elmelundstien.
Odense Kommune medfinansierer erhvervelsen af de 120 ha jord med 6,05 mio. kr. og VandCenter Syd medfinansierer erhvervelsen af jord med 6,75 mio. kr.
Foruden støtten til Elmelund Skov har Nordea-fonden støttet de første konkrete projekter i Odense Kommunes ”Grønne Ring” i form af udvidelsen af skovrejsning i Højby-Lindved med 9,5 hektar og etablering af 8 hektar ny skov og natur mellem Bellinge og Højme.