Retningslinjer for aktiv informationspligt

I medfør af lov nr. 606 af 12. juni 2013 om offentlighed i forvaltningen, skal en forvaltningsmyndighed på myndighedens hjemmeside give borgerne information om sin virksomhed, jf. lovens § 17, stk. 1. Forvaltningsmyndigheden skal desuden fastsætte retningslinjer vedrørende den nævnte informationspligt, jf. lovens § 17, stk. 2. Endvidere indeholder bekendtgørelse nr. 415 af 13. maj 2005 om aktiv formidling af miljøoplysninger krav om offentliggørelse af en række oplysninger.

På den baggrund har Naturstyrelsen fastsat følgende retningslinjer:

1. På Naturstyrelsens hjemmeside www.nst.dk skal følgende information fremgå:

  • Overordnet information om Naturstyrelsens arbejdsområder, herunder strategier, politikker, planer og programmer.
  • Aktuelle nyheder vedrørende Naturstyrelsens arbejdsområder.
  • Information om partnerskaber, kampagner og tilskudsordninger.
  • Diverse publikationer, databaser og statusrapporteringer, herunder statusrapporter om implementering, rapporter om miljøets tilstand og overvågningsdata vedr. aktiviteter, der påvirker eller kan påvirke miljøet.Overordnet information om Naturstyrelsens organisation, herunder organisationsdiagram, mål, mission, vision, værdier og ledelsesgrundlag.
  • Årsrapporten, der præsenterer Naturstyrelsens virksomhed, årets økonomiske hovedtal samt forventningerne til det kommende år.
  • Eventuelle resultat- og direktørkontrakter for Naturstyrelsen.

2. På Naturstyrelsens hjemmeside www.nst.dk skal fremgå følgende links:

  • Link, der henviser til alle gældende love, regler og vejledninger på Naturstyrelsens område:
  • Link, der henviser til afgørelser, som er omfattet af annonceringspligt.
  • Link, der henviser til konsekvens- eller risikovurderinger på Naturstyrelsens ressort.
  • Link, der henviser til EU lovgivning samt internationale konventioner Danmark er omfattet af.

3. De nævnte oplysninger ajourføres løbende, således at det sikres, at de pågældende oplysninger på ethvert tidspunkt fremstår retvisende.

4. Retningslinjerne er gældende fra den 1. januar 2014.