Skov- og naturteknikerelev

Som skov- og naturteknikerelev i Naturstyrelsen får du en spændende og alsidig uddannelse inden for områderne skovvedligeholdelse, vedligeholdelse af publikumsfaciliteter, naturformidling, skovning, naturpleje m.m.

Naturstyrelsen ansætter skov- og naturteknikerelever på de fleste af vores enheder fordelt i hele landet. De ledige elevstillinger slås op her på hjemmesiden under fanen, ledige stillinger, hvorfra stillingerne skal søges. Desuden slår vi også stillingerne op på Skovskolen i Nødebo.

Uddannelsen

Du vil under din uddannelse komme til at arbejde sammen med flere forskellige kollegaer som skovløbere og skovarbejdere, der med reference til enhedens personaleskovfoged, arbejder med en bred vifte af praktiske opgaver på statens skov- og naturarealer.
Naturstyrelsen tilbyder en elevplads med gode muligheder for at få afprøvet og fordybe sig i forskellige opgaver inden for dit fagområde. Du vil opleve en stor frihed under ansvar, da vi ønsker at se dig vokse med opgaven. Det er en af de ting, som vores nuværende elever sætter stor pris på.
Du får også nogle fagligt dygtige kolleger med praktisk erfaring, og lysten til at lære fra sig.

Ansættelsesvilkår

Du bliver ansat som skov- og naturteknikelev i henhold til den til enhver tid gældende Fællesoverenskomst mellem Finansministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer - Det Statslige Område samt tilhørende organisationsaftale for skov- og naturteknikere m.fl. ansat i Naturstyrelsen.

Prøvetid

De første 3 måneder er prøvetid. I prøvetiden kan både du og Naturstyrelsen opsige uddannelsesaftalen.
Inden prøvetidens udløb vil vi have en prøvetidssamtale, hvor vi evaluerer de første par måneder.

Elevvejleder

Du vil under din uddannelse være tilknyttet en elevvejleder, som vil følge dig gennem hele din elevtid og støtter dig i din udvikling, og opfyldelse af praktikmål.