Nødstedt vildt

- om at være administrativ tovholder, når nødstedt vildt skal opspores og aflives. Marie Fangel Cleemann, forstfuldmægtig i Naturstyrelsen, om sit arbejde med Schweiss-registret og de frivillige hundeførere.

Marie Fangel Cleemann,

I nationens tjeneste

Alle i Schweiss-registret arbejder med et fælles formål: at sikre vildtets tarv. "Schweiss" er et tysk ord for vildtblod, og en schweisshund er en hund, der er trænet i at opspore skadet hjortevildt. Naturstyrelsens Schweiss-register består af cirka 190 frivillige schweisshundeførere landet over. Sammen med deres hunde står de til rådighed for jægere og trafikkanter, der har anskudt eller påkørt et større stykke vildt og ikke selv kan finde det.

Schweiss-registrets hundeførere foretager mere end 18.000 eftersøgninger om året. Det begyndte for 45 år siden med nogle få frivillige ildsjæle, som ville hjælpe anskudt hjortevildt, og har siden udviklet sig til det Schweiss-register, der i dag er kendetegnet af en høj faglighed og troværdighed.

Mit job er i Schweiss-sekretariatet. Vi ved en masse om forvaltning og administration, mens hundeførerne har styr på det schweissfaglige. Vi tager os derfor af det administrative omkring Schweiss-registret og sørger for overholdelse af regler og lovgivning, så hundeførerne kan fokusere på eftersøgningerne. På den måde bakker jeg i mit arbejde de mange frivillige hundeførere op i at sikre vildtets tarv. Jeg har løbende kontakt med hundeførerne og er blandt andet tovholder på kurser, møder, prøver, efteruddannelse, udstyr og udvikling. Jeg er ind i mellem med i felten på prøver og kurser for at få mere indsigt i fagligheden, så jeg bedre kan forstå behov og udfordringer for hundeførerne. Mit arbejde giver virkelig god mening for mig, og det giver stor glæde at kunne bidrage til et velfungerende register.

Danmark er delt op i ti schweissområder, hvor de lokale hundeførere i hvert område har valgt en koordinator. De fungerer som bindeled mellem Sekretariatet og resten af de frivillige hundeførere, og vi mødes med koordinatorerne flere gange årligt for at drøfte forskellige emner og problemstillinger, herunder optagelse af nye hundeførere.

En gang om året er der optagelse af nye hundefører til Schweiss-registret. Vi modtager hvert år omkring 30-40 ansøgninger fra jægere, der gerne vil være en del af Schweiss-registret. Jeg er tovholder på processen, hvor både koordinatorer, Registrets bedømmere og Schweiss-udvalget inddrages for at vælge de hunde og hundeførere, der er egnede til at blive optaget i Registret. Når vi optager nye hundeførere kigger vi på hund og fører som en helhed, og begge skal leve op til en række krav, så de har de bedste forudsætninger for at finde frem til det nødstedte vildt.

Det er et privilegium for mig at være en del af arbejdet med Schweiss-registret, og have muligheden for at arbejde sammen med en stor flok ildsjæle, der brænder for sagen og har en utrolig stor faglig viden og ekspertise indenfor schweissarbejdet.

Fakta om Schweiss-registret

  • Schweiss-registret består af cirka 190 frivillige hundeførere fordelt over hele landet.
  • Driften af Schweiss-registret betales af jagttegnsafgiften
  • Hundeførerne er legitimerede af Naturstyrelsen til at foretage eftersøgninger. De har blandt andet lov til at eftersøge og aflive nødstedt vildt på anden mands jord uden forudgående tilladelse.
  • Det er lovpligtigt at tilkalde en legitimeret schweisshundefører, hvis man har anskudt klovbærende vildt og ikke har fundet det indenfor 6 dagtimer.
  • Det er næsten udelukkende hjortevildt der eftersøges.
  • Registret er oprettet udelukkende af hensyn til vildtets tarv.
  • En eftersøgning kan vare alt fra to minutter til flere dage.
  • Schweiss-registret varetager årligt cirka 12.000 jagteftersøgninger og over 6.000 trafikeftersøgninger.
  • Har man som jæger brug for at tilkalde en schweisshundefører,
  • kan man finde den nærmeste hundefører på schweiss.dk.
  • Har man påkørt et dyr, kan man ringe til Dyrenes Vagtcentral på 1812.
  • Læs mere om Schweiss-registret på www.schweiss.dk