Ud i naturen

- Om at arbejde med udinaturen.dk. Anna Schouboe Thøgersen, naturmedarbejder i Naturstyrelsen, om at være projektleder for platformen udinaturen.dk.

Anna Schouboe Thøgersen

I nationens tjeneste

Anna Schouboe Thøgersen er til dagligt en del af Naturstyrelsens friluftsteam. Halvdelen af tiden bruger Anna som projektleder for udinaturen.dk, der kan fejre mere end dobbelt så mange brugere i 2020 i forhold til året før.

”Jeg er blevet noget mere data-nørdet, end jeg lige havde troet, jeg ville blive,” fortæller Anna Schouboe Thøgersen med et grin om hendes 3 år lange vals med onlineplatformen udinaturen.dk.

Sitet, der har eksisteret siden 2010, fik et tiltrængt ansigtsløft i marts sidste år – på det helt perfekte tidspunkt, da coronaen ramte, og alle pludselig gerne ville mere ud i naturen.

Udinaturen.dk dækker over den store fælles platform, hvor det er ambitionen, at danskerne skal kunne finde alle offentligt tilgængelige faciliteter og oplevelser ude i den danske natur.

”Vi har store ambitioner og drømme for udinaturen.dk. Men det er ikke sådan, at alle bare tænker ’hold kæft mand, den er bare ramt lige i skabet’, for det er den ikke. Der er masser, der kan blive bedre endnu. Men vi er stolte af, at vi er nået hertil sammen, og at vi kan se, at vi kan komme videre med noget, der kan udvikle sig og blive endnu bedre – det er virkelig fedt,” fortæller Anna begejstret om det store projektarbejde med udinaturen.dk, som hun står i spidsen for.

Data og samarbejde er nøglen til succes


Selvom der altid er rum for udvikling, forbedring og idéer, så taler fordoblingen af besøgstal for sig selv.

Spørger man Anna selv, er data og samarbejde nøgleordene for projektets succes.

”Enhver kan jo i princippet lave en hjemmeside som udinaturen.dk. Men der skal jo også være noget på siden – ud over en startside, der ser godt ud. Data er altså en helt essentiel ingrediens, når man brygger på en platform, der skal skabe værdi ude hos brugerne,” fortæller hun.

Hele platformen hviler på data fra GeoFa, der er en fælles friluftsdatabase under GeoDanmark, hvor både stat og kommuner kan uploade indhold om naturområder.

Ifølge Anna er platformens succes også i høj grad et resultat af det gode samarbejde med både Miljøstyrelsen, Kommunernes Landsforening, en række kommuner samt Friluftsrådet og GeoDanmark.

Også internt i Naturstyrelsen leverer de lokale enheder en stor og vigtig indsats med at opdatere data og sikre både gode beskrivelser og billeder af faciliteterne på sitet.

Alle er inviteret

Det er blandt andet kommunerne, der fodrer GeoFA med deres friluftsdata ude fra hele landet, og flere og flere kommuner viser interesse for at blive en del af den voksende database.

Faktisk har 70 kommuner allerede vist interesse for at være en del af projektet, men alle 98 er inviteret, og Anna er optimistisk omkring at få de sidste med ombord.

”Altså indtil andet er bevist, så går vi selvfølgelig efter at få alle kommunerne med,” siger hun med et smil.

Hvis udinaturen.dk skal give én samlet indgang til naturoplevelser i Danmark, er der nemlig brug for flere friluftsdata endnu – og dermed flere kommuner i samarbejdet.

Heldigvis er samarbejderne – også de nye potentielle af slagsen – noget af det Anna synes er fedest ved jobbet.

”Det er så fedt, at kommunerne og friluftslivet bakker op, og at vi har alle de her gode samarbejder. Det er fuldstændig fantastisk, at alle ser potentialet, og at vi står sammen om projektet,” siger hun.

To do listen er lang

Efter de tre års arbejde med udinaturen.dk har Anna selv fået meget inspiration til ture ud i det fri:

”Jeg tror næsten, det er umuligt IKKE at tage noter og skrive nye oplevelser på sin to do liste, når man arbejder her i Naturstyrelsen. For man hører jo hele tiden om et eller andet spændende – sådan har jeg det hvert fald – og to do listen er lang,” fortæller hun med et smil.