Nationalplanter og -dyr
Første gang man udnævnte et nationalt pattedyr i Danmark – udover Rigsvåbnets løver, som faktisk er pantere set ud fra våbenskjold-billedteori – var i 2004, da Søndagsavisen holdt en afstemning blandt bladets læsere.
Der var udvalgt ni dyr til afstemningen: Det røde egern, ræven, den plettede sæl, pindsvinet, hasselmusen, rådyret, odderen, grævlingen og haren.
38,3 pct. af stemmerne gik til det røde egern, pindsvinet blev nr. 2 med 29,5 pct. og rådyret nr. 3 med 14,7 pct. af stemmerne. Søndagsavisen kom ud til ca. halvdelen af landets befolkning hovedsageligt på Sjælland, Fyn og i Trekantsområdet.
I 1960 udsendte Det internationale Fuglebeskyttelsesråd, som nu hedder Birdlife, efter en kongres i Tokyo en henvendelse til alle stater med opfordring til at vælge hver sin nationalfugl. Omkring 25 lande fulgte opfordringen. I Danmark fastlagde Undervisningsministeriet på initiativ af den danske komite og fabrikant Bøje Benzon i samråd med Københavns Universitets rektor, professor Carl Iversen, at sanglærken var Danmarks nationalfugl. Den var udbredt over hele landet, og med sin tilknytning til landbrugslandet spejlede den hele datidens Danmark. Men sanglærken som nationalfugl gik hurtigt i glemmebogen, trods de talrige danske sange, hvor lærken er omtalt.
I sommeren 1984 gennemførte Danmarks Radio en afstemning om Danmarks nationalfugl. Seerne kunne stemme om fem på forhånd udvalgte kandidater. Fuglene blev udvalgt, fordi de findes over hele landet og har en vis betydning eller tilknytning til det danske område. De blev præsenteret af Poul Thomsen i programmet Dus med Dyrene. I alt kom 233.635 stemmer, som fordelte sig således: Knopsvane fik 123.336 stemmer, sanglærke 50.325 stemmer, vibe 45.442 stemmer, stær 10.467 stemmer og ravn 4.065 stemmer.
Resultatet var næppe overraskende, for svanen har en stor plads i danskernes historiske gods, blandt andet i det verdenskendte eventyr af H. C. Andersens eventyr, ”Den grimme Ælling”.
Ideen om en nationalsommerfugl blev skabt i 1991 af Michael Stoltze, der dengang var ph.d.-studerende. Han var sammen med en gruppe andre forskere i gang med at registrere danske sommerfugles udbredelse. Projektet hed Atlasprojekt Danmarks Dagsommerfugle. Stoltze og styregruppen udpegede fire sommerfuglearter, som befolkningen blev opfordret til at stemme på pr. brev til Zoologisk Museum i København.
Sommerfuglene var valgt, fordi de levede over hele landet, var smukke og almindeligt kendte. De var: citronsommerfugl, dagpåfugleøje, aurora og nældens takvinge, og de 1129 stemmer, der blev afgivet i alt, faldt klart ud til fordel for nældens takvinge, som fik 367 stemmer (1/3 af stemmerne). Dagpåfugleøje blev nummer to, citronsommerfugl nummer tre og aurora nummer fire.
I 1936 fik Danmark en henvendelse fra Argentina, hvor man ville lave en park med nationale træer og urter fra forskellige lande. Argentinerne ville derfor gerne vide, hvilke arter der skulle repræsentere Danmark. Udenrigsministeriet overvejede sagen og meddelte så, at bøgetræet var vort nationale træ, fordi bøgens udspring, som dengang var i maj og siden er blevet tidligere og tidligere, var en begivenhed ’af national interesse’: Bøgen udgjorde indtil slutningen af 1800-tallet mere end halvdelen af det danske skovareal, den spejler sin top i bølgen blå i vores nationalsang Der er et yndigt land, og da den trives bedre i fællesskab end alene, var den et oplagt symbol på det gryende demokrati.
Bøgen har også optrådt på danske mønter og officielle medaljer. Og i flere sammenhænge er bøg blevet plantet i udlandet som symbol på Danmark. Som et konkret eksempel på symbolikken kan nævnes, at flere end 20.000 bøgebuketter fra Skov- og Naturstyrelsens del af Rold Skov i 1980’erne blev sendt til Norge på nordmændenes nationaldag d. 17.maj. Buketterne blev fordelt til syge og gamle som tegn på forår. Det var en skik påbegyndt efter Anden Verdenskrig - udsprunget af fællesskabsfølelsen mellem Norge og Danmark, men den sluttede i 1990’erne.
I 1991 bad ugebladet Familie Journalen læserne om at kåre et nationaltræ, og et meget stort flertal kårede gennem brevstemmer bøgen som nationaltræ. Efterfølgende markerede Gartnernes Afsætnings Udvalg kåringen ved at give bøgetræer til alle danske kommuner. I Sydthy Kommune markeredes det i modsætning til mange andre steder med et skilt ved træet om, at bøgen er Danmarks nationaltræ.
Man kunne også have valgt egetræet, da argentinerne meldte sig på banen i 1930’erne. Egen repræsenterede myndighederne og deres behov for egetræ til flåden, kirken og slottene, og egen er afbilledet på mange danske adelsmænds våbenskjolde. Grundtvig, som i begyndelsen havde valgt egen som nationaltræ, gik da også senere over til bøgen som nationalt symbol.
Egetræet blev i år 2000 kåret som Danmarks nationaltræ i DR1-programmet En naturlig forklaring produceret af Poul Thomsen. Igennem 10 månedlige programmer argumenterede forstfolk for udvalgte træarter. 2.128 stemmer blev afgivet - især elektronisk - og fordelt på 27 forskellige træarter. De 10 bedst placerede havde fået følgende andele af stemmetallene: Eg 41,0 pct., bøg 40,6 pct., ask 10,1 pct., lind 3,9 pct., birk 2,0 pct., (heste-) kastanje 0,8 pct., rødgran 0,4 pct., ahorn 0,4 pct., hyld 0,4 pct. og rødel 0,4 pct.
TV-seerne valgte nu eg fremfor bøg. Det kan der være flere årsager til. Måske har danskerne reelt ændret holdning, måske skyldes det, at egen er udbredt i hele landet, mens bøgen nu knapt findes naturligt vest for den jyske højderyg og i alt kun udgør 20-25 pct. af det danske skovareal.
Egen er et typisk erindringstræ for fremtrædende personer og også for Grundloven. Hvis man planter ege som solitærtræer, kan de nemt blive symbol på individuel styrke, synlighed og være et minde lang tid efter, at bøgen vil være død.
Danmarks ældste træ – Kongeegen ved Jægerspris - er f.eks. skønsmæssigt 1400–1900 år, hvilket formentlig gør den til Europas ældste nulevende organisme. Træet er døende.
I 1936 henvendte Argentina sig til Danmark for at finde ud af, hvad det danske nationaltræ var, sendte Udenrigsministeriet besked om, at det var bøgen – og ministeret valgte at give en ekstra oplysning: Rødkløveren var vores nationale blomst. Den var dengang dansk landbrugs vigtigste foderplante, en vigtig plante for jordforbedring af landbrugsjorderne og bomærke for store industrier fx Trifolium, (det videnskabelige slægtsnavn for kløver) som senere kom til at hedde Kløvermælk. Men ligesom bøgen slog heller ikke rødkløveren igennem og blev glemt.
I april 1987 opfordrede Københavns Grønttorv og bladet Ide-Nyt bladets læsere at foreslå en blomst som Danmarks nationalblomst. Cirka 15.000 brevstemmer kom ind, og mere end 70 pct. af stemmerne pegede på margueritten. Blomst nummer to blev mælkebøtten og nummer tre den blå anemone.
Offentliggørelsen skete på Københavns Rådhus under overværelse af Dronning Margrethes mor Dronning Ingrid samt statsminister Poul Schlüter. Kongehuset havde på det tidspunkt allerede brugt margueritten som et særligt symbol. Første gang var da daværende kronprinsesse Ingrid etablerede en fond for trængende sønderjyske børn. Dengang arrangerede hun til fordel for fonden salg af særlige smykker med margueritten som motiv, inspireret af et smykke, hun arvede fra sin engelske mor Margaret.
Margueritten er blevet brugt i mange sammenhænge. Den inspirerede blandt andet til den kendte smykkeserie fra sølvsmed Georg Jensen. Der er udviklet særlige mønter, medaljer og poletter med margueritten som motiv. Og den blev symbol på 4.218 km smuk landevej i Danmark, da Turismens Fællesråd i 1991 indviede Margueritruten.
Men strengt taget er den flotte marguerit ikke særlig dansk. Den er nemlig en kurveblomst, som er importeret fra De Kanariske Øer så sent som i slutningen af 1800-tallet. Her i landet er den en udplantningsplante. Nogle lignende danske kurveblomster -især hvid okseøje - har efterhånden også fået betegnelsen marguerit hæftet på sig.