Cykling
Regler for cykling
Ifølge Naturbeskyttelsesloven må der cykles på stier og skovveje. Man må således ikke cykle i skovbunden og ned ad skrænter eller på stendiger og gravhøje.
Ifølge Færdselsloven skal hastigheden afpasses efter forholdene med særligt hensyn til andres sikkerhed. Det stiller særlige krav i skoven, hvor udsynet ofte er ringe og underlaget løst eller glat. Husk, at den almindelige højrevigepligt også gælder ved kørsel i skoven.
Særlige råd til cykelryttere
- Kør kun på skovveje og stier, hvor du kan køre på en almindelig cykel.
- Sæt farten ned, når du passerer andre skovgæster, og vær sikker på, at de har opdaget dig.
- Det er lovligt at færdes til fods overalt, så pludselig kan der stå et barn på stien.
Konkurrence og træning
Organiserede cykelløb i naturen, herunder træningsløb, må ikke afholdes uden forudgående tilladelse.
Regler for konkurrence og træning
Organiserede cykelløb i skovene, herunder træningsløb, må ikke afholdes uden forudgående tilladelse.
Når styrelsen godkender cykelløb i skoven, sikres det bl.a. at det kan foregå uden at komme i konflikt med andre arrangementer (orienteringsløb, militære øvelser, motionsløb, filmoptagelser mv.). Sikkerheden for andre skovgæster skal der også tages højde for.
Lempeligere regler for afholdelse af klubbernes interne små træningsløb
For cykelklubbers interne træningsløb med færre end 20 deltagere er der lempeligere regler for afholdelse af træningen for træningspassager af op til ½ times varighed. Det indebærer, at der ikke skal skiltes ved indgangen til skoven, og ruten skal heller ikke være godkendt på forhånd. Klubberne/cykelrytterne er ansvarlige for skovgæsternes sikkerhed samt for at nedenstående regler for ruten overholdes.
Procedure for afholdelse af klubbernes interne små træningsløb
Cykelklubben skal anmelde træningsløb i det ønskede skovområde. Der kan anmeldes flere måneder før afholdelsen, men 2 uger inden er nok.
Hvis der mod forventning ikke er plads i skoven den ønskede dag, meddeler styrelsen arrangøren, at løbet ikke kan afholdes pga. at skoven er optaget af f.eks. et motionsløb med 300 deltagere.
Selve ruten/rundturen til konkurrencedelen af træningsløbet afmærker cykelrytterne selv med vimpler, hvor der f.eks. er vist en cykel og teksten: "cykelløb". Vimplerne sættes (naturligvis uden brug af søm og stifter), så de advarer andre skovgæster om mødet med cykelryttere. Ved farlige passager af store skovveje bemandes passagen.
Ruten må ikke lægges på de afmærkede vandreture, ridestier og fortidsminder (gravhøje, stendiger og lignende).
Træningsløbene kan med fordel afholdes lørdag og søndag formiddage, hvor der ikke er så mange skovgæster.
Naturstyrelsen og en række frivillige har etableret MTB-ruter i flere af skovene.
Herunder kan du se hvor:
Hareskovene og Nørreskoven:
Naturstyrelsen har i samarbejde med Distrikt Sjælland anlagt en 25 km lang MTB-rute gennem Jonstrup Vang, Lille og Store Hareskov, og Bøndernes Hegn.
MTB-ruten er anlagt så den skulle være en god udfordring til ryttere på mountainbike.
Benyt den gerne; men husk også, at det er lovligt at færdes til fods overalt. Det betyder, at der pludselig også kan være et barn på denne sti, så du skal også her tilpasse hastigheden til forholdene.
MTB-ruten må ikke anvendes til cykelløb uden konkret aftale med Naturstyrelsen.
I Tokkekøb Hegn og Store Dyrehave er der anlagt MTB-rute.
I Geel Skov er der anlagt en MTB-rute
I Rude Skov er der anlagt en MTB-rute
Cykelløb kræver tilladelse, som der skal ansøges om. Det er ikke alle skove, der gives tilladelse til cykelløb i. Se listen over skovene ved at trykke på plusset nedenfor dette afsnit.
Når styrelsen godkender cykelløb i skoven, sikres det bl.a. at det kan foregå uden at komme i konflikt med andre arrangementer (orienteringsløb, militære øvelser, motionsløb, filmoptagelser mv.). Sikkerheden for andre skovgæster skal der også tages højde for.
Arrangøren af et cykelløb skal fremsende et kort, som viser ruten og gennemkørselsretningen, samt hvor der placeres vagtposter ved passage af skovvejene - på et af styrelsens kort (f.eks. vandretursfolderkortet eller skovkortet).
Styrelsen kræver i forbindelse med godkendelsen, at:
- Arrangøren opsætter skilte ved indgangene til skoven fra offentlig vej og P-pladser om, at der f.eks. mellem kl. 17 og 21 køres cykelløb på den rute, som er vist på kortet. Dette giver skovgæsten mulighed for at vælge at gå en tur et andet sted end der, hvor der køres cykelløb. Grundteksten til skiltet fås ved henvendelse til styrelsen.
- Der er vagtposter de steder, hvor cykelrytterne kører over eller ud på de store skovveje.
- Der kun må gives beskeder under løbet fra eventuelle højttalere. Dvs. der må ikke heppes eller spilles musik via højttaleranlægget.
Der gives tilladelse til cykelløb (konkurrence på tid og samme rute) i nedenstående skove (når der i øvrigt er ledigt, dog maksimalt 3 gange pr. halvår i den enkelte skov/skovområde):
- Bøndernes Hegn (inkl. Aldershvile Skov)
- Nørreskoven mellem Frederiksborgvej og Hillerødmotorvejen
- Farum Lillevang, Nyvang og Terkelskov
- Flyvestation Værløse – lempeligere regler
- Geel Skov
- Lille Hareskov, Jonstrup Vang inkl. Egebjergene
- Jægersborg Hegn (nord for Skodsborgvej)
- Kalvebod Fælled og Kongelunden, kun løb med enkeltstart og triathloncykling
- Ravnsholt Skov
- Rude Skov
- Slagslunde Skov
- Sperrestrup Skov
- Tokkekøb Hegn – dog ikke i Kirkelte Hegn nord for Store Donse Dam
- Uggeløse Skov
- Vestskoven (undtaget Herstedhøje)
Der gives tilladelse til MTB-orientering i følgende skove:
- Rude Skov
- Tokkekøb Hegn
- Ravnsholt Skov
- Slagslunde Skov
- Krogenlund
- Sperrestrup Skov
Ingen cykelløb i stillezoner
De såkaldte stillezoner friholdes for organiserede aktiviteter til glæde for plante- og dyrelivet samt de skovgæster, som søger skovens stille ro. Man får derfor ikke tilladelse til at afholde cykelløb, herunder også træningsløb, i stillezoner.
Stillezonerne er:
- Ganløse Ore
- Ganløse Eged
- Nørreskoven (mellem Furesøen og Frederiksborgvej),
- Ryget Skov
- Store Hareskov
- Sønderskov
- Krogenlundsydlige del
- Tokkekøb Hegns nordøstlige del (d.v.s. arealer ved Store Donsedam)
- Jægersborg Dyrehave
- Jægersborg Hegn syd for Skodsborgvej
- Sjælsølund
- Folehaven
For god ordens skyld: Man må gerne cykle i stillezonerne, man må bare ikke afholde organiserede løb i stillezonerne (uanset om det er træning eller konkurrence).