Historie - Hoverdal Plantage

Geologi

Under seneste istid, for omkring 22.000 år siden, dækkede den enorme isbræ hele Danmark, bortset fra Vestjylland. Fra gletsjeren strømmede smeltevandet mod vest. Her skyllede vandet næringsstofferne ud af jorden og efterlod samtidig grus og sten, hvilket var med til at opbygge de store vestjyske hedesletter, der i dag omslutter bakkeøerne.

En bakkeø er en rest af et mere end 100.000 år gammelt morænelandskab fra næstsidste istid. Under seneste istid voksede intet på morænelandskabet, hvorfor smeltevand, vind og vejr udjævnede det. Morænelandskabet i Vestjylland hæver sig derfor ikke så meget i højden som det yngre østjyske morænelandskab.

Hoverdal Plantage ligger på et højdedrag på den vestlige del af Skovbjerg Bakkeø fra den næstsidste istid. Området var – inden beplantningen – præget af hede og flyvesand, og det ligger mellem to store ådale skabt af den sidste istids smeltevand. Tim å og Hover å løber i dag i bunden af dalene.

Oldtiden

Helt tilbage til stenalderen har området omkring Hoverdal Plantage været beboet og befærdet af mennesker. Det vidner en række på omkring 150 gravhøje om. Højene ligger på en linje fra Hoverdal Plantage i nord og 20 km sydpå over Hover ådal til Dejbjerg Plantage i syd. Inde i selve Hoverdal Plantage er registreret 13 gravhøje. Højene markerer en meget gammel færdselsvej kaldet oldtidsvejen.

Undersøgelser af gravhøjene har vist, at mange af dem stammer fra ”enkeltgravskulturen” – en senere kultur i yngre stenalder (4000-1700 før vor tid), hvor de døde blev begravet i enkeltgrave.

Egentlige bopladser er også fundet her. Blandt andet ligger Sabæk-bopladsen, der er fra ældre stenalder (12.000 – 4000 før vor tid), i den sydøstlige del af plantagen. 

Kampen mod sandet

Sandflugt og de medfølgende ødelæggelser af landbrugsjord, har været et stort problem i området omkring Hoverdal Plantage.

I 1600-tallet var sandfygningen slem, og landmændene klagede deres nød. Konsekvensen blev, at den kongelige regering lavede en forordning, der skulle sætte tiltag i gang for at stoppe sandflugten.

Men sandproblemet var ikke så nemt at komme til livs. Det var tilsyneladende først med forordningen om ”Sandflugtens Dæmpning” fra 1792, at arbejdet for alvor blev organiseret – og der blev herefter udnævnt deciderede sandflugtskommissærer.

Første våben mod sandflugten blev planten hjelme. Da hjelmerødderne havde fået tag i sandet, blev der herefter lagt lyngtørv på de bare pletter. Tilplantningen hjalp, men man var klar over, at træer ville hæmme det fygende sand bedst. Problemet var bare, at det var utroligt vanskeligt at få træer til at gro i sandjord.

Der blev gjort mange forsøg på at få træer til at gro i området ved Hoverdal Plantage. Men det var først, da der i 1882 ved et ”uheld” blev plantet den hårdføre østrigske fyr, at det lykkedes. Link til (Seværdigheder punkt 2).

Plantagen opstår

I 1891 købte staten hedegården St. Hoverdal med tilhørende jorde samt nogle andre hedearealer tilhørende gårde i Hover og Torsted sogne. Herefter blev Chr. Nielsen i juli 1891 ansat som plantør. Han skulle varetage tilplantningen og driften af de nye plantagearealer.

Plantøren startede med at anlægge en planteskole, hvor han dyrkede frø af forskellige træarter, så de kunne sættes ud i området som små planter.

I starten blev der hovedsageligt plantet bjergfyr, som er meget hårdfør. Senere blev der også plantet hvidgran, ædelgran og sitkagran. Og med tiden kom der også løvtræer som bøg, eg og birk til.

Siden blev plantagen udvidet blandt andet ved opkøbet af gården Sørup i 1942 og køb af Hulmose samt Gammelby Hede i henholdsvis 1965 og 1980.

Statens Specialarbejderskole Hoverdal

Hoverdal Plantage blev for en kort bemærkning hjemsted for unge ledige umiddelbart efter 2. Verdenskrigs afslutning. I 1945 stod Hoverdal-skolen klar til at tage imod arbejdsløse – primært fra Københavnsområdet. Skolen var en del af et initiativ sat i gang af regeringen for at bekæmpe ungdomsarbejdsløshed.

Fra juli 1945 blev de unge på mellem 18 og 25 år indkvarteret på skolen og sat til at beplante området, anlægge veje, grave plantehuller og planteriller. Det blev dog ikke lang tid de arbejdsløse opholdt sig i plantagen. De sidste beskæftigelsesarbejdere forlod Hoverdal ved juletid 1946.

I dag rummer bygningerne AMU Hoverdal, der er en selvejende institution med voksen- og efteruddannelse. (Se seværdigheder punkt 8)

Naturen i højsædet

Fra sidst i 1930’erne frem til 1994 blev store arealer i plantagen udlagt som kronvildtreservat med det formål at fremme en kronvildtbestand på egnen. Antallet af dyr steg i perioden, og det fik flere landmænd med marker tæt ved plantagen til at klage over, at krondyrene spiste deres afgrøder.

I de senere år er plantagen blevet plejet ved ”naturnær skovdrift”. Den naturnære skovdrift bygger på principperne om naturlig selvforyngelse og mange træarter i forskellige aldre inden for et mindre areal. Med andre ord bliver Hoverdal stille og roligt en vildere skov, der minder mindre og mindre om en klassisk plantage.

Læs mere om naturnær skovdrift

Hvis du vil vide mere om Hoverdal Plantages historie, kan værket ”Historien om Hoverdal – En vestjysk plantage” af Peder Svendsen anbefales.