Historie - Alheden Skov

Geologi

Det meste af Alheden Skov ligger på Karup hedeslette – dog ikke den østligste del, der ligger i morænelandskab. Den nordlige del af skoven er speciel interessant, da isbræens hovedopholdslinje under seneste istid (omkring 22.000 år siden) skar gennem her i nord-sydlig retning.

Fra gletsjeren strømmede smeltevandet mod vest. Her skyllede vandet næringsstofferne ud af jorden og efterlod samtidig grus og sten, hvilket skabte de store vestjyske hedesletter, som Karup Hedeslette er en af.

At smeltevandet efterlod grus og sten, er den vestligste del af Alheden Skov et levende eksempel på. Her er nemlig fyldt med senglaciale ferskvandsaflejringer – områder med sand og grus. I den østlige del af skoven – i området omkring Stendalgård – ligger en række glaciale aflejringer, der er afsat inden for kanten af den enorme isbræ. Her er den største del af området dækket med smeltevandssand, mens man i mindre områder kan finde smeltevandsgrus, morænesand og moræneler.

Oldtid

At gå en tur i og omkring Alheden Skov er en tur gennem Danmarkshistorien. Hærvejen smyger sig gennem området. Hvor gammel vejen er, fortaber sig i historiens tåger. Nogle forløb af den gamle færdselsåre bliver vurderet til at være op mod 4.000 år gamle, men skriftlig vidnesbyrd om vejen kommer først i løbet af middelalderen.

For at forstå vejens – eller vejenes – placering skal vi tilbage til istiden, hvor isbræens smeltevand løb mod vest – ud over det isfri område. Da isen trak sig tilbage, kunne vandet pludselig løbe mod både øst og vest. Dermed opstod vandskellet – den del af Jylland, hvor datidens mennesker nemmest, hurtigst og mest tørskoet kunne rejse gennem Jylland.

Da Hærvejen blev Jyllands foretrukne hovedvej, havde mennesket allerede været i området i mange tusinde år. De har efterladt deres familie i store og små gravhøje.

Et imponerende stenalderanlæg ligger i østkanten af Havredal Plantage. På en distance på over fem kilometer ligger en linje af mere end 50 gravhøje som perler på en snor. Størrelserne varierer. De mindste gemmer sig mellem træer og buske, mens den største – Store Ståhøj – er 3½ meter høj. Højene i Havredal Plantage er ikke udgravede, men Nationalmuseet har undersøgt andre høje i området.

Gravene blev typisk bygget af sand med græs og lyng på toppen. Inde i højen blev den døde lagt på siden, med benene trukket op til brystet i en trækiste på ca. 3/4 x 2 meter. Var det en mand, lå hovedet mod vest, var det en kvinde, lå hovedet mod øst. Blikket var altid rettet mod syd.

Med sig i graven havde de næsten altid en flække. Manden kunne desuden have en flint- eller stenøkse og kvinden nogle ravperler. I tidens løb er højene blevet brugt flere gange.

I Ulvedal Plantage skifter oldtidsgravene karakter til den store Langdysse, hvor den kendte Jens Langkniv havde sin hule.

I kanten af langdyssen står der 62 næsten mandshøje sten, og fra nordøstsiden kan man komme ind i to små kamre uden dæksten. Desværre.

Langdyssen stammer fra tiden før de små enkeltgravshøje, men den har også været benyttet i senere tider. Det eneste arkæologerne har fundet, er nemlig en flintdolk og et bronzearmbånd. Alle de fine slebne flintøkser, dekorerede krukker og ravsmykker, som oprindelig må have været der, er forsvundet.

Nutid

Området omkring Alheden har tilhørt kronen siden det 14. århundrede, hvor Frederik II (1559-88) kom så meget i det midtjyske, at begrebet kongelig vildtbane opstod. De næste århundreder benyttede de skiftende konger jagtmulighederne med forskellig interesse og intensitet.
Selve Alheden Skov opstod på kongelig forordning. I 1759 rejste tyskere fra omegnen af Frankfurt til området for at dyrke hedesletten. Pionererne blev lokket til Danmark med løfter og skattefrihed og hjælp til at bryde heden op. Familierne blev indkvarteret i midlertidige jordhytter i de første kolonibyer: Grønhøj og Havredal.

Året efter begyndte de at bryde heden op, og de såede korn og lagde kartofler, som de havde indkøbt i Slesvig og Hamborg. Kartoffeldyrkning var ukendt i Midtjylland på den tid, og den gav kolonisterne tilnavnet "kartoffeltyskere".
Men heden var ikke indstillet på at byde tilflytterne velkommen, så mange af tyskerne rejste mod syd igen.

For at hjælpe landbruget og for at producere træ gav kongen i 1788 ordre til at udføre de første hedetilplantninger – det der blev til Alhedens Kongeskov (Stendal, Havredal og Ulvedal plantager).

Samme år udstak forstinspektør Brüel grænsen for den første plantage på 40 tdr. land, knap en kilometer vest for kolonigården Stendalgård. Året efter blev det første dige om plantagen rejst.

I løbet af 40 år var hele Kongeskoven inddiget og tilsået. I starten blev et stykke hede hvert år indhegnet med at et dige af lyngtørv for at beskytte de små planter mod græssende kvæg og får og mod den rå blæst. Derefter blev det besået med skovfrø. I dag bliver ikke nye træer ikke sået som frø. De bliver opfedet et andet sted og først plantet, når de er omkring fire år gamle.

Frederik VI var meget optaget af plantagernes anlæg og udvikling. Han besøgte derfor plantagerne fem gange fra 1820-28.