Oplevelser i Alheden Skov

Den sidste danske ulv blev aflivet i 1813, men inden da havde Alheden Skov og ulven i mange år gået hånd i pote. En arv vi i dag kan se i skovens stednavne som Ulvedal, Ulvedalsvej og navnet på den lokale skovfogedbolig Ulvedalhus. I 1700-tallet afholdt kongen og hoffet klapjagter på det store rovdyr. En af måderne at fange ulven på var at lokke den i en fælde. Bogstaveligt talt.

Ved Ulvegravsvej ligger en gammel ulvefælde, der i dag kan ses som en hulning i terrænet. I gamle dage har hulningen været meget dybere og dækket med rafter og grene, så ulven ikke kunne se faren. I midten af fælden blev en død gås sat på en stage og brugt som lokkemad. Og så var det bare at vente på ulven.

2. Gravhøje

Alheden Skov er fyldt med vidnesbyrd om, at mennesket har været i området i mange årtusinder. Næsten ligegyldigt hvor du kigger hen, rejser en gravhøj – af varierende størrelse – sig. Skoven rummer 79 høje, 4 røser – en gravhøj bygget af større og mindre sten – en langdysse (se punkt 3) og tre områder med hulvejsspor.

Det bedste overblik over fortidsminderne er i Havredal Plantage, hvor du finder Danmarks største koncentration af enkeltmandsgravhøje.

Vandretur 1 fører dig forbi højene, og her fornemmer du tydeligt, hvordan højene ligger på en lige linje i nord-sydgående retning. Gravhøjene er ikke blevet gravet ud, men i nogle af højene uden for plantagen er der fundet oldsager fra stenalderens enkeltgravskultur.

For at give det bedste indtryk og overblik over højene er bevoksningen fjernet på og omkring de gamle grave.

3. Jens Langknivs hule

Ifølge sagnet brugte den jyske Robin Hood, Jens Langkniv, langdyssen i Ulvedal Plantage som tilholdssted. Dyssen er 36 meter lang og 7,5 meter bred, og den stammer fra den såkaldte tragtbægerkultur (begyndelsen til bondestenalderen), hvor mennesket første gang begyndte at dyrke jorden. I kanten af langdyssen står der 62 næsten mandshøje sten, og fra nordøstsiden kan man komme ind i de to små kamre. Gravkamrene stammer fra tiden, før de små enkeltgravshøje (se punkt 2), men de har også været benyttet i senere tider. Det eneste, arkæologerne har fundet, er nemlig en flintdolk og et bronzearmbånd. Alle de slebne flintøkser, dekorerede krukker og ravsmykker, som oprindelig har været der, er forsvundet. Gravkamre har altid været meget udsatte for gravrøvere – det behøver såmænd ikke være Jens Langkniv, der har pyntet sig med ravkæderne.

Jens Langknivs borgerlige navn var Jens Olesen, og det mere drabelige navn skulle komme af, at Jens var dygtig til at kaste med sin kniv. Den havde han bundet en snor i enden af, så han kunne trække kniven til sig igen. Angiveligt skulle Jens Langkniv have været blevet erklæret fredløs, fordi han havde dræbt en delefoged, der ville brænde Jens’ mor som heks.

Under trediveårskrigen hærgede Albrecht von Wallenstein Jylland, og Jens gik til modangreb. En bedrift, der fik ham benådet. Senere blev Jens igen fredløs, og han skal være blevet henrettet i Horsens.

Udover langdyssen i Ulvedal Plantage brugte Jens Langkniv Daugbjerg Kalkgruber som hemmeligt skjulested. Her kan man i dag besøge hans hule, der ligger 60 meter under jordens overflade.

Læs mere om Daugbjerg Kalkgruber på daugbjergkalkgruber.dk

4. Mindesten over overførster G. W. Brüel

Tilplantningen af Alheden Kongeskov skete under ledelse af den – i skovkredse – legendariske forstinspektør Georg Wilhelm Brüel (1752-1829). Brüel var uddannet i Hannover, og fra 1777 stod han for driftsplanlægningen af grev von Hardenbergs skove på Lolland og i Jylland. I 1788 hentede Kong Christian VII Brüel til det jyske og satte dansk-tyskeren i spidsen for at skabe landets første hedeplantage. Samme år udstak forstinspektør Brüel grænsen for den første plantage på 40 tdr. land, knap en kilometer vest for kolonigården Stendalgård. Året efter blev det første dige om plantagen rejst. Ved Jagtjunkervej blev i 1929 rejst en mindesten for Brüel.

5. Plantagens første dige

For at skåne de nyplantede træer mest muligt blev hvert nyplantet område indhegnet med et dige bygget af sand og græstørv. Alhedens første dige blev rejst i 1789, da overførster G.W. Brüel gav ordre til, at beplantningen af plantagens første 40 tdr. land kunne begynde. I dag kan besøgende i Alheden Skov stadig se det første dige, når de går ad Jagtjunkervej.

Det var et lovkrav, at al fredskov skulle ligge bag et dige for at holde naboers kreaturer og får ude af skoven.

6. Stendalgaard

Mange af statsskovvæsenets bygninger i Alheden er ganske interessante – ikke mindst den tidligere skovriderbolig Stendalgård. Da kartoffeltyskerne kom til Danmark, blev Stendalgaard opført, og i 1769 flyttede holstebroeren Niels Cramer ind på gården. Cramer var en karakter, der blandt andet stod for en omfattende lånevirksomhed og betegnede sig selv som klog mand, hvilket sognets daværende præst ikke var særligt imponeret over.

I 1790 døde Niels Cramer, hvorefter rentekammeret købte Stendalgaard af hans enke. Fremadrettet skulle ejendommen være skovriderbolig. Den første skovrider med bolig på Stendalgaard var Chr. Fr. Heuser, der blev ansat på foranledning af G.W. Brüel (se punkt 4). Den årlige løn var 200 rigsdaler, fri bolig og brænde samt brugsret til 20 tdr. land.

Den oprindelige gård nedbrændte i 1886.

7. Stendalen

Et af de mest spændende steder i Alheden Skov er Stendalen. I istiden skyllede vand fra isbræen ud gennem området og skabte store smeltevandsslugter. Ved Stendalen kan besøgende bruge Norskestien, der går på kanten af skrænten. Historien bag stien er ganske interessant. I forbindelse Napoleonskrigene blev flere danske soldater taget til fange af englænderne. Efter forhandlinger blev engelskmanden og dansken enige om, at soldaterne ikke skulle sidde i engelsk fangeskab. Men englænderne var selvfølgelig heller ikke interesserede i, at de danske soldater kom tilbage til fronten. Derfor blev aftalen, at de tilfangetagne tropper blev danske krigsfanger – forstået på den måde, at tropperne fortsat kunne være under dansk kommando – uden at løfte våben.

Som sagt, så gjort. Soldaterne blev sat til at arbejde på Norskestien – en sti, der er gravet ind i skrænten på begge sider i Stendalen. Stien har udelukkende været brugt til rekreative forhold, hvilket viser os noget om, at skoven også tidligere har haft værdi som andet end kilde til træproduktion.

8. De gamle egetræer

Ved Stendalgaard går et smukt jorddige. Mindst lige så smukke er de gamle egetræer, der står på toppen af diget. Som historien går, blev de kringlede ege sået, da plantagen blev anlagt.

9. Store Ståhøj

Et stenkast inde i skoven fra den gamle skovløberbolig, Havredalhus, rejser kæmpehøjen Store Ståhøj sig. I modsætningen til stenalder-gravhøjene i Havredal Plantage stammer den 3,5 meter høje gravhøj fra bronzealderen.

Før plantagerne blev anlagt, brugte de lokale beboere gravhøjene som vejvisere. I den forbindelse kan navnet Store Ståhøj betyde ”stade”, der er en samlingsplads for kreaturer. Hvis det er tilfældet, er området altså blevet brugt som græsning, før træerne gjorde deres indtog.