Historie - Draved Skov

Geologi

Draved Skov har ligget her i 5000-7000 år. Den står på en udløber af Kongsbjerg bakkeø og var engang helt omgivet af moser og heder, som udviklede sig på den omliggende hedeslettes fattige sandbund.

Jordbunden består overvejende af moræneler fra forrige istid (Saale). Det blev under sidste istid (Weichsel) overføget af flyvesand, der lejrede sig som indtil 1 meter høje, flade klitter. Klitterne blev senere dækket af op til 10-30 cm tykke morlag. Bunden er derfor buklet og selve jordbunden veksler fra våd, sort jord i lavningerne, hvor vandet står højt i en stor del af året, over frodig leret muld og sandet muld til sur morbund på klitterne.

Jorden er stort set ikke er blevet pløjet eller på anden måde påvirket af menneskelig indgriben. Derfor er Draved Skov en guldgrube, når man vil studere, hvordan skoven så ud for tusinder af år siden, og der foregår meget geologisk forskning i Draved Skov. GEUS – De Nationale Geologiske Undersøgelser for Grønland og Danmark har stået for forskning i Draved Skov siden 1947.

Den uforstyrrede skovbund med tykke humuslag kan man med geologiske metoder forvandles fra et lukket arkiv til en åben historiebog, og man kan dermed få indblik i skovens forhistorie og træarternes kamp og udvikling op gennem tiderne. Dermed er det i Draved Skov muligt at skabe forbindelse mellem fortid og nutid.

Noget af det særlige i Draved Skov er, at vegetationen skifter hele tiden, fordi jordbunden og vandstanden ændrer sig hele tiden. Derfor kan økologiske modsætninger stå meget tæt på hinanden. En højdeforskel på bare 30 centimeter kan betyde forskellen på, hvad der kan gro hvor.

Kongens Mose

Kongens Mose stammer tilbage fra sidste istid. Smeltevandet fra isen samlede sig da i en sø, der siden blev til en mose. Igennem tiden har mosen hævet sig og har udviklet sig til en højmose.

Draved Skovs oldtid

I tiden efter sidste istid blev Danmark dækket af åbne pionérskove med træer, der krævede meget lys. Men efterhånden skete der en langsom udvælgelsesproces, hvor de såkaldte klimakstræer i højere grad kom til at dominere skovene. De var langsommere i væksten og kunne tåle skygge. Der bredte sig nu urskov overalt landet, og i den Atlantiske tid (der startede 7000-6000 f. Kr.) var Danmark dækket af urskov. Her voksede elm, eg og lind – og linden var så dominerende, at man har kaldt den Atlantiske tid for ’ældre lindetid’.

Helt tilbage i Præborealtiden, da Danmark først blev dækket af skov, var der tale om åben pionérskov. Det vil sige, at den var domineret af lyskrævende træer, der generelt ikke opnåede nogen høj levealder, men var ret fordringsløse med hensyn til klima og jordbund. I tidens løb foregik der imidlertid en langsom udvælgelsesproces, der fremmede opvæksten af en anden slags træer: klimakstræerne. Modsat pionértræerne var de meget langsomme i væksten og kunne tåle skygge. De nåede først sent at bære frugt, og deres frøspredning foregik langsomt. I den Atlantiske tid havde skovens udvikling nået det stadium, hvor den åbne pionérskov blev forvandlet til en stabil urskov, en såkaldt klimaksskov. Efter at den var dannet, indtrådte der en naturlig balance i skovens sammensætning.

Draved Skov er et af de mest velbevarede eksempler på den slags urskov. Skoven har ligget her i 5000-7000 år, og i det område i skoven, der hedder afdeling 386, står der en småbladet lind på et sted, hvor man mener, der har stået en lind i 6000 år. Når Draved Skov ikke er blevet opdyrket og fældet, så skyldes det, at skoven er omgivet af moser og hede. Det gør jorden for fugtig til at opdyrke, og samtidig har det været svært at skulle transportere træ ud af skoven. Derfor har Draved Skov op igennem historien, hvor mange andre skove i Sønderjylland ellers er blevet brugt til skovbrug eller fældet for at give plads til landbrug, fået lov at blive stående.

I stenalderen levede der mennesker ved Kongens Mose. I 1957 opdagede arkæologerne de første spor efter stenaldermenneskenes bopladser, og i årene efter fulgte omfattende udgravninger. Man har siden lokaliseret 23 små bopladser og udgravet fem bopladser tæt ved søen i mosen. Bopladserne var anlagt på små holme ved søen, og fundet af flinteredskaber vidner om, at stenalderfolkene drev fiskeri og jagt i mosen. Senere ændrede klimaet sig i mere fugtig retning. Det fik mosen til at vokse til i krat og træer, og menneskene forlod mosen.

Draved Skovs historie

I middelalderen tilhørte området klosteret i Løgum, og ved reformationen overgik det til kongen.

I 1784 blev skovene i Slesvig ”indfredet”, det vil sige, at de blev indhegnet og bøndernes ret til græsning ophævet, fordi kreaturerne åd al opvæksten af nye træer. Man kan stadig se det store dige, der blev opført rundt om Draved Skov for at holde kreaturerne ude.

Der blev dog stadig drevet kreaturer på Teltkrovej som løber langs Kongens Mose og ind gennem Draved Skov. Det er den gamle drivvej, hvor man drev kvæget sydpå mod Hamborg. Her gik man på kanten af skoven og prøvede på den måde at undgå selve skoven, hvor der kunne være landevejsrøvere og ulve, som var ude efter ens kvæg.

I 1700-tallet foregik der mange ulvejagter i Kongens Mose. Man ville gerne have ram på ulvene, fordi de spiste de kreaturer, der blev drevet ned gennem skoven. Derfor blev herremænd med karle indkaldt til jagt. Fik man ram på en ulv, blev den hængt ind på galgepladsen sammen med forbrydere – ulvene blev nemlig set som forbrydere, fordi de spiste kvæget.

I starten af 1800-tallet var der ikke meget skov tilbage i Sønderjylland, men Draved Skov bestod. Mens man havde fældet store skovområder, fik Draved Skov lov at blive stående, og det skyldtes blandt andet, at der ligger højmoser hele vejen rundt om skoven, og at jordbunden er meget våd. Derfor var et stort set umuligt at dyrke jorden her.

I begyndelsen af 1800-tallet blev der lagt den første plan for egentlig skovdrift i området. Man valgte at satse på såkaldt ”mellemskovsdrift”, hvor man lod et antal ege og birke blive store, men skar alt ”blødtræ” som asp, hassel, rødel og lind ned cirka hvert 35. år og lod det skyde igen fra roden. Driftsformen var sammen med den ret våde jordbund medvirkende til at bevare en skov med mange forskellige træarter i stedet for, som andre steder, ensidigt at satse på eg og bøg. Fra sidste del af 1800-tallet gik man over til den i dag fremherskende ”højskovsdrift”, hvor man dyrker alle træerne til de bliver store. Samtidig erstattede man store dele af løvskoven med nåletræer. Allerede ved genforeningen i 1920, da den danske stat overtog arealerne, blev de enestående rester af gammel naturskov bemærket, og nogle områder blev lagt uden for almindelig drift. Enkelte steder i skoven blev almindelig skovdrift undladt allerede i 1920’erne, og en fredning i 1948 bevirkede, at de ikke siden er rørt.

I den nordvestlige del af skoven ligger højryggede agre fra middelalderen, og i 1952-54 foretog man et forsøg med at rydde skov med stenaldermandens redskaber og dyrke primitive kornsorter på den afbrændte skovbund. Senere er området igen groet til med skov, men man kan opleve resterne af forsøget i skoven.

Med endnu en fredning i 1963 blev cirka 10 ha urørt skov øget til 30 ha af den gamle skov og yderligere 50 ha træbevokset mose. Med naturskovsstrategien blev det i 1994 besluttet at hele skoven på 250 ha skulle være urørt skov ved årtusindskiftet. Men en stor del af arealet bestod af plantninger af nåletræ, og skoven som helhed var stærkt præget af de omkring 37 km grøfter som fra begyndelsen af 1800-tallet og indtil omkring 1987 var blevet gravet i skoven. Derfor blev det vedtaget at rydde de store nåletræer og så vidt muligt genskabe den naturlige vandstand ved at lukke så mange grøfter som muligt. Inden freden sænkede sig over Draved, blev tusindvis af kubikmeter træ fjernet og snesevis af kubikmeter jord kastet tilbage i grøfterne for at standse afvandingen. Draved Skov blev dermed det største, sammenhængende stykke urørt skov i Danmark.

NATURA 2000

Danmark er fra naturens hånd et skovland. Men opdyrkning og overudnyttelse havde i starten af 1800-tallet reduceret det samlede skovareal til kun cirka 4 % af landets areal. Selvom skovarealet gennem tilplantninger siden er øget til 12 %, er arealet med naturlig skov forsvindende lille. I 1992 blev der derfor udarbejdet en strategi for de danske naturskove som optakt til FN’s miljømøde i Rio. Den skulle sikre et areal på mindst 5.000 hektar, der fremover lades urørt. Draved Skov er et af de områder, der blev udpeget til at være urørt fra år 2000. Ved udpegningen blev der lagt særlig vægt på, at sammensætningen af dele af Draved Skov ikke har ændret sig meget de sidste 6000 år, og området er således et enestående levested for masser af svampe, planter og dyr.

Dravedhus

Skovfogedhuset Dravedhus har i mange år været hjemsted for Draved Skovs opsynsmænd. Flere dramatiske begivenheder har udspillet sig her. I 1598 blev trætyven og pyromanen Ludde Jansen hængt ved huset. Gerningsmanden blev hængt hele to gange, da første hængning mislykkedes, fordi skarpretteren fik to fingre i klemme mellem galgestolpen og strikken, og derfor skar rebet over da han mente misdæderen var død. Det var han dog ikke, og Ludde Jansen blev hængt for anden gang tre dage senere den 22. juni 1598. I 1775 nedbrændte skovfogedhuset endnu en gang, men denne gang var branden ikke påsat. Den daværende unge skovfoged Jens Hansen så huset være i brand, og løb ind for at redde en værdifuld ”drejkiste”. De pårørende der iagttog sceneriet kunne se at det var ved at lykkedes ham at redde den værdifulde kiste, men da han nåede til gangen rutsjede stråtaget ned foran indgangspartiet. Jens så da ingen anden udvej end at kravle ind i husets bageovn. Her fandt man ham, død af iltmangel, bare 30 år gammel.

Kongens Mose

Kongens Mose er nu fuldstændig fredet og al tidligere landbrugsdrift og afvanding er standset.
Mosen lå gennem århundreder stille hen som et ufremkommeligt naturområde. Den eneste aktivitet var studedriften på Teltkrovej øst for mosen. Kongens Mose hørte ligesom Draved Skov oprindelig til Løgum Kloster, og efter 1548 til kongen. Sidst i 1700-tallet udpagtede kongen mosen til tørvegravning. I 1900-tallet blev tørvegravningen industrialiseret med gravemaskiner, og der blev lagt tipvognsspor ud i mosen. I 1955 indledte Pindstrup Mosebrug en omfattende afvanding og kultivering af store dele af Kongens Mose. De voldsomme indgreb vakte kritik, som senere førte til en fredning af hele mosen. Fra 2003 ophørte endvidere al landbrugsdrift i mosens udkant.