Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Historie - Knurrenborg Vagn

Knurrenborg Vangs oldtid

Knurrenborg Vang ligger i et småbakket morænelandskab. Det går fra en randmoræne i vest til dødisprægede bakkeområder i nord og syd. Jordbunden er grus på de højtliggende steder og sand på de lavtliggende områder. Både grus og sand er smeltevandsaflejringer. Desuden findes et centralt bælte af moræneler i undergrunden.

Området er præget af sammenhængende og ofte store vådbundsområder med ferskvandstørv, hvor der langt op i historisk tid har været moser. De fleste af disse moser er i dag drænede og opdyrkede eller skovbevoksede. Derfor er en stor del af de oprindelige moser nu skovmoser.

Sydøst for Knurrenborg Vang er området præget af en større øst-vest-gående smeltevandsdal med forbindelse til Øresund. Ådalen er flankeret af morænesletter, der hælder jævnt ned mod dalen. I denne dal løber nutidens Nive Å med udløb i Nivå Bugt i Øresund. I smeltevandsdalen ligger desuden Langstrup Mose.

Ved Nive Ås udløb i Øresund – ved den nuværende Nivå Havn – gik der i stenalderen en fjord fire kilometer ind i landet. I jægerstenalderens sidste årtusinder (6000 til 4000 f.v.t.) skabte stenalderhavets stigninger talrige nye fjorde ved de danske kyster. Havstigningerne skyldtes blandt andet, at klimaet var cirka tre grader varmere end i dag, så store dele af indlandsisen smeltede og hævede vandstanden i havene.

Nivå fjord gav grundlag for bopladser for stenalderfolket. Langs den tidligere fjords bredder og på holmene ude i fjorden har man fundet mange bopladser fra Ertebøllekulturen – en stenalderkultur, der eksisterede fra 5400 til 3900 f.v.t. Rester fra disse bopladser findes blandt andet stadig i Langstrup Mose sydøst for Knurrenborg Vang.

Fund af knogler viser, at rådyr udgjorde over halvdelen af disse stenalderjægeres jagtbytte, mens knogler fra kronhjort, vildsvin og pelsdyr også er fundet. Ved kysten fangede stenalderfolket fugle – blandt andet den nu uddøde geirfugl – ligesom de fangede sæler, fladfisk og torsk.

Også i bronzealderen – 1700 til 500 f.v.t. – var området beboet, og i Langstrup Mose har man gjort et opsigtsvækkende fund af en bælteplade. Bæltespændet er et af de fornemmeste kvindesmykker fra bronzealderen, man har fundet i Danmark. Det kan ses på Nationalmuseet i København.

Omkring den tidligere fjord lå mange gravhøje og stendysser, men de er alle forsvundet i dag. Stenene blev blandt andet brugt til at bygge Kongevejene. Desuden har dyre- og fuglelivet været langt rigere, end det er i dag.

Knurrenborg Vangs historie

I løbet af bronzealderen, jernalderen, vikingetiden og middelalderen steg befolkningstallet, og menneskene blev gradvist mere bofaste. Derfor steg behovet for tømmer til huse, broer, skibe og opvarmning, ligesom folk lod deres husdyr græsse i skoven og brugte træernes løv til foder. Det sled på skovene, og fra år 1000 til 1800 faldt skovarealet i Danmark fra omkring 70 % til 2-3 % af landets areal.

Kulsvidning

En stor del af skovrydningen i området omkring Knurrenborg Vang skyldes kulsvierne, som producerede trækul i stor stil. Kulsvidning var især udbredt i de nordsjællandske skove, fordi de lå tæt på København, hvor behovet for trækul til husopvarmning og fabrikker var stort. Derudover brugte man blandt andet trækul i smedenes esser, når de slog mønt og fremstillede våben for kongen, og som filter når apotekerne skulle rense væsker.

Kulsvierne brændte trækullet i kulmiler. En kulmile er en halvkugle- eller kegleformet bunke af træ, der dækkes med græstørv og jord. Træet brændes til trækul ved, at man regulerer lufttilstrømningen, sådan at træmassen akkurat opvarmes til forkulningstemperatur, uden at træet forbrændes.

Det vides ikke med sikkerhed, hvornår man begyndte at fremstille trækul i Nordsjælland. Til gengæld er det sikkert, at trækul er en forudsætning for at smelte metal, og derfor stammer de første kulsvidninger formentlig fra bronzealderen (1700 til 500 f.v.t.). Den tidlige udvinding og bearbejdning af metaller som kobber og tin krævede temperaturer på omkring 1000 grader, hvilket kun trækul kunne give.

I jernalderen (500 f.v.t. til 800 e.f.t.) steg behovet for trækul markant, fordi jernudvindingen fra myremalm fra moserne krævede temperaturer på mere end 1500 grader.

I 1300-tallet steg efterspørgslen på trækul igen. Nu begyndte man nemlig at fremstille krudt, hvori trækul er en vigtig bestanddel. Dette stigende behov for trækul gik ud over skovenes udbredelse.

Asminderød

Kulsvidning var dog ikke den eneste grund til skovrydning. Også landbruget gjorde sit indhug i skovene. Ved Knurrenborg Vang ligger Asminderød, der oprindeligt var en selvstændig landsby. Stednavnet Asminderød tyder på, at man begyndte at skovrydde og opdyrke området i middelalderen – højst sandsynligt i 1100-tallet. Endelsen -rød stammer nemlig fra middelalderen og betyder ’rydningsplads i skoven’. Efter sigende ryddede en mand ved navn Asmund og hans huskarle så meget jord, at den kunne ernære seks bønder og præsten.

Asminderød Kirke blev også opført i 1100-tallet. Og selvom Asminderød i dag har mistet sit gamle landsbypræg, var landsbyen i en lang periode sogneby for et stort opland nord og øst for byen ud til Øresund. Omkring Asminderød opførtes mindre herregårde såsom Ebbekøbsgård og Rolands Gaarde.

Asminderød udvidede sig for alvor, da Fredensborg Slot blev bygget fra 1719-23. Mange håndværkere og specialister søgte husly i Asminderød og omegn, mens de arbejdede på slottet, og mange nye huse blev derfor bygget. I slutningen af 1700-tallet bestod Asminderød af 55 huse og seks gårde. Senere udvidede byen sig endnu mere, og smeltede efterhånden sammen med Fredensborg.

Ebbekøb og Knurrenborg Vange

Knurrenborg Vang har oprindeligt været inddelt i to dele, Ebbekøb Vang og Knurrenborg Vang. Ebbekøb Vang udgjorde den nuværende skovs vestlige del ud mod Fredensborg Kongevej, mens Knurrenborg Vang udgjorde den østlige del. De to skove var adskilt af et dige, der stadig kan ses flere steder i Knurrenborg Vang.

I Ebbekøb Vang lå herregården Ebbekøbsgård. Stedbetegnelsen Ebbekøb stammer fra en mand ved navnet Ebbe, der købte jorden – Ebbe Kjøb Gaard. Ebbekøbsgård var kongelig og nævnes første gang i Roskildebispens jordebog i 1370. Gården fungerede som ladegård til Hirscholm Slot i det nuværende Hørsholm, hvilket betød, at den forsynede slottet med mad. Ebbekøbsgård blev nedlagt i 1717, hvorefter materialer som tagsten og tømmer blev transporteret til Esrum, hvor de blev brugt til opførelsen af rytterbarakker.

Roland Gaarde og Knurrenborg Huse

Vest for Knurrenborg Vang lå oprindeligt de to gårde, Roland Gaarde. Man mener, at navnet Roland kommer af planten roe. Så langt tilbage i tiden man kan spore, har Roland Gaarde bestået af to enkeltgårde.

Knurrenborg Huse var to landgildehuse. De fungerede som boliger for de to vangemænd, der passede på vangene – altså det opdyrkede land – ved Knurrenborg Vang. Husene lå umiddelbart uden for de to Roland Gaardes vangegærde og havde begge lidt sædejord. Man ved, at de to vangemænd i 1686 hed Olluf Toerdsen og Thommes Mickelsen.

Skære Mølle

Syd for Knurrenborg Vang har der ligget en vandmølle, hvor Rolandsvej krydser Langstrup Å.

Den oprindelige vandmølle stammer fra omkring 1100. Senere omtales møllen som Schiere Mølle, hvilket er blevet til Skære Mølle, som betyder savmølle.

Vandmøllen blev senere suppleret med en stubmølle – det er en vindmølle bygget af træ, der står på en fod, så hele møllen kan dreje efter vindens retning. På kort fra 1720 og 1768 er der derfor både angivet en vandmølle og en stubmølle. Møllerne brændte i 1845. Derefter opførte man en hollandsk vindmølle på Fredensborg Kongevej 47, men den blev revet ned i 1965.

Knurrenborg Vang etableres

Knurrenborg Vang, som vi kender den i dag, blev etableret i 1805 med Skovforordningen. Før 1805 var der ingen afgrænsninger mellem skov og landbrugsjord, og man udnyttede derfor områderne i flæng til både afgræsning og træhugst, hvilket sled på skovene. Derfor trak man i 1805 skarpe skel mellem skov og landbrug. Afgrænsningerne blev markeret i form af skovdiger og flettet hegn langs alle skovgrænser. Digerne holdt hjortevildtet inde i skoven, mens de holdt kreaturerne ude, da det samtidig blev forbudt at sætte dyr på græs eller olden i skoven. I dag kan man flere steder se de kulturhistoriske spor fra tiden før Skovforordningen i form af gamle agre, skovdiger og fægyder, hvorigennem dyrene blev drevet til græsningsarealer.

Om navnet

Navnet optræder første gang i 1613 som Knurrenborgh og i 1844 som Knurrenborg Vang.
Knurrenborg er sammensat af forleddet knurre og efterleddet -borg. Navnet er højst sandsynligt opstået som stednavn for nogle huse ved den nuværende skov. Knurre kan betyde en knast eller noget knudret, som hentyder til husenes udseende. Men det mest sandsynlige er, at knurre har hentydet til gnavenhed hos husets/husenes beboere – en gnavenhed, der formodentligt har skyldtes fattigdom. Efterleddet -borg kan betyde forhøjning eller fæstningsanlæg, ligesom det kan bruges i en ironisk og spottende betydning om små, sølle huse. Det er efter al sandsynlighed den sidste betydning, der er tale om i stednavnet Knurrenborg.