Året rundt i Knurrenborg Vang

Forår

Marts

I marts-april vælger spætmejsen et redehul, som den tilpasser med ler for at holde større fugle ude af hullet. Nældens takvinge vågner af sin vinterdvale og begynder at flyve på varme dage. Den butsnudede frø kvækker og lægger æg.

April

Skovrandøje tager de første flyveture. Den finder steder, hvor solen kommer gennem træerne, og opretter et yngleterritorium. Solsorten sætter ind med forårssang, og gransangeren vender tilbage fra overvintring i Sydeuropa. Blomsterne i skovbunden springer ud, før træerne springer ud og lukker af for lyset. Rævens hvalpe kommer ud og leger foran hulen. Råbukken fejer sit nyudvoksede gevir på træer og buske for at skrabe basthuden af geviret.

Maj

Bøgen er lige sprunget ud og gør skoven lysegrøn. Anemonerne er ved af visne af. Snogen kommer frem og soler sig ved vådområder på varme dage.


Sommer

Juni

Nu er egen også sprunget ud, og hele skoven er grøn. Skovens rålam er kommet til verden. Fuglesangen er på sit højeste, da alle sangere er kommet. De er i gang med rugningen, inden måneden er gået.

Juli

Sommerfugle og guldsmede flyver rundt, og de små frøer og tudser har forladt vandhullerne og moserne. Rådyrene har parringssæson, og man kan høre råbukkene "gø" for at vinde hunnernes gunst. Skovhindbærrene modner nu.

August

Græshopperne synger livligt i de åbne områder i skoven.


Efterår

September og Oktober

På fugtige morgner ses de dugfyldte edderkoppespind alle steder. Mange fugle trækker sydpå. På varme dage kan man se store flokke af musvåger, der kredser på opvinden, før de drager sydpå. Skoven står i gyldne efterårsfarver. Frøer og salamandre graver sig ned for vinteren.

November

Spætmejse, egern og mus samler stadig ind til vinterforråd. De sidste trækfugle flyver sydpå. Rådyrenes parringstid er forlængst forbi, og mængden af kønshormon falder, hvilket får råbukkens gevir til at falde af – til foråret vokser et nyt frem igen. Man kan være heldig at finde en tak fra geviret på skovbunden.


Vinter

December

Nu kan man samle mos, svampe og kogler til juledekorationer – gran og kogler dog kun fra skovbunden.

Januar

Hvis der er sne i skoven, kan man nu gå på jagt efter dyrespor. Rådyrene æder knopper fra træerne. Musvitter og blåmejser tager så småt fat på forårssangen.

Februar

Lyset vender tilbage. Skovduen begynder at kurre, og spætten trommer. Det er parringstid for rævene.