Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Historie - Stråsø Plantage

Helt frem til slutningen af 1800-tallet kæmpede bønderne i Vestjylland med omfattende sandflugt, der hvert år truede med at ødelægge høsten. I midten af det 19. århundrede begyndte tilplantningerne af klitplantagerne helt ude ved Vesterhavet, og fra 1891 begyndte staten at opkøbe hede- og landbrugsarealer i den nuværende Stråsø Plantage for at plante skov. Plantagen har i dag et varieret dyreliv.

Ved Lilleåen. Foto: Lars Gundersen

Geologi

Stråsø Plantage ligger på en del af Skovbjerg Bakkeø. Under sidste istid, for 22.000 år siden, lå israndlinjen ned midt igennem Jylland, og smeltevandet strømmede mod vest, hvor det var med til at opbygge de store vestjyske hedesletter, der sammen med de nutidige ådale omslutter bakkeøerne.

Bakkeøerne er rester af et mere end 100.000 år gammelt morænelandskab fra næstsidste istid. Under sidste istid voksede intet på morænelandskabet, hvorfor smeltevandet samt vinden og vejret udjævnede landskabet. Det vestjyske morænelandskab hæver sig derfor ikke så meget i højden som det yngre østjyske morænelandskab. Er du heldig, kan du på åbne arealer se vindslebne sten (gåsebryststen), som under sidste istid er blevet poleret af det fygende sand.

Da jordbunden i Stråsø Plantage er gammel morænejord fra tidligere istider, varierer den meget. Nogle steder i plantagen kan du se blåler helt tæt på jordoverfladen, men det mest almindelige er den lette sandjord, der er resultatet af århundreders sandflugt. 

I områderne, hvor vinden har blæst sandet helt væk, ligger der tusindvis af sten tilbage, hvilket kan få jordoverfladen til at virke som om, den er brolagt. På grund af stenene er arealerne svære at dyrke. Områderne, der sandede til under sandflugten, består af rent sand oven på gammel morænejord. Her vokser skoven fortrinligt. Stenene i jorden vidner om, at isen har bragt materialet til Danmark fra Norge og Sverige.

Stråsø Plantage i oldtiden

Efter den sidste istid, 11.700 – 6.000 år før vores tidsregning, begyndte planterne så småt at indvandre. Kun de mest hårdføre kunne klare klimaet. De første mange år var landskabet domineret af urter og lave buske, men efterhånden kom enkelte træer til. Birk, hassel, lind, skovfyr og eg bredte sig langsomt over hele Danmark.

Allerede i bronzealderen (omkring år 1800 før vores tidsregning) og jernalderen (år 500-850 før vores tidsregning) begyndte man at dyrke marker. At oldtidsmennesket har været i området vidner plantagens gravhøje om. Samtidig er der fundet potteskår og stenalderbopladser i Ølgryde Plantage, der ligger få kilometer øst for Stråsø Plantage. Link til digital naturguide for Ølgryde Plantage.

Oldtidsmenneskene i Stråsø Plantage ryddede skovene og dyrkede jorden, som efter få år blev udpint og derpå opgivet. Herefter blev nye marker ryddet og opdyrket. Og sådan blev det ved, så landbruget bredte sig over større og større arealer. Arealerne, som bønderne havde opgivet, blev invaderet af først revling og senere af lyngen. Heden – det mørke, rødbrune tæppe – rullede langsomt ind over Vestjylland.

Hedebønderne

De lette sandjorde var med 1700-tallets teknologi ikke egnede til at give udbytte år efter år. Jorden blev dyrket i fire-seks år, hvorefter den skulle hvile i en længere årrække for igen at samle næring. Derfor var det nødvendigt med store arealer for at kunne sikre en høst hvert år. Både udmarken, eller heden og de hvilende jorder blev benyttet til græsningsarealer. Markerne og de vigtige engarealer langs åen skulle først og fremmest sikre foder til kvæget. Kvæget var hedebondens mest sikre udbytte. De mere usikre kornafgrøder kom i anden række.
Hedebønderne pløjede eller brød den hårde jord. Herefter satte de ild til lyngtørven, hvilket var med til at give jorden næring. Når jorden havde været overladt til sig selv og samlet næring over en længere årrække, kunne hele processen begynde forfra.
Når dyrkningen ophørte, voksede der græs og senere lyng på marken. Derfor blev de hvilende marker brugt til græsning. I 1700-tallet begyndte bønderne at bruge afgrøder som kløver og rajgræs til at forbedre jorden.

H.C. Andersen på Nørre Vosborg

Historisk set har herregården Nørre Vosborg ved Vemb vest for Holstebro været et vigtigt omdrejningspunkt i områdets historie, hvilket også går igen i navnet på den nordligste af hederne i Stråsø Plantage: Nørre Vosborg Hede.

Oprindeligt lå herregården tættere på Vesterhavet, men i 1532 skyllede en kæmpe stormflod ind over gården, der sank i jorden. I midten af 1500-tallet genopførte den daværende ejer, den katolske biskop fra Odense, Knud Gyldenstjerne, Nørre Vosborg på den nuværende placering.

I sommeren 1859, mens han var på sin ”store Jyllandsrejse, besøgte H.C. Andersen Nørre Vosborg. Den daværende godsejer, A.E.M. Tang, havde inviteret Andersen, og opholdet formede sig som en stor hyldest til digteren. Prominente gæster blev inviteret, og der blev holdt store fester. Under sit ophold skrev H.C. Andersen digte, lavede papirklip og tog på udflugter i omegnen – blandt andet så han Vesterhavet, hvilket han brændende havde ønsket sig. Under opholdet besøgte digteren også oldtidshøjen Lærkehøj, der ligger omkring midten i den nuværende Stråsø Plantage. Efter sigende var det udsigten derfra, der inspirerede ham til at skrive det berømte digt ”Jylland mellem tvende have”.

Tømmer i stakke. Foto: Lars Gundersen

Staten køber heden

For at dæmpe sandflugten i området og producere brænde og gavntræ købte den danske stat i 1891 den enlige hedegård, Stråsøgård, der kom til at give navn til hele plantagekomplekset. De næste mange år fortsatte staten deres opkøb af mindre gode landbrugsjorder – for eksempel under Besættelsen, hvor skovarbejdet var beskæftigelse til arbejdsløse – der så slap for at gå i tysk tjeneste.

Kaj Munk går på jagt

Den berømte præst og dramatiker, Kaj Munk, havde også tilknytning til det, der i dag er Stråsø Plantage. Han ejede Vind Hede, hvis sydøstlige del i dag er opkaldt efter ham. Fra 1924 til 1944 havde Kaj Munk sit embede i Vedersø Sogn, hvor han blev hentet af den tyske besættelsesmagt og henrettet ved Silkeborg. I sin levetid var Kaj Munk en ivrig jæger og naturelsker, der satte stor pris på at gå på jagt på de storslåede heder i Vestjylland.

Indtil 1996 var Vind Hede hjemsted for en bestand af urfugle. Urfuglen havde været fredet siden 1972, men uddøde endeligt i Danmark i 2001.

Hedernes udbredelse og fredning

Man mener, at hederne havde den største udbredelse i midten af 1600-tallet, hvor hedebønderne begyndte at opdyrke dele af heden. Men helt frem til omkring 1800 udgjorde heder, enge og moser tilsammen omkring 1,2 millioner hektar, eller hvad der svarer til ca. 40 procent af Jyllands samlede areal. Ved hjælp af ny viden og nye teknologiske fremskridt begyndte man for alvor opdyrkningen af hederne i 1800- og 1900-tallet. Omkring 1950 var kun ca. otte procent af Jylland dækket af heder.

Allerede i starten af 1900-tallet begyndte nogle at bekymre sig om denne udvikling. Flere store områder blev fredet, fordi hederne skulle bevares for eftertiden. Med fredningerne overlod man hederne til sig selv, og naturen fik lov til at gå sin egen gang. Til manges store overraskelse skiftede hederne udseende og sprang langsomt, men sikkert, i skov. Man fandt ud af, at det ikke var nok at frede hederne. De skulle også plejes, hvis man ville bevare dem.

Nyt liv til danske heder

I perioden 2011-2015 gennemfører Naturstyrelsen sammen med EU Kommissionen naturpleje på seks af de største jyske heder i Danmark – herunder hederne i Stråsø Plantage. Naturplejeprojektet hedder LIFE Hede, og målet er at genskabe og bevare nogle af Danmarks største heder, fordi heden som naturtype er truet og sårbar – ikke kun i Danmark, men også på europæisk plan.

For at genskabe og forynge hederne brænder Naturstyrelsen hederne af. Det ser dramatisk ud, når hederne står i flammer eller ligger sorte og afsvedne hen, men afbrændingerne giver nyt liv til heden, og får den til at blomstre med lyng og andre hedeplanter.

Efter afbrændingerne fjerner Naturstyrelsen det tykke lag af lyngtørv, der ikke forsvinder ved afbrænding. Det sker med en traktor med en form for plov, der skræller heden væk helt ned til sandet. Ved at gøre kål på lyngtørven efterligner Naturstyrelsen det, hedebønderne gjorde. I nogle områder graver man dybt ned, andre steder må man ikke røre af hensyn til fortidsminder.

Om navnet Stråsø

Stråsø Plantage er opkaldt efter den enlige hedegård, Stråsøgaard, der var det første stykke land, som staten købte i området. Stednavnet ”Stråsø” er oprindeligt et sønavn – i betydningen ”landevej, tværvej” og sø.