Vitamintilskud fra birketræet

I saften fra birketræer kan du finde mange næringsstoffer, der kan give dig et vitaminboost.

Om foråret stiger saften op i løvtræerne, der ellers har været i en slags dvale hele vinteren. Det er træernes måde at trække energi op til det forestående løvspring.

Fra marts til maj måned, hvor birkebladene springer ud, stiger saften i birketræet så kraftigt, at man kan tappe og drikke den. Når man skærer en gren over, vil der være sådan en kraft på saften, at den fortsætter med at piple ud af grenenden.

Hvis du gerne vil smage birkesaft, skal du finde et birketræ og skære en gren. Find en gren, der er 1,5 - 2 cm tyk, og som sidder på stammen. Skær grenen af, og stik grenens ende ned i en flaske. Bind flasken fast på grenen med et stykke sejlgarn. Nu vil birkesaften piple ned i flasken.
Birketræets saft er dejlig sød. Saften er en blanding af det vand, som birktræet trækker op fra jorden og sukkerstoffer fra birketræet. Birkesaft smager ekstra godt, når det er kølet af. Så tap det ned i din flaske, og køl det af i køleskab eller bæk. Man kan også koge birkesaften ind, så den kommer til at smage sødere, eller koge det meste af vandet væk, så det bliver til birkesirup.

Birkesaft indeholder alle de næringsstoffer, som birken skal bruge for at vokse, fx fruktose, glukose, frugtsyrer, aminosyrer, C-vitaminer, kalium, kalcium, fosfor, magesium, mangan, zink, natrium og jern.
I gamle dage brugte man også birkesaft til folkemedicin, vin og hårvand.

Hvis du ikke har et birketræ hjemme i haven, kan du besøge Naturstyrelsens skove, hvor der findes birketræer mange steder. Her må du klippe en gren af et træ, der er over 10 meter højt.

Vidste du at...

  • Der findes to arter af vildtvoksende birketræer i Danmark - dunbirk og voretebirk

  • De to arter indvandrerede til landet som de første træer efter istiden for ca. 12.000 år siden

  • Birketræer kan blive 25-30 m. høje