Vinterens fugle

Når frosten sætter ind, søger mange fugle fra skoven ind til byerne. De søger føde i byerne og flyver tilbage til skoven hver aften. 

Solsortene samles ofte i flokke i grantræer, hvor de finder sig et skjul mellem træernes tætte grene. Skovspurve og gråspurve samles også af og til på fælles sovesteder i graner, hvor de sidder og trykker sig op mod hinanden, men de sover dog hellere i huller i træerne ligesom mejserne.

Tidligere trak de danske måger syd på om vinteren, men nu bliver mange måger i Danmark hele året. Det skyldes ikke mindst, at der i havne, byer og på lodsepladser er rigeligt med føde i form af affald at finde for dem.

Langs kysterne og ved søer og vandløb kan du møde masser af svømme- og dykænder. Det kan f.eks. være troldænder, skeænder, krikænder, gråænder, toppede lappedykkere, små skalleslugere, knopsvaner, sangsvaner eller grågæs.

Og i Tøndermarsken og vadehavsområdet har de besøg af tusindvis af gæs på træk fra det arktiske område. 

Får vi en kold vinter, bliver havne og andre steder, der er fri for is, tilholdssted for mange svømmefugle. Du kan se mange forskellige arter på et lille område. Men læg mærke til, at de helst holder sammen i artsflokke og altså ikke blander sig indbyrdes.

Vandstær

Vandstæren er en ret almindelig vintergæst i Danmark. Den gæster det samme sted år efter år, og etablerer et vinter territorium, men den yngler her meget sjældent.

Du kan se den på de stenede bredder langs vandløb. Som den eneste spurvefugl har vandstæren nemlig valgt at søge føde i vandet. Langs de vandløb, hvor strømmen er frisk, sidder vandstæren på sten og tuer.

Pludselig hopper den på hovedet i vandet, og ved at folde vingerne lidt ud får den vandstrømmen til at presse sig ned til bunden. Vandstæren har et ekstra øjelåg - en blinkhinde - der er halvgennemsigtig og som den bruger som dykkerbriller, mens den samler insekter og smådyr. Når den ikke længere kan holde vejret slipper den og klapper vingerne ind og stiger op som en prop.

Ved vandløbene afslører hvide ekskrementklatter på stenene ved vandet, at der er vandstære til stede.

Isfugl

Ser du en skinnende blå-grøn fugl sidde opret og stille på en gren, der rager ud over vandet – er det Isfuglen, som jager og lever ved de ferske vande.

Isfuglen jager fra en udkigspost, eller stående på kippende vinger, og fanger op til 10 cm lange fisk, tanglopper, guldsmedelarver og andre vandinsekter.

Der er kun ganske få isfugle, som yngler i Danmark, men der kommer flere omstrejfende vintergæster på besøg.

Sjaggere

Hver vinter kommer flokke af sjaggere til Danmark nordfra for at overvintre. Sjaggerne strejfer rundt og finder træer med bær som røn, tjørn og havtorn, og så er der festmåltid. Da sjaggere er ret stridbare både over for andre fugle og indbyrdes, går det aldrig stille af. Sjaggeren er en nær slægtning til solsorten, og både i bevægelse og adfærd ligner de hinanden.

I løbet af vinteren opløses sjaggerflokkene, og man ser små hold eller enkeltfugle i vinterlandskabet, og der besøger den også ofte foderbrætter i haven. Det er en køn fugl og fødemæssig vil den have det samme som solsorten, og så må man acceptere at den bringer lidt uro.

I Danmark var sjaggeren tidligere en ren trækfugl, men i dag yngler den også spredt i Danmark. Der er ofte mange sjaggere sammen, for ligesom sjaggere i vintertiden ofte færdes i flokke, kan den også i yngletiden godt lide at bo mange sammen i kolonier.