Fjordens liv
Phoca vitulina
Den spættede sæl er almindelig i de fleste danske farvande, og den kan ses hele året. Spættet sæl er den eneste sæl, der yngler fast i Danmark.
Den lever nær kyster med uforstyrrede sandbanker, revler og småøer. Her både hviler og parrer sælen sig.
Avnø Fjord er et oplagt sted for sæler, hvor de ofte ligger på stenrevet cirka 800 meter fra kysten. De kan være svære at få øje på, når de ligger på stenene. Men du kan kende dem ved, at de ofte ligger med hovedet og baglufferne løftet.
Sælen kan blive næsten lige så stor som en voksen person. Dens længde kan variere fra 145 - 200 cm og dens vægt fra 65 – 140 kg. Sælen kan blive op til 36 år gammel.
Den spættede sæl er drægtig (gravid) i 11 måneder og føder kun én unge om året. Modsat andre sæler kan ungen gå med i vandet lige efter fødslen. Ungen dier i en måned, hvorefter den må klare sig selv. Efter 3 - 5 år er den spættede sæl klar til selv at få unger.
Sælen er ikke kræsen, den lever af alle mulige slags fisk, krebsdyr og blæksprutter. Den bruger sit syn og de lange knurhår, når den jager. Med knurhårene kan den mærke bølgeslagene fra fisk, der svømmer forbi. Den kan jage helt ned til 400 meters dybde og med en fart på op til 35 km/t.
Sælen kan holde vejret under vandet i over ti minutter og kan oplagre ilt i blodet. Den kan også sænke sin hjerterytme og puls til en tiendedel af det normale, så den kan blive længere tid under vand.
Zoarces viviparus
Aalmutter – ålemoder
I 1700-tallet gik der historier om, at glasål fra den almindelige ål kom fra ålekvabben. Derfor er den historisk blevet kaldt ”ålemoder” på blandt andet engelsk og tysk. Det er nu blot en historie, for ålen og ålekvabben ikke er i familie.
Hvad der er endnu mere interessant er, at ålekvabben er den eneste fisk, hvor der er fundet bevis på, at dens yngel dier, inden ungerne bliver født. Danske forskere har fundet såkaldte follikler i hunnens bug, som de 80-120 unger dier ved, før de bliver født. Der er én follikel per unge, som forsyner den med både næring og ilt. Denne særlige tilpasning gør, at ålekvabbens unger er så store, at de kan blive født i lavt, koldt vand om vinteren, hvor der ikke er så mange rovdyr, så der er flere af dem, der overlever. Hunnen bliver befrugtet i august, men først i slutningen af januar føder den de små ålekvabber.
Avnø Fjord har en naturlig havbund med masser af skjulesteder i ålegræsset og blæretangen på de lavvandede områder, og derfor er fjorden et perfekt levested for ålekvabben. Samtidig er vandet i Avnø Fjord brak, hvilket betyder, at der ikke er så meget salt i vandet, og det trives ålekvabben rigtig godt i.
Ålekvabber kan blive op til ti år gamle og bliver kønsmodne som toårige. De lever hele sit liv det samme sted. Derfor kan den være en god markør for forurening i vandet, da tungmetaller ophobes i dens fedtvæv. Under sin lange drægtighedsperiode overfører hunnen både nærings- og giftstoffer til sin yngel, og derfor kan det være tegn på forurening, hvis ungerne er misdannede.
Syngnathus typhle
Den almindelige tangnål er en nåleformet fisk, der kan blive op til 35 cm lang - hunnen er størst. Hannen kan kendes på, at den har en smuk, farverig finne på undersiden.
Tangnålen lever mest langs kyster i lavt vand, men kan findes helt ned til 20 meters dybde.
Tangnålen bruger det meste af sin tid i en lodret stilling, hvor den gemmer sig blandt ålegræs eller tang. Derfor er Avnø Fjord et godt sted for tangnålen, da der er masser af ålegræs og tang. Tangnålen lever af smådyr, som den fanger ved at suge en mundfuld vand ind i munden. Det er lidt ligesom, når du suger i et sugerør.
Udover at tangnålen er godt camoufleret, er den også beklædt med hårde benplader, der beskytter den mod rovdyr.
Tangnålen har en forunderlig ynglebiologi. Ligesom dens nærmeste slægtning, søhesten, er hannen udstyret med en såkaldt rugepose, som flere hunner lægger deres æg i.
Tangnåle parrer sig med flere partnere, og både hunner og hanner går efter de største og sundeste partnere. Hunnerne lægger færre æg i rugeposen hos dårlige hanner, og hannerne kan finde på at opløse æg fra dårlige hunner for at få mere plads og næring til æg fra bedre hunner.
Efter fire uger er æggene klar til at klække, og i larvernes første dage bliver de ved hannen og søger tilflugt i rugeposen, hvis der er tegn på fare.
Lepidium latifolium
Strandkarse findes langs kyster i den sydlige og østlige del af landet og står ofte i tætte bestande, da den spredes både via frø og rodskud. Det er en meget hårdfør flerårig plante, der kan klare sig helt ud til vandet, i fuld sol og med en hel del vind.
Blomsterne bestøves af insekter, og frøene spredes med vind og vand.
Strandkarsen har brug for salt i jorden for at kunne overleve, så du finder den typisk på strande, hvor rådnende tang giver god næring til jorden, eller længere inde på land, hvor jorden er mere næringsrig, men stadig salt. På Avnø finder du den langs hele stranden.
Strandkarse kaldes også for nordens wasabi, da den smager som kålplanten wasabi. Den har tidligere været dyrket som køkkenurt (salatplante), hvor man især har brugt bladene til madlavning, men dyrkningen stoppede for cirka 100 år siden.
I middelalderen blev strandkarse anvendt som lægeplante, hvor den blandt andet blev brugt mod nyre- og blæresten. Den bruges stadig som urtemedicin i blandt andet Asien og Sydamerika, hvor man mener, at den kan hjælpe på en lang række sygdomme.
Planten er populær hos grønbroget kålsommerfugl (Pontia edusa), der lægger sine æg på blandt andet strandkarse. Den vælger især de planter, der har bar jord omkring rødderne og ikke står for vådt, så der er dejligt varmt.
Når æggene klækkes, og larven kommer ud, lever den mest af strandkarsens blomster og skulper, som er en special kapsel, hvor frøene sidder. De voksne sommerfugle flyver rundt for at finde de bedste steder at lægge nye æg.
Grønbroget kålsommerfugl har flere generationer hvert år. De første æg lægges i maj og bliver i løbet af fire til seks uger til fuldt udvoksede sommerfugle, der er klar til at lægge nye æg. Årets sidste generation af grønbroget kålsommerfugl overvintrer som puppe på strandkarsens rødder. Larverne kan ikke tåle regn og kulde. Strandkarse blomstrer i juli og august og er derfor særlig vigtig for anden og tredje generation og de overvintrende pupper.
Da der på Avnø ikke foregår nogen jordbearbejdning i løbet af året, kan området blive et vigtigt levested for grønbroget kålsommerfugl, da dens pupper ville dø, når jorden blev pløjet om efteråret.
Strandengens liv
Haliaeetus albicilla
Havørnen er nordens største rovfugl og en sand jæger. Den har flere forskellige strategier i sin jagt på byttet - drukning, udmattelsesjagt, standjagt, redeplyndring og ådselsæder.
Ved drukning flyver ørnen lavt over vandet og lander på ryggen af en svømmende fugl, og så bliver ørnen stående på ryggen af fuglen, til den er druknet. Ved udmattelsesjagt angriber én eller flere ørne en fugl mange gange i løbet af kort tid, så fuglen bliver udmattet og til sidst ikke længere har kræfter til at flygte.
Ved standjagt (og ikke strandjagt) sidder ørnen højt oppe og holder øje med en fugl eller fisk, der kan være et let bytte. Havørnen kan også finde på at spise æg og fugleunger fra for eksempel skarvreder eller blot spise et dødt dyr (ådsel), den finder på sin vej.
Griber havørnen et bytte, fx fugl eller fisk, klemmer den fem gange så kraftigt som en menneskehånd og med fem centimeter lange, skarpe kløer. Er byttet for tungt at flyve med, kan ørnen svømme i land med byttet.
I forhold til Avnø er de nærmeste havørnereder på Knudshoved og Gavnø. Derfor ses både gamle havørne, som har kridhvid hale, og ungfugle over Avnø.
Ørne er meget renlige fugle, så reden er delt i to dele. En sove- og hvileplads samt et område, hvor de spiser. Ungerne lærer hurtigt at sortere i knoglerne og lægger pænt knoglerne til side, når de har spist. Du kan følge havørnen på dens egen tv-kanal på https://www.dof.dk/oplev-fuglene/ornetv.
I yngletiden, som begynder i det tidlige forår, flyver ørnen gerne op til ti km for at komme til et godt fødesøgningsområde som Avnø, og om vinteren trækker par fra indlandet ud til kysterne. Derfor kan havørnen ses hele året på Avnø.
Havørne bliver kønsmodne, når de er 5 - 7 år og danner par for hele livet. De kan blive op til 30 år gamle.
Unger af havørne strejfer normalt rundt i lokalområdet, hvor de finder en mage. Enkelte har dog stor udlængsel. Det så man med den ét år gamle havørn, ’Lisbeth’, der i 2022 fik en gps på. Hun fløj fra Vilsted Sø ved Limfjorden og op gennem Sverige til Varangerhalvøen i det nordligste Norge - en afstand på 1.760 kilometer.
’Lisbeth’ blev på Varangerhalvøen i flere måneder, før hun i august fløj sydpå ned gennem Sverige. Siden har hun opholdt sig i Vestsjælland og nord for Helsingborg.
Alauda arvensis
En af hemmelighederne bag sanglærkens relative succes i det moderne landbrugslandskab er formentlig, at den kan leve i næsten alle græs- og kornafgrøder.
Den har en lang ynglesæson fra april til august, og et lærkepar producerer mindst to kuld om året. På den måde kompenserer den for, at et kuld måske går til i forbindelse med markarbejde, eller hvis æggene bliver taget af rovdyr.
Sanglærken bygger sin rede, som består af rodtrævler og strå, direkte på jorden. Den lægges med en vis afstand til træer, hvilket formentlig er for at undgå, at reden bliver plyndret af kragefugle, der benytter træerne som udsigtsposter. Det åbne landskab på Avnø med få træer er derfor en af grundene til, at sanglærken er fast beboer her.
Sanglærken, hører til de fugle, som kaldes vejrtrækkere. Det betyder, at vejret i januar blot skal blive en smule mildere, så kommer de første lærker, og når solen bryder igennem, kan man ofte høre de første forsigtige triller.
Er du på Avnø i ynglesæsonen, kan du lægge dig på ryggen og se op i himlen. Luk øjnene et kort øjeblik, og lyt til sanglærken, som utrætteligt time efter time kan stå over dit hoved og synge i et væk. Imens kan du reflektere over, hvad der egentlig er vigtigt her i livet. Måske kommer du også i tanke om teksten til den gamle børnesang, ’Jeg ved en lærkerede’.
Vanellus vanellus
Viben ses i Danmark som træk- og ynglefugl i februar – november. Den kan ses ved græsmarker, enge, moser og langs kysterne. Viben yngler i fugtige områder, så hele Avnø er et oplagt sted at se viben – og de fleste har sikkert set den.
Den er let at kende med sin tynde fjertop og dens metallisk glinsende ”frakke”. Viben er på størrelse med en due, kortnæbbet og hurtigløbende. Den bruger sit syn til at finde føde.
Viber er selskabelige fugle, så de ruger ofte ved siden af hinanden, og i september flyver de også af sted i samlet flok.
Når viben er ankommet, kan man ikke undgå at høre det karakteristiske, ”vi-ip”, vi-ip”, lyde ud over engene, og det er derfra, den har sit navn.
I slutningen af marts finder viben en lille fordybning på jorden. I en simpel rede lægger den fire olivenbrune, mørkplettede og pæreformede æg. Æggene ligger ret ubeskyttede, og så snart der er trusler i nærheden, flyver viben op som et jagerfly og jager de ubudne gæster væk.
Asio Flammeus
Mosehornuglen er en mellemstor fugl på størrelse med en due og har et stort vingefang på en meter. Den holder meget af at opholde sig på enge og strandenge, som her på Avnø. Den ses oftest i det sene efterår, om vinteren og i det tidlige forår, da den ofte er her som træk- og vintergæst.
Mosehornuglen yngler ikke så ofte i Danmark, men ser du en mosehornugle flyve i cirkler over Avnøs enge i april eller maj, mens den synger lystigt, kan det være et tegn på, at den forsøger at yngle.
På Avnø vil den kunne yngle i fred, uden at blive forstyrret af mennesker eller maskiner. Her er gode redesteder med små fordybninger i jorden, hvor græs og urter kan skabe læ.
Er den på vagt, kan man være heldig at se den rejse de ganske små ”horn” af fjer.
Når den ikke flyver, sidder den ofte på en pæl eller på jorden og venter på, at der kommer en mus forbi, som den kan fange.
Mus, der søger føde, løber ofte langs faste ”stier”. Undervejs markerer de deres stier med urin, som hjælper musen med at finde tilbage til sit musehul. Men denne urin udsender ultraviolet lys, som mosehornuglen kan se med sit skarpe syn, og på den måde kan uglen meget lettere fange musen.
Branta leucopsis
Katolikker måtte ikke spise kød under fasten, og derfor opstod der i middelalderens Irland og Skotland en praktisk opfattelse af, at bramgåsen slet ikke var et dyr, men en plante.
Det gav gåsen sit engelske navn 'barnacle goose', der kan oversættes til 'langhals-gås'. Gåsens aftegning i hovedet ligner nemlig det særlige krebsdyr, 'glat langhals', som, man troede, var en plante, der voksede ud af drivtømmer.
I dag spises bramgåsen ikke længere, da den er fredet og ikke må jages.
Bestanden af bramgæs er vokset kraftigt i de senere år fra 20.000 i 1950’erne til op mod 1,5 millioner i 2020’erne. Årsagen til stigningen er fredning, generelt mildere klima, udvidelse af yngleområder og reduktion af indsamlingen af æg i Rusland.
Bramgåsen er vegetar og kommer til Avnø om efteråret i oktober for at slippe for den sibiriske vinter og spise sig mæt. Den flyver nordpå igen i maj. Den lever af græs, korn, roer og diverse urter. En flok bramgæs kan spise planterne så langt ned, at det ser ud som om, at hele området er slået med en plæneklipper.
Du ser tit bramgåsen i store flokke på markerne, da den er blevet en slikmund og har fået smag for sukkerroer. Her spiser den de efterladte roetoppe efter høst, og den kan også finde på at tage bidder af den del af roen, der stikker op af jorden. Den spiser også lystigt af den mere og mere udbredte vintersæd på markerne.
Capreolus capreolus
Rådyret er den mindste og mest almindelige hjort i Danmark. Den kan kendes på, at den har en hvid ende, som bliver kaldt ’spejlet’. Den holder til i nærheden af levende hegn og skov og ses tit på markerne, hvor den spiser af afgrøderne. De levende hegn kan se ud som om, de bliver klippet og studset op til en højde på omkring en meter, hvis der har været rådyr forbi.
På Avnø ses rådyrene på de åbne arealer, hvor de holder buskene nede. Rådyret er drøvtygger ligesom koen og har fire maver, der kan fordøje den fiberrige kost. Når føden har gæret i vommen, kastes den op til mundhulen og bliver tygget igen. Som alle andre drøvtyggere har rådyr ikke fortænder i overmunden.
På Avnø lever rådyret ugeneret og græsser på strandengene og er derfor vigtig for dynamikken for de øvrige beboere på Avnø.
I modsætning til dyr med horn, smider bukkene sit gevir hvert år i slutningen af september eller i begyndelsen af oktober. Det nye gevir, opsatsen, begynder at vokse frem i november. I foråret er geviret dækket med bast, der er en slags hud.
Når opsatsen er vokset færdig, dør basten og skal af. Det gør rådyret ved at feje geviret op ad buske og unge træer, hvilket kan få træer og buske til at knække eller bøje, og det bidrager til variation i udseendet.
Om sommeren har bukken (hannen) et område med flere hunner, som han forsvarer mod andre bukke. De parrer sig i august, og hunnen er drægtig (gravid) i syv måneder. De får 1-2 lam, der dier i op til tre måneder. Lammene gemmer sig for rovdyrene ved at være lugtfri og trykke sig ned i græsset. Rådyr kan blive op til 15 år gamle.
Om efteråret og vinteren går rådyrene i små flokke, oftest på tre. Så hvis du ser et rådyr hoppe over vejen, skal du passe på, for der kommer sikkert et par stykker mere.
Armeria maritima
En lun sommerdag på den salte eng finder du ’engelskgræs’, der faktisk slet ikke er i familie med græs.
De vokser i tuer, hvor de ligner små lyslilla buketter med grønne, korte og tykke blade, så hele engen kan se ud som om, den er lyserød eller lyslilla. Det skyldes, at der på toppen af de stive stængler er et hoved fuld af små lyslilla blomster, og de dufter dejligt.
Sidder du stille, vil du se en masse insekter og biller, der kommer forbi blomsten og suger plantens sukkerholdige saft, nektaren. Når de bevæger sig videre til næste blomst, bestøver de samtidig planterne, så de kan danne frø, der kan blive til nye planter. Planterne kan kun sprede sig ved at blive bestøvet. Vinden hjælper både med bestøvningen og med at sprede de meget små frø, der dannes inde i hver af de små blomster. Om efteråret står de visne blomster tilbage og giver engen et lysebrunt skær.
Du finder engelskgræs på Avnø, fordi de er tilpasset den saltholdige sandede og grusede jord, der er på engen tæt på kysten. På Avnø er engelskgræs en vigtig fødekilde for insekter og biller.
Du har måske også set planten langs større hovedveje og motorveje, for da vi salter vejene om vinteren, bliver rabatten et godt levested for engelskgræs og kan på den måde lettere sprede sig til nye levesteder.
Kært barn har mange navne, og det er også tilfældet for engelskgræs. Den er blandt andet blevet kaldt ’Kongens Knap’ fordi den minder om de fine knapper, der kunne sættes i knaphullet. ’Fåreleger’, som betyder fårelilje, fordi fårene skulle være særligt glade for at spise dem. Og ikke mindst ’Rabattens Dronning’ på grund af de fine lyserøde hoveder, der står og vejer i vinden uden blade.
Ordet 'engelskgræs' skal forstås fra nogle dialekter, hvor 'engelsk' betød 'fremmed' – ikke at planten kommer fra England.
I Norge, Sverige og Tyskland kaldes den for en nellike.
Det videnskabelige navn ’Armeria maritima’ er dobbelt. 'Armeria' henviser til dens foretrukne voksested ’ved hav’, og 'maritima' betyder 'ved havet'.
Pelophylax esculentus
Blandt padderne er grøn frø, den der yngler senest og er den, der kræver mest varme til sig selv og sine haletudser.
Som andre padder yngler den i vand. Grøn frø vælger vandhuller, søer og moser uden skyggegivende træer, og derfor er Avnø særlig velegnet som levested for grøn frø. Den bevæger sig meget omkring og er hurtig til at flytte ind i nye søer.
Både hanner og hunner kvækker, men det er kun hannerne, der har kvækkeposer, og de har flere forskellige lyde. Grøn frø er tæt knyttet til vand og sidder tit lige i vandkanten og soler sig - altid parat til at hoppe i vandet, hvis en fjende som fx fiskehejren skulle nærme sig.
Grøn frøs videnskabelige navn ’esculentus’ betyder ”spiselig”, og det har den selv taget til sig. Den er nemlig kannibal. Den lever dog mest af snegle, insekter, mus og småfugle.
Grøn frø er biologisk helt særlig. Det indikerer det videnskabelige mellemnavn ’klepton’, som betyder ”tyv”. Mellemnavnet skyldes, at grøn frø i virkeligheden er en særlig slags krydsning, kaldet en klepton, af to arter, nemlig kortbenet grøn frø (P. lessonae) og latterfrø (P. ridibundus).
I modsætning til mange andre krydsninger af forskellige arter kan grøn frø danne fertilt afkom. Det er med til at skubbe grænserne for, hvad der reelt udgør en biologisk art.
Er du nysgerrig på de særlige arveanlæg og debatten om arter, må du dykke ned i faglitteraturen for at læse mere.
Tringa totanus
H.C. Andersen har skrevet om fuglen: “Dens skrig er fuld af betagende uro, af savn og såret længsel. En verdenssmerte! En ynde! Kliren er uden lige blandt fuglene”.
Rødben synger med flere stemmer, når den flyver - en lang monoton et-leddet lyd samt en flerleddet trille. Den er særlig elegant, når den lander, hvor den løfter vingerne op over ryggen og sitrer med dem som en engel. Det står i kontrast til, når den løber, hvor den ser komisk ud med sine røde stolpeagtige ben.
Hvis et område er egnet som levested for rødben, skal området være uforstyrret, og planterne på engene være lave. En naturtype, der er blevet mindre af i Danmark, men som findes på Avnø. Derfor er Avnø et af de steder, som giver yngleplads til vores almindeligste klirer, rødben.
Slægten ’klirer’, som rødben tilhører, er elegante vadefugle, der flyver på træk. I træktiden og om vinteren forekommer rødben ved lavvandede kystområder, hvor den søger føde i tidevandszonen. Rødbenen kan med sit lange lige næb nå byttedyrene, der befinder sig dybt begravet i mudderet.
Rødben danner ofte par for livet og kan blive ret gamle. Den ældste danske rødben blev over 27 år gammel. I maj lægger hunnen fire brunplettede æg i en flad fordybning lavet af tørt græs, skjult mellem græstuer i græsbevoksede områder. Både hunnen og hannen hjælper med at udruge æggene, som klækkes efter 22–26 dage. Ungerne lærer at flyve cirka en måned senere.
Bufotes viridis
Den grønbrogede tudse kaldes også for ’fløjtetudse’ på grund af dens karakteristiske fløjtende kvækken, der især høres på de lune forårsaftener. Her sidder hannerne på kanten af vandhullerne og ”fløjter”. De bruger deres kvækken til at tiltrække hunner og hanner til deres vandhul.
Hver tudse har et helt unikt mønster, så man kan følge hver enkelt tudse år efter år. Mønsteret minder om mønsteret på en camouflageuniform med lys baggrund, grønne plamager og orange pletter. Den kan skelnes fra strandtudsen, når den bevæger sig, da den grønbrogede tudse hopper eller kravler af sted, hvor strandtudsen piler rundt som en mus.
Den grønbrogede tudse kan vandre langt og er en af de første til at flytte ind i nye vandhuller. Den trives bedst i vandhuller uden planter på bredden som netop her på Avnø.
Om foråret vandrer tudserne til egnede vandhuller, der godt kan ligge flere kilometer fra deres overvintringssted, men ofte indenfor en kilometer. De vandrer kun om natten, og det er også på dette tidspunkt, at de går på jagt efter insekter, edderkopper og snegle.
Tudserne lægger æg i vandet, når vandet når 9-10 grader om natten, hvilket ofte sker i maj. Når æggene er lagt, vandrer de tilbage til deres opholdssted. I slutningen af juli er årets nye generation klar til at gå på land.
Når efteråret sætter ind, graver tudsen sig et hul eller slår sig ned i et dybt musehul og går i dvale.
Den lever i ferskvand, men kan tåle at svømme i vand med op til otte promille salt, som også kaldes brakvand. Vandet i Avnø Fjord har et saltindhold på mellem syv og 18 promille, mens saltindhold i havvand er 35 promille.
Selvom denne tudse lægger op til 18.000 æg pr. sæson, og dermed er den af vores padder, der lægger allerflest æg, er den meget truet. Dette skyldes et generel tab af levesteder, klimaforandringer og forurening.
I naturen kan den grønbrogede tudse blive op til 12 år gammel. Tudserne – især hunnerne – kan også blive ganske store. Hunnerne kan nå en længde på helt op til ti centimeter.
Aeshna juncea
Siv-mosaikguldsmeden er en af de største danske guldsmede på op til 7-8 cm. Hannerne er meget farverige, sorte eller mørkebrune med store blå pletter og lidt mindre gule pletter. Hunnen skal kunne gemme sig, og derfor har hun en brun bagkrop og kun gule pletter. De er fantastiske flyvere og kan stå stille i luften.
Hunnerne hos denne art behøver kun parre sig med én han for at få befrugtet alle sine æg. Hannerne beskytter ikke hunnerne under æglægningen modsat mange andre guldsmede. Det betyder, at hunnen er sårbar over for hanner, der prøver at parre sig med hende igen, hvilket kan skade hende. Derfor gemmer hunnen sig for det meste blandt planter langs vandhuller efter æglægning.
I områder med mange guldsmede, hvor hunnen ikke bare kan gemme sig, har den fundet sin egen måde at slippe af med uønsket opmærksomhed på - hun styrtdykker og spiller død. Hun ligger stille på ryggen, til hannen forsvinder, og så flyver hun videre.
Æggene lægges på planter under vandet, hvor de ligger i dvale vinteren over. Når æggene klækker foråret efter, kommer nymferne ud og lever deres liv i vandet. Nymfer er betegnelsen for unge insekter, der ikke gennemgår en fuldstændig forvandling.
Nymferne jager alt, hvad de kan fange. Det er i starten smådyr som nymfer og larver fra andre insekter, men når de bliver større, fanger de også haletudser og salamanderunger.
Nymferne ligner en bred brun voksen, men bare uden vinger og uden de fine farver. De har et ydre hårdt skelet og vokser derfor ved at kravle ud, når det ydre skelet bliver for småt. Når de er kravlet ud, bliver det nye skelet hårdt. Efter 2-4 år er de klar til forvandlingen til flyvende guldsmed. Nymfen kravler op af vandet og sætter sig på en plante. Her kravler den voksne guldsmed ud gennem nymfens ydre skelet og folder vingerne ud.
Guldsmede har eksisteret på jorden i mere end 300 millioner år, og deres flyveteknik har inspireret til udviklingen af helikopteren.