Fjordens liv
Phoca vitulina
Den spættede sæl er almindelig i de fleste danske farvande, og den kan ses hele året. Spættet sæl er den eneste sæl, der yngler fast i Danmark.
Den lever nær kyster med uforstyrrede sandbanker, revler og småøer. Her både hviler og parrer sælen sig.
Avnø Fjord er et oplagt sted for sæler, hvor de ofte ligger på stenrevet cirka 800 meter fra kysten. De kan være svære at få øje på, når de ligger på stenene. Men du kan kende dem ved, at de ofte ligger med hovedet og baglufferne løftet.
Sælen kan blive næsten lige så stor som en voksen person. Dens længde kan variere fra 145 - 200 cm og dens vægt fra 65 – 140 kg. Sælen kan blive op til 36 år gammel.
Den spættede sæl er drægtig (gravid) i 11 måneder og føder kun én unge om året. Modsat andre sæler kan ungen gå med i vandet lige efter fødslen. Ungen dier i en måned, hvorefter den må klare sig selv. Efter 3 - 5 år er den spættede sæl klar til selv at få unger.
Sælen er ikke kræsen, den lever af alle mulige slags fisk, krebsdyr og blæksprutter. Den bruger sit syn og de lange knurhår, når den jager. Med knurhårene kan den mærke bølgeslagene fra fisk, der svømmer forbi. Den kan jage helt ned til 400 meters dybde og med en fart på op til 35 km/t.
Sælen kan holde vejret under vandet i over ti minutter og kan oplagre ilt i blodet. Den kan også sænke sin hjerterytme og puls til en tiendedel af det normale, så den kan blive længere tid under vand.
Zoarces viviparus
Aalmutter – ålemoder
I 1700-tallet gik der historier om, at glasål fra den almindelige ål kom fra ålekvabben. Derfor er den historisk blevet kaldt ”ålemoder” på blandt andet engelsk og tysk. Det er nu blot en historie, for ålen og ålekvabben ikke er i familie.
Hvad der er endnu mere interessant er, at ålekvabben er den eneste fisk, hvor der er fundet bevis på, at dens yngel dier, inden ungerne bliver født. Danske forskere har fundet såkaldte follikler i hunnens bug, som de 80-120 unger dier ved, før de bliver født. Der er én follikel per unge, som forsyner den med både næring og ilt. Denne særlige tilpasning gør, at ålekvabbens unger er så store, at de kan blive født i lavt, koldt vand om vinteren, hvor der ikke er så mange rovdyr, så der er flere af dem, der overlever. Hunnen bliver befrugtet i august, men først i slutningen af januar føder den de små ålekvabber.
Avnø Fjord har en naturlig havbund med masser af skjulesteder i ålegræsset og blæretangen på de lavvandede områder, og derfor er fjorden et perfekt levested for ålekvabben. Samtidig er vandet i Avnø Fjord brak, hvilket betyder, at der ikke er så meget salt i vandet, og det trives ålekvabben rigtig godt i.
Ålekvabber kan blive op til ti år gamle og bliver kønsmodne som toårige. De lever hele sit liv det samme sted. Derfor kan den være en god markør for forurening i vandet, da tungmetaller ophobes i dens fedtvæv. Under sin lange drægtighedsperiode overfører hunnen både nærings- og giftstoffer til sin yngel, og derfor kan det være tegn på forurening, hvis ungerne er misdannede.
Syngnathus typhle
Den almindelige tangnål er en nåleformet fisk, der kan blive op til 35 cm lang - hunnen er størst. Hannen kan kendes på, at den har en smuk, farverig finne på undersiden.
Tangnålen lever mest langs kyster i lavt vand, men kan findes helt ned til 20 meters dybde.
Tangnålen bruger det meste af sin tid i en lodret stilling, hvor den gemmer sig blandt ålegræs eller tang. Derfor er Avnø Fjord et godt sted for tangnålen, da der er masser af ålegræs og tang. Tangnålen lever af smådyr, som den fanger ved at suge en mundfuld vand ind i munden. Det er lidt ligesom, når du suger i et sugerør.
Udover at tangnålen er godt camoufleret, er den også beklædt med hårde benplader, der beskytter den mod rovdyr.
Tangnålen har en forunderlig ynglebiologi. Ligesom dens nærmeste slægtning, søhesten, er hannen udstyret med en såkaldt rugepose, som flere hunner lægger deres æg i.
Tangnåle parrer sig med flere partnere, og både hunner og hanner går efter de største og sundeste partnere. Hunnerne lægger færre æg i rugeposen hos dårlige hanner, og hannerne kan finde på at opløse æg fra dårlige hunner for at få mere plads og næring til æg fra bedre hunner.
Efter fire uger er æggene klar til at klække, og i larvernes første dage bliver de ved hannen og søger tilflugt i rugeposen, hvis der er tegn på fare.
Lepidium latifolium
Strandkarse findes langs kyster i den sydlige og østlige del af landet og står ofte i tætte bestande, da den spredes både via frø og rodskud. Det er en meget hårdfør flerårig plante, der kan klare sig helt ud til vandet, i fuld sol og med en hel del vind.
Blomsterne bestøves af insekter, og frøene spredes med vind og vand.
Strandkarsen har brug for salt i jorden for at kunne overleve, så du finder den typisk på strande, hvor rådnende tang giver god næring til jorden, eller længere inde på land, hvor jorden er mere næringsrig, men stadig salt. På Avnø finder du den langs hele stranden.
Strandkarse kaldes også for nordens wasabi, da den smager som kålplanten wasabi. Den har tidligere været dyrket som køkkenurt (salatplante), hvor man især har brugt bladene til madlavning, men dyrkningen stoppede for cirka 100 år siden.
I middelalderen blev strandkarse anvendt som lægeplante, hvor den blandt andet blev brugt mod nyre- og blæresten. Den bruges stadig som urtemedicin i blandt andet Asien og Sydamerika, hvor man mener, at den kan hjælpe på en lang række sygdomme.
Planten er populær hos grønbroget kålsommerfugl (Pontia edusa), der lægger sine æg på blandt andet strandkarse. Den vælger især de planter, der har bar jord omkring rødderne og ikke står for vådt, så der er dejligt varmt.
Når æggene klækkes, og larven kommer ud, lever den mest af strandkarsens blomster og skulper, som er en special kapsel, hvor frøene sidder. De voksne sommerfugle flyver rundt for at finde de bedste steder at lægge nye æg.
Grønbroget kålsommerfugl har flere generationer hvert år. De første æg lægges i maj og bliver i løbet af fire til seks uger til fuldt udvoksede sommerfugle, der er klar til at lægge nye æg. Årets sidste generation af grønbroget kålsommerfugl overvintrer som puppe på strandkarsens rødder. Larverne kan ikke tåle regn og kulde. Strandkarse blomstrer i juli og august og er derfor særlig vigtig for anden og tredje generation og de overvintrende pupper.
Da der på Avnø ikke foregår nogen jordbearbejdning i løbet af året, kan området blive et vigtigt levested for grønbroget kålsommerfugl, da dens pupper ville dø, når jorden blev pløjet om efteråret.
Fucus vesiculosus
Blæretang er en brunalge. Den får sin brune farve fra det brune pigment fucoxanthin. Tykke læderagtige arter som blæretang har brug for meget lys og vokser derfor især på lavt vand tæt på kysten.
Store bundplanter som blæretang er helt afgørende for sunde fjorde og kystområder. De danner grundlaget for et rigt liv i havet, fordi de skaber skjulesteder, føde og gode levevilkår for mange forskellige dyr og planter. Når havbunden er dækket af disse planter, opstår der et varieret og stabilt miljø, hvor mange arter kan trives side om side.
Ligesom landplanter, har tang brug for næring og sollys for at vokse. Sollyset bruger tangen til at lave fotosyntese, hvor CO2 og vand omdannes til ilt og glukose (sukkerstof) – præcis ligesom træer gør på land. Ilten er livsvigtigt for de dyr og planer, som lever på havbunden, og hvis der mangler ilt ved havbunden, kan næringsstoffer slippe fri og føre til kraftig vækst af alger i overfladen. Det kan gøre vandet uklart og forværre forholdene for livet på bunden. I områder, hvor der ofte er problemer med iltmangel, kan stenrev med tang være med til at forbedre både lys- og iltforhold og dermed skabe bedre betingelser for livet i havet. Modsat landplanter, henter tang næring fra jorden gennem deres rødder, optager tang i stedet næring direkte fra vandet gennem deres overflade. Tang har nemlig ikke nogle rødder, og de kan ikke sidde fast på blød sandbund. De vokser i stedet på sten og klipper.
På områder med bundplanter, bliver dødt plantemateriale langsomt nedbrudt i havbunden. Det giver stabile forhold og masser af føde til bunddyr som muslinger, snegle og orme. Mange af disse dyr udgør fødegrundlaget for fisk, der holder til nær bunden. Derfor har disse områder stor betydning for mangfoldigheden af liv i havet. Bundplanter spiller også en vigtig rolle som et naturligt kystværn. Når bølger og strøm rammer kysten, bøjer planterne sig med vandets bevægelser og dæmper kraften. Det får vandet til at bevæge sig langsommere hen over bunden og mindsker, at sand og mudder bliver skyllet væk.
Blæretang bliver anvendt til mange forskellige ting. Vidste du for eksempel at man har forsket i at lave en tang-baseret solcreme? Dansk blæretang har nemlig UV-beskyttelse, men desværre fik man en brun solcreme som stank! UV-beskyttelsen kunne heller ikke konkurrere med de kemisk baserede solcremer. Desuden er tang historisk anvendt som dyrefoder i kystnære egne, og det er i dag blevet en populær spise i restauranter og derhjemme. Udover at være velsmagende, er tang nemlig rigt på både kostfibre, antioxidanter og vitaminer. På Fødevarestyrelsens hjemmeside kan du finde gode råd til dig, som plukker tang som fødevarer. Dyrene på Avnø æder det opskyllede tang på stranden, og det er en vigtig kilde til næring.
For mange år siden var der langt flere store sten i de danske fjorde og langs kysterne, end der er i dag. Gennem cirka 200 år har man nemlig fjernet sten fra havbunden og brugt dem til at bygge havne, moler og beskytte kysterne mod bølger og storme. Det har gradvist ændret havbunden og efterladt mange områder uden de sten, som tidligere var en naturlig del af kystlandskabet.
Strandengens liv
Haliaeetus albicilla
Havørnen er nordens største rovfugl og en sand jæger. Den har flere forskellige strategier i sin jagt på byttet - drukning, udmattelsesjagt, standjagt, redeplyndring og ådselsæder.
Ved drukning flyver ørnen lavt over vandet og lander på ryggen af en svømmende fugl, og så bliver ørnen stående på ryggen af fuglen, til den er druknet. Ved udmattelsesjagt angriber én eller flere ørne en fugl mange gange i løbet af kort tid, så fuglen bliver udmattet og til sidst ikke længere har kræfter til at flygte.
Ved standjagt (og ikke strandjagt) sidder ørnen højt oppe og holder øje med en fugl eller fisk, der kan være et let bytte. Havørnen kan også finde på at spise æg og fugleunger fra for eksempel skarvreder eller blot spise et dødt dyr (ådsel), den finder på sin vej.
Griber havørnen et bytte, fx fugl eller fisk, klemmer den fem gange så kraftigt som en menneskehånd og med fem centimeter lange, skarpe kløer. Er byttet for tungt at flyve med, kan ørnen svømme i land med byttet.
I forhold til Avnø er de nærmeste havørnereder på Knudshoved og Gavnø. Derfor ses både gamle havørne, som har kridhvid hale, og ungfugle over Avnø.
Ørne er meget renlige fugle, så reden er delt i to dele. En sove- og hvileplads samt et område, hvor de spiser. Ungerne lærer hurtigt at sortere i knoglerne og lægger pænt knoglerne til side, når de har spist. Du kan følge havørnen på dens egen tv-kanal på https://www.dof.dk/oplev-fuglene/ornetv.
I yngletiden, som begynder i det tidlige forår, flyver ørnen gerne op til ti km for at komme til et godt fødesøgningsområde som Avnø, og om vinteren trækker par fra indlandet ud til kysterne. Derfor kan havørnen ses hele året på Avnø.
Havørne bliver kønsmodne, når de er 5 - 7 år og danner par for hele livet. De kan blive op til 30 år gamle.
Unger af havørne strejfer normalt rundt i lokalområdet, hvor de finder en mage. Enkelte har dog stor udlængsel. Det så man med den ét år gamle havørn, ’Lisbeth’, der i 2022 fik en gps på. Hun fløj fra Vilsted Sø ved Limfjorden og op gennem Sverige til Varangerhalvøen i det nordligste Norge - en afstand på 1.760 kilometer.
’Lisbeth’ blev på Varangerhalvøen i flere måneder, før hun i august fløj sydpå ned gennem Sverige. Siden har hun opholdt sig i Vestsjælland og nord for Helsingborg.
Alauda arvensis
En af hemmelighederne bag sanglærkens relative succes i det moderne landbrugslandskab er formentlig, at den kan leve i næsten alle græs- og kornafgrøder.
Den har en lang ynglesæson fra april til august, og et lærkepar producerer mindst to kuld om året. På den måde kompenserer den for, at et kuld måske går til i forbindelse med markarbejde, eller hvis æggene bliver taget af rovdyr.
Sanglærken bygger sin rede, som består af rodtrævler og strå, direkte på jorden. Den lægges med en vis afstand til træer, hvilket formentlig er for at undgå, at reden bliver plyndret af kragefugle, der benytter træerne som udsigtsposter. Det åbne landskab på Avnø med få træer er derfor en af grundene til, at sanglærken er fast beboer her.
Sanglærken, hører til de fugle, som kaldes vejrtrækkere. Det betyder, at vejret i januar blot skal blive en smule mildere, så kommer de første lærker, og når solen bryder igennem, kan man ofte høre de første forsigtige triller.
Er du på Avnø i ynglesæsonen, kan du lægge dig på ryggen og se op i himlen. Luk øjnene et kort øjeblik, og lyt til sanglærken, som utrætteligt time efter time kan stå over dit hoved og synge i et væk. Imens kan du reflektere over, hvad der egentlig er vigtigt her i livet. Måske kommer du også i tanke om teksten til den gamle børnesang, ’Jeg ved en lærkerede’.
Vanellus vanellus
Viben ses i Danmark som træk- og ynglefugl i februar – november. Den kan ses ved græsmarker, enge, moser og langs kysterne. Viben yngler i fugtige områder, så hele Avnø er et oplagt sted at se viben – og de fleste har sikkert set den.
Den er let at kende med sin tynde fjertop og dens metallisk glinsende ”frakke”. Viben er på størrelse med en due, kortnæbbet og hurtigløbende. Den bruger sit syn til at finde føde.
Viber er selskabelige fugle, så de ruger ofte ved siden af hinanden, og i september flyver de også af sted i samlet flok.
Når viben er ankommet, kan man ikke undgå at høre det karakteristiske, ”vi-ip”, vi-ip”, lyde ud over engene, og det er derfra, den har sit navn.
I slutningen af marts finder viben en lille fordybning på jorden. I en simpel rede lægger den fire olivenbrune, mørkplettede og pæreformede æg. Æggene ligger ret ubeskyttede, og så snart der er trusler i nærheden, flyver viben op som et jagerfly og jager de ubudne gæster væk.
Asio Flammeus
Mosehornuglen er en mellemstor fugl på størrelse med en due og har et stort vingefang på en meter. Den holder meget af at opholde sig på enge og strandenge, som her på Avnø. Den ses oftest i det sene efterår, om vinteren og i det tidlige forår, da den ofte er her som træk- og vintergæst.
Mosehornuglen yngler ikke så ofte i Danmark, men ser du en mosehornugle flyve i cirkler over Avnøs enge i april eller maj, mens den synger lystigt, kan det være et tegn på, at den forsøger at yngle.
På Avnø vil den kunne yngle i fred, uden at blive forstyrret af mennesker eller maskiner. Her er gode redesteder med små fordybninger i jorden, hvor græs og urter kan skabe læ.
Er den på vagt, kan man være heldig at se den rejse de ganske små ”horn” af fjer.
Når den ikke flyver, sidder den ofte på en pæl eller på jorden og venter på, at der kommer en mus forbi, som den kan fange.
Mus, der søger føde, løber ofte langs faste ”stier”. Undervejs markerer de deres stier med urin, som hjælper musen med at finde tilbage til sit musehul. Men denne urin udsender ultraviolet lys, som mosehornuglen kan se med sit skarpe syn, og på den måde kan uglen meget lettere fange musen.
Branta leucopsis
Katolikker måtte ikke spise kød under fasten, og derfor opstod der i middelalderens Irland og Skotland en praktisk opfattelse af, at bramgåsen slet ikke var et dyr, men en plante.
Det gav gåsen sit engelske navn 'barnacle goose', der kan oversættes til 'langhals-gås'. Gåsens aftegning i hovedet ligner nemlig det særlige krebsdyr, 'glat langhals', som, man troede, var en plante, der voksede ud af drivtømmer.
I dag spises bramgåsen ikke længere, da den er fredet og ikke må jages.
Bestanden af bramgæs er vokset kraftigt i de senere år fra 20.000 i 1950’erne til op mod 1,5 millioner i 2020’erne. Årsagen til stigningen er fredning, generelt mildere klima, udvidelse af yngleområder og reduktion af indsamlingen af æg i Rusland.
Bramgåsen er vegetar og kommer til Avnø om efteråret i oktober for at slippe for den sibiriske vinter og spise sig mæt. Den flyver nordpå igen i maj. Den lever af græs, korn, roer og diverse urter. En flok bramgæs kan spise planterne så langt ned, at det ser ud som om, at hele området er slået med en plæneklipper.
Du ser tit bramgåsen i store flokke på markerne, da den er blevet en slikmund og har fået smag for sukkerroer. Her spiser den de efterladte roetoppe efter høst, og den kan også finde på at tage bidder af den del af roen, der stikker op af jorden. Den spiser også lystigt af den mere og mere udbredte vintersæd på markerne.
Capreolus capreolus
Rådyret er den mindste og mest almindelige hjort i Danmark. Den kan kendes på, at den har en hvid ende, som bliver kaldt ’spejlet’. Den holder til i nærheden af levende hegn og skov og ses tit på markerne, hvor den spiser af afgrøderne. De levende hegn kan se ud som om, de bliver klippet og studset op til en højde på omkring en meter, hvis der har været rådyr forbi.
På Avnø ses rådyrene på de åbne arealer, hvor de holder buskene nede. Rådyret er drøvtygger ligesom koen og har fire maver, der kan fordøje den fiberrige kost. Når føden har gæret i vommen, kastes den op til mundhulen og bliver tygget igen. Som alle andre drøvtyggere har rådyr ikke fortænder i overmunden.
På Avnø lever rådyret ugeneret og græsser på strandengene og er derfor vigtig for dynamikken for de øvrige beboere på Avnø.
I modsætning til dyr med horn, smider bukkene sit gevir hvert år i slutningen af september eller i begyndelsen af oktober. Det nye gevir, opsatsen, begynder at vokse frem i november. I foråret er geviret dækket med bast, der er en slags hud.
Når opsatsen er vokset færdig, dør basten og skal af. Det gør rådyret ved at feje geviret op ad buske og unge træer, hvilket kan få træer og buske til at knække eller bøje, og det bidrager til variation i udseendet.
Om sommeren har bukken (hannen) et område med flere hunner, som han forsvarer mod andre bukke. De parrer sig i august, og hunnen er drægtig (gravid) i syv måneder. De får 1-2 lam, der dier i op til tre måneder. Lammene gemmer sig for rovdyrene ved at være lugtfri og trykke sig ned i græsset. Rådyr kan blive op til 15 år gamle.
Om efteråret og vinteren går rådyrene i små flokke, oftest på tre. Så hvis du ser et rådyr hoppe over vejen, skal du passe på, for der kommer sikkert et par stykker mere.
Armeria maritima
En lun sommerdag på den salte eng finder du ’engelskgræs’, der faktisk slet ikke er i familie med græs.
De vokser i tuer, hvor de ligner små lyslilla buketter med grønne, korte og tykke blade, så hele engen kan se ud som om, den er lyserød eller lyslilla. Det skyldes, at der på toppen af de stive stængler er et hoved fuld af små lyslilla blomster, og de dufter dejligt.
Sidder du stille, vil du se en masse insekter og biller, der kommer forbi blomsten og suger plantens sukkerholdige saft, nektaren. Når de bevæger sig videre til næste blomst, bestøver de samtidig planterne, så de kan danne frø, der kan blive til nye planter. Planterne kan kun sprede sig ved at blive bestøvet. Vinden hjælper både med bestøvningen og med at sprede de meget små frø, der dannes inde i hver af de små blomster. Om efteråret står de visne blomster tilbage og giver engen et lysebrunt skær.
Du finder engelskgræs på Avnø, fordi de er tilpasset den saltholdige sandede og grusede jord, der er på engen tæt på kysten. På Avnø er engelskgræs en vigtig fødekilde for insekter og biller.
Du har måske også set planten langs større hovedveje og motorveje, for da vi salter vejene om vinteren, bliver rabatten et godt levested for engelskgræs og kan på den måde lettere sprede sig til nye levesteder.
Kært barn har mange navne, og det er også tilfældet for engelskgræs. Den er blandt andet blevet kaldt ’Kongens Knap’ fordi den minder om de fine knapper, der kunne sættes i knaphullet. ’Fåreleger’, som betyder fårelilje, fordi fårene skulle være særligt glade for at spise dem. Og ikke mindst ’Rabattens Dronning’ på grund af de fine lyserøde hoveder, der står og vejer i vinden uden blade.
Ordet 'engelskgræs' skal forstås fra nogle dialekter, hvor 'engelsk' betød 'fremmed' – ikke at planten kommer fra England.
I Norge, Sverige og Tyskland kaldes den for en nellike.
Det videnskabelige navn ’Armeria maritima’ er dobbelt. 'Armeria' henviser til dens foretrukne voksested ’ved hav’, og 'maritima' betyder 'ved havet'.
Pelophylax esculentus
Blandt padderne er grøn frø, den der yngler senest og er den, der kræver mest varme til sig selv og sine haletudser.
Som andre padder yngler den i vand. Grøn frø vælger vandhuller, søer og moser uden skyggegivende træer, og derfor er Avnø særlig velegnet som levested for grøn frø. Den bevæger sig meget omkring og er hurtig til at flytte ind i nye søer.
Både hanner og hunner kvækker, men det er kun hannerne, der har kvækkeposer, og de har flere forskellige lyde. Grøn frø er tæt knyttet til vand og sidder tit lige i vandkanten og soler sig - altid parat til at hoppe i vandet, hvis en fjende som fx fiskehejren skulle nærme sig.
Grøn frøs videnskabelige navn ’esculentus’ betyder ”spiselig”, og det har den selv taget til sig. Den er nemlig kannibal. Den lever dog mest af snegle, insekter, mus og småfugle.
Grøn frø er biologisk helt særlig. Det indikerer det videnskabelige mellemnavn ’klepton’, som betyder ”tyv”. Mellemnavnet skyldes, at grøn frø i virkeligheden er en særlig slags krydsning, kaldet en klepton, af to arter, nemlig kortbenet grøn frø (P. lessonae) og latterfrø (P. ridibundus).
I modsætning til mange andre krydsninger af forskellige arter kan grøn frø danne fertilt afkom. Det er med til at skubbe grænserne for, hvad der reelt udgør en biologisk art.
Er du nysgerrig på de særlige arveanlæg og debatten om arter, må du dykke ned i faglitteraturen for at læse mere.
Tringa totanus
H.C. Andersen har skrevet om fuglen: “Dens skrig er fuld af betagende uro, af savn og såret længsel. En verdenssmerte! En ynde! Kliren er uden lige blandt fuglene”.
Rødben synger med flere stemmer, når den flyver - en lang monoton et-leddet lyd samt en flerleddet trille. Den er særlig elegant, når den lander, hvor den løfter vingerne op over ryggen og sitrer med dem som en engel. Det står i kontrast til, når den løber, hvor den ser komisk ud med sine røde stolpeagtige ben.
Hvis et område er egnet som levested for rødben, skal området være uforstyrret, og planterne på engene være lave. En naturtype, der er blevet mindre af i Danmark, men som findes på Avnø. Derfor er Avnø et af de steder, som giver yngleplads til vores almindeligste klirer, rødben.
Slægten ’klirer’, som rødben tilhører, er elegante vadefugle, der flyver på træk. I træktiden og om vinteren forekommer rødben ved lavvandede kystområder, hvor den søger føde i tidevandszonen. Rødbenen kan med sit lange lige næb nå byttedyrene, der befinder sig dybt begravet i mudderet.
Rødben danner ofte par for livet og kan blive ret gamle. Den ældste danske rødben blev over 27 år gammel. I maj lægger hunnen fire brunplettede æg i en flad fordybning lavet af tørt græs, skjult mellem græstuer i græsbevoksede områder. Både hunnen og hannen hjælper med at udruge æggene, som klækkes efter 22–26 dage. Ungerne lærer at flyve cirka en måned senere.
Bufotes viridis
Den grønbrogede tudse kaldes også for ’fløjtetudse’ på grund af dens karakteristiske fløjtende kvækken, der især høres på de lune forårsaftener. Her sidder hannerne på kanten af vandhullerne og ”fløjter”. De bruger deres kvækken til at tiltrække hunner og hanner til deres vandhul.
Hver tudse har et helt unikt mønster, så man kan følge hver enkelt tudse år efter år. Mønsteret minder om mønsteret på en camouflageuniform med lys baggrund, grønne plamager og orange pletter. Den kan skelnes fra strandtudsen, når den bevæger sig, da den grønbrogede tudse hopper eller kravler af sted, hvor strandtudsen piler rundt som en mus.
Den grønbrogede tudse kan vandre langt og er en af de første til at flytte ind i nye vandhuller. Den trives bedst i vandhuller uden planter på bredden som netop her på Avnø.
Om foråret vandrer tudserne til egnede vandhuller, der godt kan ligge flere kilometer fra deres overvintringssted, men ofte indenfor en kilometer. De vandrer kun om natten, og det er også på dette tidspunkt, at de går på jagt efter insekter, edderkopper og snegle.
Tudserne lægger æg i vandet, når vandet når 9-10 grader om natten, hvilket ofte sker i maj. Når æggene er lagt, vandrer de tilbage til deres opholdssted. I slutningen af juli er årets nye generation klar til at gå på land.
Når efteråret sætter ind, graver tudsen sig et hul eller slår sig ned i et dybt musehul og går i dvale.
Den lever i ferskvand, men kan tåle at svømme i vand med op til otte promille salt, som også kaldes brakvand. Vandet i Avnø Fjord har et saltindhold på mellem syv og 18 promille, mens saltindhold i havvand er 35 promille.
Selvom denne tudse lægger op til 18.000 æg pr. sæson, og dermed er den af vores padder, der lægger allerflest æg, er den meget truet. Dette skyldes et generel tab af levesteder, klimaforandringer og forurening.
I naturen kan den grønbrogede tudse blive op til 12 år gammel. Tudserne – især hunnerne – kan også blive ganske store. Hunnerne kan nå en længde på helt op til ti centimeter.
Aeshna juncea
Siv-mosaikguldsmeden er en af de største danske guldsmede på op til 7-8 cm. Hannerne er meget farverige, sorte eller mørkebrune med store blå pletter og lidt mindre gule pletter. Hunnen skal kunne gemme sig, og derfor har hun en brun bagkrop og kun gule pletter. De er fantastiske flyvere og kan stå stille i luften.
Hunnerne hos denne art behøver kun parre sig med én han for at få befrugtet alle sine æg. Hannerne beskytter ikke hunnerne under æglægningen modsat mange andre guldsmede. Det betyder, at hunnen er sårbar over for hanner, der prøver at parre sig med hende igen, hvilket kan skade hende. Derfor gemmer hunnen sig for det meste blandt planter langs vandhuller efter æglægning.
I områder med mange guldsmede, hvor hunnen ikke bare kan gemme sig, har den fundet sin egen måde at slippe af med uønsket opmærksomhed på - hun styrtdykker og spiller død. Hun ligger stille på ryggen, til hannen forsvinder, og så flyver hun videre.
Æggene lægges på planter under vandet, hvor de ligger i dvale vinteren over. Når æggene klækker foråret efter, kommer nymferne ud og lever deres liv i vandet. Nymfer er betegnelsen for unge insekter, der ikke gennemgår en fuldstændig forvandling.
Nymferne jager alt, hvad de kan fange. Det er i starten smådyr som nymfer og larver fra andre insekter, men når de bliver større, fanger de også haletudser og salamanderunger.
Nymferne ligner en bred brun voksen, men bare uden vinger og uden de fine farver. De har et ydre hårdt skelet og vokser derfor ved at kravle ud, når det ydre skelet bliver for småt. Når de er kravlet ud, bliver det nye skelet hårdt. Efter 2-4 år er de klar til forvandlingen til flyvende guldsmed. Nymfen kravler op af vandet og sætter sig på en plante. Her kravler den voksne guldsmed ud gennem nymfens ydre skelet og folder vingerne ud.
Guldsmede har eksisteret på jorden i mere end 300 millioner år, og deres flyveteknik har inspireret til udviklingen af helikopteren.
Perdix perdix
Agerhønen er en lille hønsefugl.
Den flyttede sydfra til Danmark, muligvis allerede i vikingetiden, men måske først i begyndelsen af middelalderen. Det vil sige at den har boet i Danmark i mere end 500 år.
Den lever hele året i sit yngleområde og tilbringer det meste af livet i en tæt familieflok. Gennem efteråret og vinteren lever agerhønsene i sociale flokke, men når det tidlige forår nærmer sig, begynder hannerne at etablere territorier. Vinterflokkene opløses og hvert par finder deres eget område. Agerhøns er monogame og danner par for livet. I yngletiden bliver de meget territoriehævdende og tåler kun deres egen mage tæt på. Parret holder sammen med årets kyllinger, og den lille familieflok bliver i det samme område hele året. I sensommeren kan man høre, hvordan agerhønsene kalder på hinanden, hvis flokken bliver spredt. Flokken bliver sammen frem til næste forår, hvor gruppen igen opløses, og en ny ynglecyklus begynder.
Når agerhønen bliver skræmt, letter den med larmende vingeslag og skarpe alarmkald, men ellers foretrækker den at blive på jorden og bevæge sig rundt til fods. De gamle agerhøns ligner hinanden meget med en brun fjerdragt og grå ben. Når de er kyllinger, er de er dækkede af dun deres ben helt gule og. I løbet af et par uger smider kyllingerne dundragten og når de er omkring otte uger, skifter de fjerdragt igen.
Agerhønen har en høj formeringsevne. Ungerne er kønsmodne allerede som etårige, og en hun lægger i gennemsnit omkring 16 æg i ét kuld. Rugningen tager normalt omkring 24 dage, og i den perioder forlader hønen kun reden i korte perioder. Kokken holder altid vagt.
Kyllingerne er dog krævende: I de første to til tre uger lever de næsten udelukkende af insekter, mens de voksne fugle primært spiser planter og frø. Dødeligheden blandt kyllingerne er høj. I løbet af et år kan en familieflok være reduceret til blot to til fem individer. Det skyldes i høj grad at de bliver spist af rovdyr og mangel på føde.
Fuglen holder til i det åbne land, hvor der skal være gode skjulesteder som buske og læhegn. Agerhøns er kræsne i deres valg af levested og kræver, at alle nødvendige ressourcer – føde, skjul og ynglelokaliteter – kan findes inden for få hektarer. Netop derfor er der i dag kun få steder i det danske landskab, som opfylder artens krav. Tidligere var agerhønen talrig i agerlandskabet, hvor læhegn gav skjul, og markerne bugnede af korn og insekter. Men moderne landbrug med store sammenlagte marker og et højt forbrug af pesticider har fjernet både fødegrundlag og skjul. Mange læhegn er forsvundet, og insekterne er blevet færre.
Knautia arvensis
Blåhat er en smuk og elegant plante, som kan ses svaje let i vinden hen over sommeren. Den blomstrer i lang tid – som regel fra juni og helt til september – og de rødlilla blomster har et højt indhold af både pollen og nektar. Netop derfor er den en værdifuld fødekilde for et væld af insekter, f.eks. vilde bier, humlebier, svirrefluer og sommerfugle.
Planten har et særligt samarbejde med myrer. Når blåhat sætter frø, falder de ned på jorden med små protein- og fedtstofrige vedhæng, som myrerne bruger til at fodre deres larver. Myrerne slæber frøene med hjem til myreboet og bærer dem ud igen, når vedhænget er spist af larverne. Frøene ender i myrernes affaldsdepoter, og på den måde får blåhat hjælp til at sprede sig og vokse andre steder end lige ved siden af moderplanten.
Blåhat er en hjemmehørende plante, som trives på åbne enge, skrænter, overdrev og langs vejkanter. Den holder af solrige steder eller let skygge og foretrækker tør jord. Derfor vokser Blåhat godt på Avnøs åbne arealer, hvor jorden er sandet og tør. Mange insekter er tæt knyttet til netop denne plante, og nogle kan slet ikke klare sig uden den.
Et godt eksempel er blåhatjordbien, som næsten udelukkende samler pollen fra blåhat. Blåhatjordbi er en af Danmarks mange arter af gravebier, altså bier som graver deres redegange i jorden. Den voksne bi kendes ofte på de store lyserøde pollenklumper, den bærer på bagbenene, når den flyver frem og tilbage mellem blomsterne og sine små boer i jorden. I juni flyver de første han-bier fra reden, hvorefter de patruljerer efter hunner i områder med Blåhat bevoksninger. Efter parringen dør hannen, og hunnen bygger en rede 20-30 cm. nede i jorden med 4-6 gange. Heri lægger hun æg og små madpakker med pollen. Hver hun-bi producerer maksimalt 12-18 unger, og der skal enorme mængder pollen til for at opfostre bare én larve. Hver larve spiser omkring 300.000 pollenkorn og én blåhat producerer ca. 30.000 pollenkorn. Det vil sige at en enkelt hun-bi skal tømme op mod 200 blomsterhoveder, og altså har travlt fra hun forlader sin rede frem til æglægning, hvorefter hun dør. Jordbiens æg klækkes i det tidlige efterår, og de nye bier overvintrer i reden indtil næste sommer.
I samme underjordiske gange kan man også støde på en snylter, blåhathvepsebien. Den udnytter jordbiens arbejde ved at lægge sine æg i reden, så dens egne unger får fat i maden først. Det er en del af naturens finurlige samspil, hvor liv hele tiden påvirker andet liv.
Blåhat har gennem tiden også haft betydning for mennesker. Tidligere blev både rod og blomstrende plante brugt i folkemedicin mod blandt andet hoste, halsbetændelse og hudproblemer. I dag er dens største værdi dog dens rige blomster, som summer af liv og gør blåhat til en af de planter, som virkelig gavner naturens mangfoldighed.
Zygaena lonicerae
Selvom Køllesværmere hører til blandt natsommerfuglene, ser man dem flyve rundt midt på dagen – oftest i solskinsvejr. Deres øjne er nemlig tilpasset dagslys. Femplettede køllesværmere trives på solrige og sandede lokationer hvor der vokser mange blomstrende urter, for eksempel tørre bakker, heder, grøftekanter, kystskrænter og nogle gange langs veje. De voksne sommerfugle besøger gerne urter som tidsler, blåhat, knopurt og scabiose, når de samler nektar. Der findes over tusind arter i køllesværmefamilien på verdensplan, og i Danmark findes af dem.
De er små, men meget iøjnefaldende. Femplettet køllesværmer kan let kendes på de fem røde pletter på mørke vinger og deres langsomme, summende flyvning. De har særlige følehorn, som bliver tykkere mod spidsen og ligner små køller – det er herfra, de har fået deres navn. Når de er nyklækkede, fremstår farverne skarpe og klare, mens ældre individer ofte ser mere slidte ud. Under flugt ses de røde bagvinger tydeligt. Deres forvinger er aflange og tilspidsede, og deres røde bagvinger er røde ses ofte i flugt, hvilken er tung og svirrende.
De klare farver er ikke kun til pynt. Køllesværmere er giftige, og farverne fungerer som et tydeligt signal til fugle og andre rovdyr om, at de bør holde sig væk. De fleste dyr lærer meget hurtigt at lade dem være, hvis de én gang har fået den ubehagelig smagsoplevelse.
Parringen foregår omkring juli måned. Efter parringen lægger hunnen sine æg på de planter, som larverne senere skal leve af. Larverne spiser urter fra ærteblomstfamilien som kløver, kællingetand og vikke. Larverne vokser langsomt og overvintrer, før de næste forår forvandler sig inde i en gul, papiragtig kokon, som hænger fast i græs eller plantestængler. Kort tid efter kommer den voksne sommerfugl frem.
Man kan møde de voksne køllesværmere fra slutningen af juni og ind i august. De er bemærkelsesværdigt rolige og tillidsfulde og lader sig ofte fotografere på nært hold. Nogle gange sætter de sig endda gerne på en finger og bliver siddende længe.
Køllesværmere kan finde nye levesteder ret hurtigt, hvis forholdene er gode, og de dukker ofte op på nyåbnede, blomstrende områder. Alligevel er de flere steder i landet blevet sjældnere, fordi mange af deres levesteder er forsvundet. Arten er udbredt på Nordsjælland, Fyn, Bornholm og i Øst- og Nordjylland, men i Sydsjælland og på Lolland, Falster og Møn findes den nu kun på få lokaliteter og er forsvundet fra de fleste tidligere findesteder. Hvis for eksempel plæner og grøftekanter med vilde, blomstrende urter slås for tidligt eller sent på året, kan det gøre det svært for næste generation at klare sig. På Avnø bliver arealerne afgræsset og ikke slået. Når der går det rette antal græssende dyr, får mange af urterne lov til at stå indtil de nye køllesværmere er klar til at begive sig ud i verden.