Fjordens liv
Phoca vitulina
Den spættede sæl er almindelig i de fleste danske farvande, og den kan ses hele året. Spættet sæl er den eneste sæl, der yngler fast i Danmark.
Den lever nær kyster med uforstyrrede sandbanker, revler og småøer. Her både hviler og parrer sælen sig.
Avnø Fjord er et oplagt sted for sæler, hvor de ofte ligger på stenrevet cirka 800 meter fra kysten. De kan være svære at få øje på, når de ligger på stenene. Men du kan kende dem ved, at de ofte ligger med hovedet og baglufferne løftet.
Sælen kan blive næsten lige så stor som en voksen person. Dens længde kan variere fra 145 - 200 cm og dens vægt fra 65 – 140 kg. Sælen kan blive op til 36 år gammel.
Den spættede sæl er drægtig (gravid) i 11 måneder og føder kun én unge om året. Modsat andre sæler kan ungen gå med i vandet lige efter fødslen. Ungen dier i en måned, hvorefter den må klare sig selv. Efter 3 - 5 år er den spættede sæl klar til selv at få unger.
Sælen er ikke kræsen, den lever af alle mulige slags fisk, krebsdyr og blæksprutter. Den bruger sit syn og de lange knurhår, når den jager. Med knurhårene kan den mærke bølgeslagene fra fisk, der svømmer forbi. Den kan jage helt ned til 400 meters dybde og med en fart på op til 35 km/t.
Sælen kan holde vejret under vandet i over ti minutter og kan oplagre ilt i blodet. Den kan også sænke sin hjerterytme og puls til en tiendedel af det normale, så den kan blive længere tid under vand.
Zoarces viviparus
Aalmutter – ålemoder
I 1700-tallet gik der historier om, at glasål fra den almindelige ål kom fra ålekvabben. Derfor er den historisk blevet kaldt ”ålemoder” på blandt andet engelsk og tysk. Det er nu blot en historie, for ålen og ålekvabben ikke er i familie.
Hvad der er endnu mere interessant er, at ålekvabben er den eneste fisk, hvor der er fundet bevis på, at dens yngel dier, inden ungerne bliver født. Danske forskere har fundet såkaldte follikler i hunnens bug, som de 80-120 unger dier ved, før de bliver født. Der er én follikel per unge, som forsyner den med både næring og ilt. Denne særlige tilpasning gør, at ålekvabbens unger er så store, at de kan blive født i lavt, koldt vand om vinteren, hvor der ikke er så mange rovdyr, så der er flere af dem, der overlever. Hunnen bliver befrugtet i august, men først i slutningen af januar føder den de små ålekvabber.
Avnø Fjord har en naturlig havbund med masser af skjulesteder i ålegræsset og blæretangen på de lavvandede områder, og derfor er fjorden et perfekt levested for ålekvabben. Samtidig er vandet i Avnø Fjord brak, hvilket betyder, at der ikke er så meget salt i vandet, og det trives ålekvabben rigtig godt i.
Ålekvabber kan blive op til ti år gamle og bliver kønsmodne som toårige. De lever hele sit liv det samme sted. Derfor kan den være en god markør for forurening i vandet, da tungmetaller ophobes i dens fedtvæv. Under sin lange drægtighedsperiode overfører hunnen både nærings- og giftstoffer til sin yngel, og derfor kan det være tegn på forurening, hvis ungerne er misdannede.
Syngnathus typhle
Den almindelige tangnål er en nåleformet fisk, der kan blive op til 35 cm lang - hunnen er størst. Hannen kan kendes på, at den har en smuk, farverig finne på undersiden.
Tangnålen lever mest langs kyster i lavt vand, men kan findes helt ned til 20 meters dybde.
Tangnålen bruger det meste af sin tid i en lodret stilling, hvor den gemmer sig blandt ålegræs eller tang. Derfor er Avnø Fjord et godt sted for tangnålen, da der er masser af ålegræs og tang. Tangnålen lever af smådyr, som den fanger ved at suge en mundfuld vand ind i munden. Det er lidt ligesom, når du suger i et sugerør.
Udover at tangnålen er godt camoufleret, er den også beklædt med hårde benplader, der beskytter den mod rovdyr.
Tangnålen har en forunderlig ynglebiologi. Ligesom dens nærmeste slægtning, søhesten, er hannen udstyret med en såkaldt rugepose, som flere hunner lægger deres æg i.
Tangnåle parrer sig med flere partnere, og både hunner og hanner går efter de største og sundeste partnere. Hunnerne lægger færre æg i rugeposen hos dårlige hanner, og hannerne kan finde på at opløse æg fra dårlige hunner for at få mere plads og næring til æg fra bedre hunner.
Efter fire uger er æggene klar til at klække, og i larvernes første dage bliver de ved hannen og søger tilflugt i rugeposen, hvis der er tegn på fare.
Lepidium latifolium
Strandkarse findes langs kyster i den sydlige og østlige del af landet og står ofte i tætte bestande, da den spredes både via frø og rodskud. Det er en meget hårdfør flerårig plante, der kan klare sig helt ud til vandet, i fuld sol og med en hel del vind.
Blomsterne bestøves af insekter, og frøene spredes med vind og vand.
Strandkarsen har brug for salt i jorden for at kunne overleve, så du finder den typisk på strande, hvor rådnende tang giver god næring til jorden, eller længere inde på land, hvor jorden er mere næringsrig, men stadig salt. På Avnø finder du den langs hele stranden.
Strandkarse kaldes også for nordens wasabi, da den smager som kålplanten wasabi. Den har tidligere været dyrket som køkkenurt (salatplante), hvor man især har brugt bladene til madlavning, men dyrkningen stoppede for cirka 100 år siden.
I middelalderen blev strandkarse anvendt som lægeplante, hvor den blandt andet blev brugt mod nyre- og blæresten. Den bruges stadig som urtemedicin i blandt andet Asien og Sydamerika, hvor man mener, at den kan hjælpe på en lang række sygdomme.
Planten er populær hos grønbroget kålsommerfugl (Pontia edusa), der lægger sine æg på blandt andet strandkarse. Den vælger især de planter, der har bar jord omkring rødderne og ikke står for vådt, så der er dejligt varmt.
Når æggene klækkes, og larven kommer ud, lever den mest af strandkarsens blomster og skulper, som er en special kapsel, hvor frøene sidder. De voksne sommerfugle flyver rundt for at finde de bedste steder at lægge nye æg.
Grønbroget kålsommerfugl har flere generationer hvert år. De første æg lægges i maj og bliver i løbet af fire til seks uger til fuldt udvoksede sommerfugle, der er klar til at lægge nye æg. Årets sidste generation af grønbroget kålsommerfugl overvintrer som puppe på strandkarsens rødder. Larverne kan ikke tåle regn og kulde. Strandkarse blomstrer i juli og august og er derfor særlig vigtig for anden og tredje generation og de overvintrende pupper.
Da der på Avnø ikke foregår nogen jordbearbejdning i løbet af året, kan området blive et vigtigt levested for grønbroget kålsommerfugl, da dens pupper ville dø, når jorden blev pløjet om efteråret.
Strandengens liv
Haliaeetus albicilla
Havørnen er nordens største rovfugl og en sand jæger. Den har flere forskellige strategier i sin jagt på byttet - drukning, udmattelsesjagt, standjagt, redeplyndring og ådselsæder.
Ved drukning flyver ørnen lavt over vandet og lander på ryggen af en svømmende fugl, og så bliver ørnen stående på ryggen af fuglen, til den er druknet. Ved udmattelsesjagt angriber én eller flere ørne en fugl mange gange i løbet af kort tid, så fuglen bliver udmattet og til sidst ikke længere har kræfter til at flygte.
Ved standjagt (og ikke strandjagt) sidder ørnen højt oppe og holder øje med en fugl eller fisk, der kan være et let bytte. Havørnen kan også finde på at spise æg og fugleunger fra for eksempel skarvreder eller blot spise et dødt dyr (ådsel), den finder på sin vej.
Griber havørnen et bytte, fx fugl eller fisk, klemmer den fem gange så kraftigt som en menneskehånd og med fem centimeter lange, skarpe kløer. Er byttet for tungt at flyve med, kan ørnen svømme i land med byttet.
I forhold til Avnø er de nærmeste havørnereder på Knudshoved og Gavnø. Derfor ses både gamle havørne, som har kridhvid hale, og ungfugle over Avnø.
Ørne er meget renlige fugle, så reden er delt i to dele. En sove- og hvileplads samt et område, hvor de spiser. Ungerne lærer hurtigt at sortere i knoglerne og lægger pænt knoglerne til side, når de har spist. Du kan følge havørnen på dens egen tv-kanal på https://www.dof.dk/oplev-fuglene/ornetv.
I yngletiden, som begynder i det tidlige forår, flyver ørnen gerne op til ti km for at komme til et godt fødesøgningsområde som Avnø, og om vinteren trækker par fra indlandet ud til kysterne. Derfor kan havørnen ses hele året på Avnø.
Havørne bliver kønsmodne, når de er 5 - 7 år og danner par for hele livet. De kan blive op til 30 år gamle.
Unger af havørne strejfer normalt rundt i lokalområdet, hvor de finder en mage. Enkelte har dog stor udlængsel. Det så man med den ét år gamle havørn, ’Lisbeth’, der i 2022 fik en gps på. Hun fløj fra Vilsted Sø ved Limfjorden og op gennem Sverige til Varangerhalvøen i det nordligste Norge - en afstand på 1.760 kilometer.
’Lisbeth’ blev på Varangerhalvøen i flere måneder, før hun i august fløj sydpå ned gennem Sverige. Siden har hun opholdt sig i Vestsjælland og nord for Helsingborg.
Alauda arvensis
En af hemmelighederne bag sanglærkens relative succes i det moderne landbrugslandskab er formentlig, at den kan leve i næsten alle græs- og kornafgrøder.
Den har en lang ynglesæson fra april til august, og et lærkepar producerer mindst to kuld om året. På den måde kompenserer den for, at et kuld måske går til i forbindelse med markarbejde, eller hvis æggene bliver taget af rovdyr.
Sanglærken bygger sin rede, som består af rodtrævler og strå, direkte på jorden. Den lægges med en vis afstand til træer, hvilket formentlig er for at undgå, at reden bliver plyndret af kragefugle, der benytter træerne som udsigtsposter. Det åbne landskab på Avnø med få træer er derfor en af grundene til, at sanglærken er fast beboer her.
Sanglærken, hører til de fugle, som kaldes vejrtrækkere. Det betyder, at vejret i januar blot skal blive en smule mildere, så kommer de første lærker, og når solen bryder igennem, kan man ofte høre de første forsigtige triller.
Er du på Avnø i ynglesæsonen, kan du lægge dig på ryggen og se op i himlen. Luk øjnene et kort øjeblik, og lyt til sanglærken, som utrætteligt time efter time kan stå over dit hoved og synge i et væk. Imens kan du reflektere over, hvad der egentlig er vigtigt her i livet. Måske kommer du også i tanke om teksten til den gamle børnesang, ’Jeg ved en lærkerede’.
Vanellus vanellus
Viben ses i Danmark som træk- og ynglefugl i februar – november. Den kan ses ved græsmarker, enge, moser og langs kysterne. Viben yngler i fugtige områder, så hele Avnø er et oplagt sted at se viben – og de fleste har sikkert set den.
Den er let at kende med sin tynde fjertop og dens metallisk glinsende ”frakke”. Viben er på størrelse med en due, kortnæbbet og hurtigløbende. Den bruger sit syn til at finde føde.
Viber er selskabelige fugle, så de ruger ofte ved siden af hinanden, og i september flyver de også af sted i samlet flok.
Når viben er ankommet, kan man ikke undgå at høre det karakteristiske, ”vi-ip”, vi-ip”, lyde ud over engene, og det er derfra, den har sit navn.
I slutningen af marts finder viben en lille fordybning på jorden. I en simpel rede lægger den fire olivenbrune, mørkplettede og pæreformede æg. Æggene ligger ret ubeskyttede, og så snart der er trusler i nærheden, flyver viben op som et jagerfly og jager de ubudne gæster væk.