Soltemplet på Rispebjerg
1. Stenalderens soltempel
Adskillige cirkulære, stolpebyggede anlæg gør Rispebjerg til noget særligt. Konstruktionen kendes kun fra ganske få lokaliteter i det skandinaviske område. Arkæologerne omtaler de pælebyggede anlæg som ”woodhenge” på baggrund af lignende cirkulære anlæg fundet på de britiske øer. Det største og mest berømte af de engelske anlæg er Stonehenge, anlagt og anvendt fra omkring 2700 f.Kr. I stedet for træstolper er der ved Stonehenge anvendt sten til byggeriet.
Omkring de udgravede woodhenges på Rispebjerg er der fundet brændte lerlag, som ikke umiddelbart stammer fra indfaldne vægge i en bygning. Det virker nærmest som om det brændte ler er faldet ned fra himlen. Det har naturligt nok fået arkæologerne til at rette blikket opad i forsøget på at forklare konstruktion og sammenhæng. Det brændte ler tolker arkæologerne derfor som resterne af en nedfaldet lerbeklædt platform eller dække, der har været båret af stolpekredsen. Tolkningen støttes yderligere af to parallelle rækker af mindre stolper, der er fundet op til to af de udgravede woodhenges. Stolperækkerne har man foreslået kunne være fra en trappekonstruktion, der har ledt op mod en platform.
Omfanget af de brændte lerlag fortæller sammen med fundene omkring de forskellige woodhenges, at der er foregået rituelle aktiviteter på stedet. Fundene fra de cirkulære anlæg omfatter lerkarskår, brændt flint og brændte ben. Alt sammen fund, der peger i retningen af, at der har fundet brændofringer sted. En større samling ko-knogler i midten af det største woodhenge kunne således være sporene fra en dyreofring. Samtidig er de fleste af de udsmykkede skifersten fra Rispebjerg, de særlige ”solsten”, netop fundet sammen med de brændte lerlag eller meget trækulsholdige lag.
Ligesom palisadehegnene har afløst hinanden, så ser det også ud til, at de mange woodhenges er opført efter hinanden. De brændte lerlag omkring flere woodhenges viser, at konstruktionerne i flere tilfælde er brændt og måske nedrevet. Ved samme lejlighed har rituelle handlinger efterladt udvalgte ofre i bunden af stolpehullerne – bl.a. den hele ornamenterede lerskive, brændte flintøkser, lerkar og brændte dyreknogler fra rituelle måltider. Nye woodhenges er siden opført, og et eksempel fra Vasagård viser netop tre woodhenges, der har afløst hinanden på det samme sted. Det minder om et mønster, der er velkendt fra andre af stenalderbøndernes ritualer. Det består af fire dele: konstruktion, destruktion, deponering og forsegling
2. Med solen i centrum
Hele det omfattende palisadeanlæg på Rispebjerg må have været meget iøjnefaldende på afstand. De kraftige lodrette stammer på en woodhenge har haft karakter af søjler og har skabt et tempellignende indtryk. De store cirkulære anlæg, der har rejst sig mod himlen har givet anlægget en særlig monumental karakter og haft stor betydning for oplevelsen af stedet.
Der er fundet stolpespor efter enkelte rektangulære huse på pladsen, der viser, at der i mindre omfang må have været beboelse indenfor palisaderne. Måske er det et særligt ”præsteskab”, der har haft bolig indenfor palisaderne. En kreds af udvalgte personer eller folk med særlige evner, der har skullet sikre, at solens livgivende kraft blev overført til bondesamfundets afgrøder og måske skulle de samtidig også vogte over fællesskabets værdier. Måske har ophold og tilgængelighed til området været forbeholdt de få, mens aktiviteterne til gengæld har været synlige for mange.
Adskillige ornamenterede lerskiver med næsten ens udtryk er fundet på pladsen. De fleste har et solbillede i centrum og har halvbuemønstre rundt langs kanten. Endelig indgår to huller eller ”øjne” som del af ornamentikken. Det meget ensartede præg på lerskiverne fortæller, at der ligger en dybere mening bag. Flere af lerskiverne er også fundet nedlagt i palisadegrøfter eller stolpehuller i forbindelse med ritualer. Måske har lerskiverne været amuletter eller offergaver med en særlig betydning i en solkult?
3. Græske drømmetempler
Fra antikkens verden kan eventuelt hentes inspiration til tolkning og forståelse af de runde stolpebyggede anlæg, som vi finder på Rispebjerg. Ved Epidauros på Peloponnes ligger Asklepioshelligdommen med den runde søjlebårne bygning, Tholos, fra omkring 350 f.Kr. Her mener man, at der blev foretaget ofringer til lægeguden Asklepios. Man kom i forbindelse med Asklepios ved at sove en nat i en liggehal på tempelområdet. Muligheden for helbredelse var åben for alle. Det eneste der krævedes var et bad og offer til guden. Asklepios viste sig for den syge i drømme. Her fik man anvisninger på, hvad man skulle gøre for at blive rask og hvilken medicin man skulle tage. Blev man helbredt, var man forpligtet til at opfylde eventuelle løfter, man havde givet, og skænke Asklepios en gave.
4. Grafitti eller magisk kunst
I 1995 dukkede de første flade ornamenterede billedsten op. Små kunstværker med indridsede motiver på et helt nyt kunstmedium – den lokalt tilgængelige skifer. Mange af indridsningerne står så svagt, at det ofte kun er muligt at se mønstrene i skrålys. Siden er flere kommet for dagen, så antallet af billedsten i dag er oppe på mere end 20 stk. Foruden på Rispebjerg er lignende dekorerede sten fundet ved Vasagård. Men udenfor Bornholm kendes de ikke, og det får derfor de udsmykkede skifersten til at fremstå som en ren lokal Bornholmsk frembringelse.
Måske inspireret af mønstre fra keramikken og ler-skiverne overførtes nogle af disse motiver til den lokale skifer, der var nemt at ridse i. Skiferstenene blev herved et helt nyt medium til udfoldelse af kunst og symbolverden.
De mange cirkelmønstre på skiferstenene fra Rispebjerg leder umiddelbart tankerne i retning af solbilleder. Flere af cirklerne er omgivet af korte, radiære streger, der kan opfattes som solens strålekrans. Nogle af ornamenterne ligner øjne, og kan være symbol på menneskets sjæl. Tidligere har øjenmotiver indgået som ornament på keramik i forbindelse med tragtbægerkulturens dødekult. Tidligere i tragtbægerkulturen spillede særlige og rigt dekorerede lerkar en væsentlig rolle i forbindelse med begravelsesritualer og forfædrekult. På lignende vis er det nærliggende at tolke de udsmykkede skifersten som særlige genstande til rituel brug.
5. Ritualer med høje knald
Rispebjerg ligger, så bopladsen kunne ses på lang afstand og samtidig også i umiddelbar nærhed af kildevæld. Såvel synligheden som adgangen til ofringer ved kilden har utvivlsomt haft stor betydning for pladsens placering.
Fundene fra Rispebjerg omfatter adskillige brændte flintøkser og –mejsler, som fortæller, at der må være sket en forsætlig afbrænding i forbindelse med ceremonielle handlinger. En stor del af de brændte flintredskaber er fundet i gruber eller er nedlagt ved foden af palisaderne. Det peger på, at det brændte flint har indgået som led i særlige og gentagne offerritualer.
Når flint varmes op ved høj temperatur i et bål, sprænges den med høje knald. Under en ceremoni kan man levende forestille sig, at det kan have dannet en virkningsfuld lydkulisse.
I modsætning til ofringerne af flintøkser i moser og andre vådområder – som eksempelvis Brogårdøkserne, så kunne brændofringer ses og høres langt omkring. Herved har brændofrene måske også haft en særlig funktion som udstilling af magt og rigdom overfor nabosamfundene. Forbruget af de store økser fremstillet af kvalitetsflint til ofringerne, såvel i moserne som på bålet, skal ses i lyset af , at større stykker flint ikke forekommer naturligt i den bornholmske undergrund. Kvalitetsflinten har derfor været et efterspurgt råmateriale, der har haft en betydningsfuld rolle i samfundets sociale konkurrence. Ritualerne betød, at man gjorde sig afhængig af en fortsat tilførsel af importeret flint.
En del af formålet med bondesamfundets velstand har tilsyneladende været, at den skulle indgå i et ødselt forbrug. Herved viste man sin velstand og magt. Flintafbrændinger kan herved være en magtdemonstration for at imponere andre samfund og øge lokalsamfundets prestige. Eller ilden og flintafbrændingen kan have været vejen til kontakt med sider af den religiøse forestillingsverden. Fra nordvestkystindianerne i Nordamerika ved vi, at en måde en slægtsgruppe kunne udtrykke sin velstand og magt overfor andre på, var ved at forære gaver bort eller ødelægge værdifulde genstande. Fænomenet kaldes for ”potlatch” og kendes på tilsvarende vis fra en række naturfolk. Måske skal man se bondestenalderens ofringer af de flotte flintøkser og -mejsler på Rispebjerg i det perspektiv.
Den indhegnede stenalderboplads
6. Kilden til helligdommen på Rispebjerg
Arkæologisk markerede stedet sig for alvor på landkortet tilbage i 1897, hvor Brogårdøkserne dukkede frem fra engjorden i Øleådalen vest for Rispebjerg. Der var tale om et samlet fund af flintøkser og flintmejsler fra midten af bondestenalderen omkring 2800 f.Kr. Fundet blev gjort af to omgange. I første omgang blev fundet 6 tyknakkede flintøkser og 4 flintmejsler liggende op mod en sten, tæt ved et kildevæld. Året efter blev der blot et par meter derfra fundet yderligere 11 tyknakkede flintøkser, 2 tyndbladede økser og 2 flintmejsler. Senere er der fundet endnu 2 flintøkser samme sted. Samlet gør det Brogårdøkserne til et af landets største samlede fund af flintøkser og -mejsler.
7. Aktivitet gennem århundreder
Fundrige kulturlag med bopladsrester fra en tusindårig periode af tragtbægerkulturen fortæller, at stedet må have haft en særlig betydning for stenalderbønderne. Fundene fra Rispebjerg består i vid udstrækning af almindeligt bopladsaffald som kværn- og slibesten, lerkarskår og tusindvis af flintskrabere.
Det viser, at pladsen i perioder har haft karakter af en permanent bebyggelse. Langt størstedelen af fundmængden hører dog hjemme i slutningen af tragtbægerkulturen samtidig med de omfattende palisadeanlæg.
Eksempler på de mange flintøkser og -mejsler, der er fundet på Rispebjerg.
Meget af fundmaterialet fra Rispebjerg tyder på, at der her skete en række specielle aktiviteter af rituel karakter. Det er bl.a. fund af adskillige brændte flintøkser og –mejsler, store mængder brændte dyreknogler, ornamenterede lerskiver og skifersten med solsymboler, samt en meget fornem dobbeltægget stridsøkse af porfyr. På pladsen er samtidig fundet stolpehuller fra langhuse og en række cirkulære stolpebyggede anlæg, som efter tilsvarende anlæg i England betegnes ”woodhenges”.
8. Udbygget flere gange
Spor af mindst 12 palisaderækker skærer på tværs af højdedraget ved Rispebjerg. Den yderste af palisaderne har indhegnet et areal på omkring 6 ha – og måske har pladsen været endnu større. Det antyder fund af 3 cirkulære woodhenges, der ligger uden for den yderste af de kendte palisader. Flere af palisadegrøfterne skærer hinanden og fortæller herved, at flere af palisadeforløbene har afløst hinanden. Udgravningerne har vist, at der har været mindst 3 forskellige faser med forskellige palisadeforløb. Heraf har flere af palisadehegnene opdelt området i flere rum og eventuelt også forskellige funktioner. Forud for opførelsen af palisadehegnene er der flere steder sket planeringer for at jævne terrænet.
Omfanget af palisadebyggeriet har krævet en særdeles stor arbejdsindsats og ikke mindst en effektiv organisation. De mange rækker af palisadehegn er bygget af kraftige stolper på indtil 30 cm i diameter. Stammerne skulle hentes i skoven og transporteres til Rispebjerg – og fældning, transport og tilhugning af tømmeret har krævet mange hænder. Tilvirkningen af en enkelt stamme må have krævet mindst én mands arbejde med stenøkse i en dag. Med et forløb på over 300 meter for de yderste palisaderækker har byggeriet af blot en enkelt palisade krævet mindst 750 svære stammer. Træet alene til en enkelt palisaderække svarer til hvad, man har kunne finde i en 50-75 ha blandet skov. Det betyder, at der i alt gik ca. 750 manddage for at skaffe tømmeret til blot en enkelt af palisaderækkerne. Anlæggets størrelse og omfang af arbejdsindsats i forbindelse med opførelse og vedligeholdelse fortæller, at byggeriet må have været en fælles opgave for mange bygder.
9. Det årlige mirakel
Mange af fundene viser, at solen har spillet en ganske særlig rolle for stenalderbønderne på Rispebjerg. Netop for et bondesamfund er der en helt naturlig sammenhæng mellem solens kraft og det årlige mirakel med kornets spiring, vækst og udbytte. Det var jo selve kernen i det tidlige bondesamfunds liv og overlevelse. Af samme grund må landbrugsafgrøderne og husdyrene have hørt til blandt stenalderbøndernes væsentligste værdier. Korn og kød var i første omgang forudsætningen for bøndernes egen overlevelse, men samtidig kunne et eventuelt overskud også udveksles for andre varer.
I tilknytning til årets livgivende cyklus er det derfor nærliggende at forestille sig, at Rispebjerg har dannet ramme om store årstidsbestemte ceremonier. Måske er udsæden blevet velsignet forud for såningen. Måske har man prist midsommersolens kraft og varme gennem bål og ofre. Og om efteråret ville det være naturligt at fejre årets høst, når den var bragt sikkert i hus.
Kornet har været en af bondestenalderens største værdier.
Palisaderne omkring Rispebjerg har måske samtidig været en del af sikkerheden omkring bondesamfundets værdier. Her har de omkringliggende bygders korn måske været opbevaret og beskyttet af hegn og vagter? Nogle af de runde stolpebyggede anlæg kan således have haft en funktion som kornsiloer eller fadebure.
Langt op i historisk tid har kornets værdi for bondesamfundet netop afspejlet sig i opbevaringen. Tiendekornet blev i middelalderen opbevaret i kirkerne – eksempelvis i de bornholmske rundkirker. Tilsvarende har bønderne helt op i forrige århundrede opbevaret kornet på gårdenes stuehuslofter – tørt og sikkert.
10. Solens port - overgangen til en anden verden
Foruden fysisk at fungere som adskillelse har palisaderne samtidig spillet en særlig rolle i rituel sammenhæng. Flere steder langs palisadehegnene er der sket rituelle henlæggelser – særligt i form af brændte økser.
Fra såvel vores eget liv som fra etnografiske studier ved vi, at mange traditioner og ritualer i et samfund ofte har sammenhæng med ”overgange” fra en tilstand til en anden. Eksempelvis overgangen fra barn til voksen, fra liv til død eller fra verdsligt til helligt. I forlængelse heraf kan man også forestille sig, at de mange rituelle aktiviteter, der har fundet sted ved palisaderne, indgik i et overgangs-ritual fra den almindelige verden udenfor hegnet til det hellige område indenfor. Ved at bringe offergaver blev man måske ”renset” eller på anden vis forberedt til at komme igennem porten. På tilsvarende vis havde stenalderbønderne i århundrederne forud gennemført omfattende ritualer ved indgangene til jættestuerne – i grænselandet mellem de levendes og de dødes verden.
Der er sket ofringer i palisadegrøfterne efter at stolperne er blevet fjernet. Det gælder bl.a. lerskiver og lerkar.
Nogle af de mange brændte øksefragmenter fra Rispebjerg.
Kun få indgange gennem det yderste palisadehegn har givet adgang til det hegnede næs. Selvom flere af palisaderækkerne har afløst hinanden, ser det umiddelbart ud til, at hovedindgangen til pladsen har ligget fast gennem hele anlæggets levetid. At hovedindgangen vender i sydøstlig retning – mod en opgående sol ved vintertide – er næppe nogen tilfældighed. Samme orientering har også mange af indgangene til jættestuerne – bl.a. jættestuerne i lokalområdet: Stenseby, Gildeshøj, Jættedal, og Vasagårdjættestuen. Sandsynligvis er jættestuerne bygget med den hensigt, at de døde skulle genfødes gennem den lange gang, der har været orienteret i den retning, hvor solen hver morgen blev genfødt. Et eksempel der kunne lede tanken i den retning er kæmpejættestuen, New Grange i det østlige Irland. Her giver en indbygget lysskakt over gangen sollyset adgang til kammeret ved solopgang midvintermorgen den 21. december. Var det måske når lysstrålerne ramte ind her, at sjælen blev befriet fra det døde legeme?
Et bondesamfund i forandring
11. Begyndelsen til en ny livsform
Ved indgangen til det 3. årtusinde f.Kr. tager de religiøse handlinger knyttet til forfædrekulten af. De store samlingsanlæg, kaldet Sarup-anlæg, forsvinder, ligesom byggeriet af dysser og jættestuer ophører. På Bornholm og i det øvrige Østdanmark fortsætter brugen af stengravene som benhuse for forfædrenes knogler, mens der i andre dele af landet dukker nye gravritualer og gravformer op. Ressourcerne bruges ikke længere på fremstilling af den særlige og fint dekorerede gravkeramik, der knyttede sig til de tidligere begravelsesritualer på samlingspladserne og ved de store stengrave. Det var begyndelsen til en ny livsform, der kom til at præge den sene del af stenalderen.
Sarup-anlæg ved Vasagård samt de yngre palisadehegnede anlæg.
I stedet dukker nu store palisadehegnede pladser op med de runde stolpebyggede woodhenges, som pladsen ved Rispebjerg. Første gang man stødte på formen var ved Vasagård, som derfor også har givet navn til de palisadehegnede pladser. De stolpebyggede woodhenges kendes nu fra tre steder på Bornholm – foruden ved Rispebjerg og Vasagård er de første woodhenges fundet ved Ndr. Grødbygård i 1988. Herudover er de runde stolpebyggede anlæg hidtil kun fundet ved Hunneberget i Skåne samt på en lang række lokaliteter på de britiske øer. Derimod kendes pladser omgivet af palisadehegn, foruden ved Rispebjerg og Vasagård, også fra Helgeshøj på Østsjælland og Sigersted på Vestsjælland. Tilsvarende med Sarupanlæggene vil man formentlig også i fremtiden se “Vasagårdsanlæg” dukke frem af mulden nye steder i Sydskandinavien.
Ved overgangen mellem tragtbægerkultur og stridsøksekultur, omkring 2700 f.Kr., forsvinder woodhengeanlæggene helt. Flere steder er der fundet palisadehegnede pladser, men nu er det uden de runde stolpebyggede anlæg. Samtidig mangler pladserne også fund og har derfor mere karakter af forsvarsanlæg. De palisadehegnede anlæg er fundet på 3 lokaliteter ved Malmø - Bunkeflostrand, Skjutbanorna og Annetorpsleden samt ved Dösjebro i Skåne. Senest er et lignende anlæg dukket frem ved Kignæsbakke ved Frederikssund.
12. Traditionernes forvandling
Forfædrekulten var den altdominerende del af bøndernes religiøse liv gennem det første årtusinde af bondestenalderens forløb. Tusindvis af store monumentale stengrave blev opført og brugt som benhuse for forfædrenes knogler.
Samtidig med jættestuerne opførte stenalderbønderne en række store centrale samlingsanlæg med palisader og grøfter kaldet ”Sarupanlæg” - opkaldt efter første plads af typen, der blev undersøgt. Sarupanlæggene har haft tilknytning til forfædrekulten. Det var her de indledende begravelsesritualer fandt sted. De døde blev begravet i grøfter og efter nogen tid atter gravet op og renset, hvorefter knoglerne blev anbragt i de store stenkamre i dysser og jættestuer. På grund af den funktion har pladserne fået betegnelsen ”de døde sjæles landsbyer”. Da arkæologerne først havde fået øjnene op for den type anlæg, dukkede der mange nye Sarup-anlæg op rundt om i Danmark. Bl.a. er der ved Vasagård fundet Sarup-anlæg på begge sider af Læsåen.
I samme periode blev en særlig og fornemt dekoreret keramik fremstillet med sigte på brug i forbindelse med forfædrekulten. Både ved samlingsanlæggene og ved de store stengrave foregik der mangfoldige rituelle handlinger, som både skulle sikre forbindelsen til forfædrene og styrke de efterlevendes gruppetilhørsforhold.
13. Et nyt landskab opstår
I tragtbægerkulturens sidste del, samtidig med Rispebjerganlæggene, vokser bopladserne yderligere og dækker helt op til 10 ha. De store bopladser forsvinder igen ved overgangen til stridsøksekulturen på Sydbornholm. Samtidig tages der fat på at opdyrke nyt land ligesom det skete 1000 år tidligere ved overgangen til bondestenalderen.
Skoven måtte vige for nye marker og græsgange, der sammen med bebyggelsen nu kom til at ligge mere spredt, og i stigende grad udnyttede den indre del af øen.
Udgravningsplan fra Ndr. Grødbygård, hvor huse og woodhenges fra de tegnede faser er fremhævet.
Udviklingen frem mod et nyt bondesamfund fandt ikke kun sted i Sydskandinavien. De samme træk viser sig samtidig over store dele af Europa. Årsagen til det markante kulturskifte er endnu ikke fuldt klarlagt. At forandringerne sker samtidig indenfor et stort område tyder dog på, at årsagen evt. skal søges i livsformen. Måske er skiftet udløst af ressourcemangel pga. overudnyttelse eller befolkningstilvækst, der tvinger bondesamfundene til at søge nye veje at bosætte sig og leve på.
14. Fra fællesskab til individ
Mens fællesskabet var i centrum i bondestenalderens første årtusinde, i tragtbægerkulturen – så synes individet at have overtaget fokus i det efterfølgende. Perioden kaldes for stridsøkse- eller enkeltgravskulturen. Enkeltgårde træder nu i stedet for tragtbægerkulturens store bopladser. De meget store palisadeindhegnede anlæg på Rispebjerg og ved Vasagård forsvinder for aldrig siden at blive genopført. Enkeltgrave erstatter de mange ritualer på de store samlingspladser og fællesbegravelserne i jættestuerne. Måske er forestillingen om de dødes nærvær afløst af en tro på et liv efter døden i en verden adskilt fra de levendes.
Flækkepilene, der er fundet i stort tal på Rispebjerg.
Samtidig forandres mange sider af den materielle kultur. Soltemplerne, som vi kender dem på Rispebjerg forsvinder. Det samme gør lerskiverne. I enkeltgravene bliver stridsøkserne det førende våben, der bruges til at udtrykke mandens status. Flækkepilene, der snarere er krigsvåben end jagtpile, antyder, at vi står midt i en brydningstid. Periodens mange tegn på ufred afspejler måske et stigende pres på ressourcerne. Flækkepilene er måske også udtryk for et spirende krigeraristokrati.