Historie - Klosterheden

Geologi

Under sidste istid, for omkring 15.000 år siden, lå isen tungt ned over store dele af Jylland. Iskanten strakte sig fra Bovbjerg mod Struer, og kan i dag ses som et højdedrag et par kilometer nord for Klosterheden.

Fra den enorme gletsjer strømmede smeltevandet mod vest, hvor de enorme vandmasser aflejrede sand og grus. Det blev til de hedesletter, som Klosterheden er plantet på, og som man kan se flere steder i plantagen. Hedesletterne er mager, sandet jord ofte fyldt med grus, som isen har transporteret helt fra Norge og Sverige.

I dag er det stadig muligt at se, hvor vandet løb ud over landskabet. Gennem Klosterheden skærer smeltevandsdale med nogle af Danmarks reneste vandløb sig ned til Flynder Å, Dride Å og Fåremølle Å.

Oldtid

Omkring 11.700 – 6.000 år før vores tidsregning begyndte planterne så småt at indvandre. Kun de mest hårdføre kunne klare klimaet. De første mange år var landskabet domineret af urter og lave buske, men efterhånden kom enkelte træer til. Birk, hassel, lind, skovfyr og eg bredte sig langsomt over hele Danmark.

Også menneskene bevægede sig i ind i Danmark – og også til områderne omkring den nuværende plantage. Alene i Klosterheden plantage er registreret op mod 50 gravhøje fra tiden omkring bronzealderen. En af de interessante er den knap tre meter høje Fladhøj midt i plantagen. Højen er – som navnet antyder – flad på toppen, og historikere mener, at højen derfor kan have været brugt til særlige ceremonier, måske i forbindelse med en gravkult eller andre religiøse aktiviteter. Desuden går den såkaldte Oldtidsvej mellem Viborg og en forhistorisk udskibningshavn ved Trans gennem området.

At menneskene har boet i området, vidner heden om. Allerede i bronzealderen begyndte man at dyrke marker. Skovene blev ryddet, jorden opdyrket og efter få år udpint og opgivet. Nye marker blev ryddet og opdyrket. Og sådan blev det ved, så landbruget bredte sig over større og større arealer. De arealer, bønderne havde opgivet, blev invaderet af først revling og senere af lyngen. Heden – det mørke, rødbrune tæppe – rullede langsomt ind over Vestjylland.

Klosterhedens historie

Den nuværende plantage består af to områder – Kronheden og Klosterheden – henholdsvis vest og øst for Flynder Å. Som navnene antyder, var de to områder ejet af henholdsvis Gudumkloster og kongen.

På Gudumkloster boede nonner tilhørende Benediktinerordenen. Klostret blev i 1200-tallet bygget ved Klostermølle Å, men efter en oversvømmelse blev klostret i 1484 føjet til Gudum Kirke. Efter Reformationen overtog Kronen klostret og jorden, og efter et par århundreder forsvandt de gamle klosterbygninger.

Gudumkloster var dog ikke det eneste kloster, der satte sit præg på området. Søsterklostret – Stubber Kloster – ved Stubbergård Sø sydøst for Vinderup ejede indtil 1547 den for området meget vigtige mølle, Kjærgaard Mølle. Møllen blev benyttet af bønder så langt væk fra som Thyholm – i dag en kort køretur i bil men for 600-700 år siden en større rejse.

Efter Reformation overtog Kronen Stubber Kloster. I 1538 blev klostret forlenet til Frederiks d. 1.’s sekretær, Iver Juel, mod, at han forsørgede nonnerne. I 1547 købte Iver Juel klostret for 12.765 daler.

Læs mere om Benediktinerordenen

Hedebønderne

De lette sandjorde var med 1700-tallets teknologi ikke egnet til at give udbytte år efter år. Jorden blev dyrket i fire-seks år, hvorefter den skulle hvile i en længere årrække for igen at samle næring. Derfor var det nødvendigt med store arealer for at kunne sikre en høst hvert år. Både heden og de hvilende jorder blev benyttet til græsningsarealer. Markerne og de vigtige engarealer langs åen skulle først og fremmest sikre foder til kvæget. Kvæget var hedebondens mest sikre udbytte. De mere usikre kornafgrøder kom i anden række.
Hedebønderne pløjede eller brød den hårde jord. Herefter satte de ild til lyngtørven, hvilket var med til at give jorden næring. Når jorden havde været overladt til sig selv og samlet næring over en længere årrække, kunne hele processen begynde forfra.
Når dyrkningen ophørte, voksede der græs og senere lyng på marken. Derfor blev de hvilende marker brugt til græsning. I 1700-tallet begyndte bønderne at bruge afgrøder som kløver og rajgræs til at forbedre jorden.

En anden indtægtskilde for nogle at bønderne i området omkring Klosterheden var Kjærgaard Mølle. Midt i 1700-tallet kom møllen på bondehænder, og de nye ejere installerede nye kværne og et grubbeværk til grynfremstilling. I slutningen af 1800-tallet var der tilknyttet en købmandsforretning, en smedje og et bageri til møllen. Men vandmøllernes tid var ved at rinde ud, og da møllebygningen nedbrændte i 1913, blev den ikke genopført.

Staten melder sig på banen

Som mange andre områder i det vestjyske led Klosterheden og Kronheden af træmangel. I første omgang tog private folk handsken op og begyndte at plante træ ved Gudumhus. Fra 1880 meldte staten sig på banen og opkøbte store områder som blev tilplantet med – specielt i begyndelsen – den hårdføre bjergfyr. Tilplantningerne skabte arbejdspladser, brænde og med tiden gavntræ til de stovte vestjyder. Samtidig med at træerne blev plantet, begyndte kronvildtet at slå sig ned i området. Tidligere havde de store dyr kun vist sig sporadisk på hederne, men nu – hvor de fik træer at gemme sig i mellem – slog de sig permanent ned.

Tysken kommer

De næste årtier voksede Klosterheden Plantage langsomt og sikkert. 2. Verdenskrig satte en stopper for ekspansionen. Efter at tyskerne havde besat Danmark i 1940, begyndte de straks at befæste Vestjylland. I Klosterheden eksproprierede Værnemagten 600 ha af plantagen, og i 1941 stod Rom Flyveplads færdig.

Flyvepladsen fungerede som reserveflyveplads for Karup Flyveplads, og med de tomotorers jagerfly, Messerschmitt BF 110, brugte værnemagten Rom Flyveplads til at beskytte den tyske kysttrafik og som værn mod de allieredes overflyvninger af Vestjylland.

Efter krigen og frem til 1948 blev flyvepladsen brugt til at huse flygtninge fra Tyskland. På sit højeste boede 9.000 mennesker i flygtningelejren.

Heden gør sit indtog – igen

I slutningen af 1960’erne var den vestjyske lynghede ved at blive en truet landskabstype. Også i Klosterhedens Statsskovdistrikt, hvor der var mindre en 250 hektar hede tilbage. 17. juni 1968 ville naturen det anderledes. Dagen var helt vindstille, og pludselig brød en brand ud omkring Fladhøj i midten af plantagen. En brand i et skovområde er ikke at spøge med. Specielt ikke på en på sommerdag. Ilden endte dog med at slukke sig selv. Varmeudviklingen var nemlig så kraftig, at den udløste et voldsomt tordenskyl. Inden branden blev slukket, havde ilden fortæret træer i område på 200-250 hektar. Efterfølgende blev området ikke tilplantet igen. Tværtimod blev Klosterhedens største hedeareal skabt.

Bæverne bider til

For 2.500 år siden var bæveren en naturlig indbygger i Danmark, men jagt udryddede den store gnaver. I 1999 satte Naturstyrelsen seks bæverfamilier – 18 dyr – ud i plantagens vandløb. Bæverne gik straks i gang med at ændre landskabet – bygge dæmninger og huler i søerne, der opstod som følge af oversvømmelserne. I 2017 viste en tælling af dyrene, at de havde formeret sig til små 200 individer.